Førstelærer L. Vest Hansen skrev dagbog om sit liv som lærer. Han var lærer i Uldum 1902-1920. Dette uddrag af dagbogen handler om tiden omkring første verdenskrig og afskeden med Uldum. Du kan finde del 1 her og del 2 her.

Efterhaanden gik det saaledes, at vor økonomiske Status bedredes Aar for Aar, ikke alene fordi Lærerstanden Kaar blev bedre, men fordi Mor saa udmærket forstod den Kunst at faa de Penge, hun fik af mig, til at række langt, ligesom hun ogsaa forstod ved sit Hønseri at skaffe en ekstra Indtægt. Det fik jeg især at se under Verdenskrigen, da alting blev saa dyrt, og Embedsmændene var de daarligst stillede i Danmark. Da var der mange Lærere der ikke kunne klare sig igennem, men takket være Mor kom vi godt igennem. I 1918 fik vi saa stor en Lønforhøjelse, at jeg for første Gang i min Lærertid har Brug for en Tegnebog. Og i 1919 fik vi den udmærkede Lønningslov, der bevirker, at vi nu let kunne klare hver sit.

Hvad Mor har betydet for mig i enhver Henseende kan jeg umuligt udtrykke i dette Hæfte, dertil er det for stort. Gudskelov for hende – hun har været mere for mig og mit Hjem, end jeg nogensinde kan blive i Stand til at gengælde hende. Og saa hendes Fortræffelige Mor, der ogsaa var i Huset hos os i adskillige Aar. Hende har vi ogsaa meget at takke for.

Endelig vil jeg tilføje, at vi i 1918-19 oplevede den uhyggelige Epidemi, der under Navnet ”Den spanske Syge” hærger hele Europa. I Uldum gjorde den en stor Høst, da der døde mange unge Mænd. Vi blev godt skaanet for Sygdommen, men Skolen stod stille i flere Maaneder.

Da Verdenskrigen var endt, og vi var klar over, at en Del af Sønderjylland atter ville komme under Danmark, var det, at jeg fik adskilligt at tænke paa, fra den Tid, jeg som Lærer i Hejls i 9 Aar havde været Grænsebo, har der altid hos mig ligget en Længsel efter det, som man har kaldt ”Grænsens Sang”. Dertil kom, at jeg blev mere og mere misfornøjet med Forholdene ved Skolen paa Grund af Andersens daarlige Makkerskab, der gav sig saa mange kedelige Udslag, at jeg syntes, det maatte være rart at komme bort fra det hele. Hvis Beboerne blot havde villet gribe ind og fjernet, da hans Umulighed var bevist, saa havde sikkert meget set anderledes ud. Men det var der ingen, der endnu tænkte paa, og adskillige af Beboerne var endnu helt bjergtagne af Sparres indsmigrende Væsen og kunne ikke se det hule i hvad han som ”Realskolebestyrer” foretog sig. Havde jeg anet, at Madsen Hansen et Par Aar efter var blevet tvunget til at ”gaa frivilligt”, og at Sparre var rejst fra Byen, saa havde jeg nok betænkt mig paa at flytte.

Men det blev ved at Arbejde i mig, og da Mor sagde til mig, at jeg maatte gøre, hvad jeg helst ville, saa bestemte jeg mig til at gøre et Forsøg paa at faa en Virksomhed i Sønderjylland.

Jeg fik i Efteraaret 1919 Forbindelse med Pastor Andersen, Holbøl, som jeg en Tid korresponderede med for til sidst, forsynet med Pas, der var stemplet med Kommissionens Visumstempel, at rejse til Holbøl, hvor jeg 1920 i Fastelavn var samlet med Beboerne til et Møde i Holbøl Landbohjem og holdt et Foredrag om den Danske Folkeskole og dens Undervisning, specielt om Danskundervisning, der altid har været noget af en ”Kæphest” hos mig. Jeg spillede Orgel ved Gudstjenesten i Kirken Fastelavnssøndag, og resultatet blev, at jeg fik en omtrent enstemmig Opfordring fra Beboerne om at søge Embedet, saa snart Forholdene tillod det.- Nu var altsaa Terningerne kastet, og jeg var klar over, at Forholdet til Uldum nu ydermere ville løsne sig.

Der gik imidlertid lang Tid, inden Genforeningen kom og for at stille Befolkningen i Holbøl tilfreds, maatte jeg gøre noget, for at Undervisningen kunne komme i Gang. Jeg havde Ret til at holde Vikar i Uldum og saa selv rejse til Holbøl, men det turde jeg ikke af Hensyn til Andersens daglige Disciplin. Mor og jeg blev da enige om at tilbyde, at hun rejste til Hølbøl for at holde Skole en Tid, og saa rejste Margrethe med spille Orgel, hvad hun havde gjort et helt Aar i Uldum, inden hun blev konfirmeret.- Tilbudet blev modtaget, og den Nat, da de Danske Statsbaner overtog Jernbanen i Sønderjylland, rejste jeg med dem til Holbøl for at sætte dem i Gang. Da jeg havde besørget det, rejste jeg atter hjem til Uldum og fortsatte mit Arbejde der, min Bedstemor holdt Hus for Olof, Tage og jeg. Olof havde for øvrigt Mæslinger i nogle Dage, men han kom sig dog snart. Det var en kedelig Tid, men jeg tror alligevel at det var savnet for Mor. Ikke alene var det svært for hende at være borte fra Hjemmet, men det var ogsaa et besværligt Arbejde i Holbøl, hvor der jo før kun havde været undervist paa Tysk.

Efter fem Ugers Førløb, da Sommerferien indtraf, rejste jeg til Holbøl sammen med Tage og fortsatte Mors Arbejde, som jeg ret hurtigt opdager, at det var godt gjort ikke mindst under Hensynstagen til den korte Tid og de ret mangelfulde Undervisningsmidler, den stod til Raadighed. Jeg holdt saa Skole i tre Uger af Sommerferien, men da der saa indtraf Kirkeforretninger i Uldum, maatte jeg afbryde og rejse hjem, idet jeg saa sagde, at nu kom vi først, naar jeg var kaldet til Lære. Tage var blevet indmeldt til Undervisning paa Statsskolen i Sønderborg og skulle begynde der efter Sommerferien. Det varede dog lige til Oktober, inden Sagen med Embedet kom i Orden, og vi kunne flytte.

Dagen før vi flyttede fik vi af Beboerne i Uldum overrakt et meget værdifuldt Spisestel til tolv Personer. Noget vemodige forlod vi saa i Oktober Uldum, hvor vi havde boet i saa mange Aar. Hvad mon vi nu egentlig gik ind til. Jeg var fyldt 50 Aar. Det blev jo helt andre Forhold, vi fik at Arbejde under – jo de blev helt anderledes, end vi i Virkeligheden havde ventet.

Laurits johannes Marius Vest Hansen. Førstelærer i Uldum.

Laurits Johannes Marius Vest Hansen med hustru nummer 2, Marie Vest Hansen (født Dam).

Lærer H.M. Hansen. 1915