Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her, anden del her, tredje del her, fjerde del her og femte del her. Sjette del handler om et godt eksempel på sammenholdet i Uldum.

Jeg var hos Chr. Laursen i to perioder, – den sidste i 1918, og da kørte vi stadig med heste. Men et årstid efter satte han den første rutebil ind på ruten Uldum-Vejle. Den kaldte de for “Bethlehem”. Chr. Laursens forretning var en stor vognmandsforretning. Vi havde 10 heste. Vi kørte nat og dag – så skulle doktoren køres ud om natten, så skulle der hentes jordemoder – altsammen til den store pris af 20 kr. i ugen på egen kost, og vi fik ikke noget for overarbejde. Det var der ikke noget der hed.

Jeg kan ikke huske, at banen kom til Uldum – det har nok været i slutningen af 80’erne (faktisk 1891). Den var jo smalsporet dengang og gik ikke længere end til Tørring. Men det var en stor forbedring, da banen kom. Senere (1929) blev den fortsat til Thyregod og samtidig gjort bredsporet.

Jeg har gået post i 34 år – først 21 år til Hesselballe og Vester Ørum, derefter 13 år til Kalhave, Dortheasminde og Uldum Kær. Om vinteren gik vi – 35 km -, og vi fik den kongelige løn af 1200 kr. om året. Egentlig ville jeg slet ikke have været post, men min far, der selv var post, var ivrig for det, og vi havde en postmester Frost, der også var inde på det og foreslog, at jeg kunne begynde som reserve, og så begyndte jeg at gå indtil jul. Men jeg havde ikke lyst til det – jeg ville hellere have været handelsmand og havde fået købt hest og vogn, fordi jeg skulle køre slagteriaffald for Koopmann. Men så blev det ikke til noget, og jeg gav mig til at være livsforsikringsagent – man skulle jo til noget, der kunne give nogle penge! Rosendahl og lærer Kristensen i Hesselballe ville så rejse over i generaldirektoratet og tale min sag. Jeg var nemlig i mellemtiden blevet for gammel – 31 år, og de ville ikke tage nogen ind over 30. Det var lige efter, at vi havde fået Sønderjylland tilbage, og der var mange postbude, som de havde lovet at tage ind, efterhånden som der blev ledigt. Vi var 7, der søgte dengang. Men så satte de en adresse igang, og der var 105 afleveringssteder – 104 skrev under (lærerinden i Vester Ørum var ikke hjemme den dag, ellers havde de alle skrevet under). Den blev så sendt ind, da Kristensen havde skrevet, men så var de kommet i tanke om, at det ikke var sikkert, det kunne gå, fordi jeg var for gammel. Rosendahl siger da: “Nu har jeg lige fundet på noget nyt – Kristensen og jeg vil godt rejse derover, men vi har en gammel folketingsmand, Jensen Flø, vi skriver til ham, at vi har stemt på ham i så mange år, så nu skal han gøre os en tjeneste: han skal gå op i generaldirektoratet. Når de så byder ham en stol, og han sætter sig ned, så rejser han sig ikke, før han har fået et resultat!”. De skrev – og otte dage efter kom der brev fra Jensen Flø: han havde været i generaldirektoratet, og det hele var i orden! På den måde kom jeg ind som post.

Rutebil Vejle – Lindved – Uldum. Bethlehem.