Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv.

I maj 1997 fortalte Laura Pedersen om sine ungdomsår og tørvegravning i Uldum Kær.

Mine forældre havde en lille ejendom i Sdr. Kollemorten i Øster Nykirke sogn, hvor jeg er født. Min far, Søren Madsen, stammede egentlig fra Uldum, idet han var født i Uldum kær. Han lærte min mor at kende, da han i 1900 var elev på Uldum Højskole, og hun tjente som pige hos dyrlæge Mikdal i Dortheasminde. Hun var fra Givskud. Min far var oprindelig møller og udlært på Bregnholm mølle. Ejendommen i Sdr. Kollemorten var ikke ret stor, så da min far så i avisen, at en gård i Tørring – “Sølyst” hed den – var til salg, cyklede han over for at se den. Han blev også enig med manden der om handelen. Jeg kun huske, at “Sølyst”-manden kom til Kollemorten for at gøre handelen færdig. Han mente, at hønsene kunne man godt lade blive. ”Men du skal huske på”, sagde han til min far, “at de er ægte Faverolle!” For et barneøre lød det jo grusomt dyrt.

Der var 24 tdr. land til “Sølyst”. Den var nabo til St. Uhrskovgaard, der ejedes af Peder Skrubbeltrang. Vi 9 søskende legede meget med børnene derfra – der var 5 på alder med os. De havde den sødeste lille hund, en foxterrier med en sort plet. Den hed Beuf Pinketon von Vupsenbas. Vi syntes nok, at det var et sært navn for en hund, men de sagde, at det skyldtes, at den havde stamtavle. Men det vidste vi børn jo ikke hvad betød. På den anden side af Gudenåen, der dannede skellet, hørte jorden til Haugstrup Nedergaard, der dengang ejedes af en, der hed Pomerinke – det syntes vi jo også var et mærkeligt navn.

Skoleårene på Tørring kommuneskole har jeg kun gode minder fra. Lærerne og lærerinderne var ualmindelig søde og flinke. Vores overlærer hed Sunesen. Jeg blev konfirmeret i Tørring kirke af provst Høgild. Dengang skulle vi jo allesammen sige et vers, og når vi så var 20, kunne det godt trække noget ud. Jeg husker tydeligt det vers, jeg skulle sige:

Påskeblomst en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger.
Svanevinge, svanesang
synes mig af den udsprang.
Vågnende jeg ser de døde
i en påskemorgenrøde.

Det var en salme, vi sang tit, og som jeg også i dag holder meget af. I det hele taget sang vi meget dengang. Det var bare en skam at provst Høgild ikke selv kunne synge. Men så var der en af pigerne, Ragnhild Abrahamsen hed hun, der altid sang for. Så fulgte de lærerige ungdomsår, hvor jeg kom ud at tjene på gårde. Det sted, jeg var længst, var 4 år på Sandbjerggaard i Hjortsvang, en nabogård til Vroldgaard, hvor der i dag er museum. Det var helt utroligt, hvad man skulle lære dengang på landet Jeg kan huske engang konen sagde til mig, at hvis jeg ville være landbokone, skulle jeg lære at slagte en kalv. Jeg tror nu ikke jeg kom til det, og havde jeg skullet det, tror jeg nok, at jeg havde taget mine træsko og var gået.

Men det er jo også vigtigt at lære madlavning, så jeg kom på Løsning Gæstgivergård, der i dag er kro. Her havde vi 12 spisende. Det var arbejdere fra skærvefabrikken. Krokonen spurgte, om jeg kunne lave sovs til 12 mand. Kunne jeg det ikke i forvejen, fik jeg det i alle fald lært her. Det hændte sommetider, at der kom en rejsende svend, der skulle købe en kop kaffe – for 40 øre – til den madpakke, han havde tigget sig til på en af gårdene.

Ungdomsårene sluttede, da jeg traf Pedersen (Valdemar Pedersen). Vi blev gift i august 1937 i Hammer kirke, fordi Tørring kirke var under reparation. Den fik nyt tag på, husker jeg.

Vi fik min mands hjem på Langager. Her fik vi 46 år sammen, og det var rige år. Jeg var aldrig arbejdsløs en dag, for der var nok at tage sig til med mand og børn og dyr. Men vi kunne ikke klare os med, hvad ejendommen kunne give, så Valdemar fik arbejde på Villadsens fabrik, hvor han var i 23 år. Da det blev mekaniseret deroppe, blev mange afskediget, så han fik arbejde for kommunen. Allerede da var han ved at være mærket af gigten. 11965 fik han tilkendt invalidepension, og de sidste år var han på gigthjem i Brædstrup. Jeg blev boende ude i ”Jægerhuset” på Langager. Vi kaldte det sådan, for Valdemar var jæger, og børnene syntes, at det skulle hedde “Jægerhuset”. Vi fik lavet et fint egetræsskilt med navnet på. Her boede jeg i alt i 59 år, indtil jeg følte, at det blev for stort for mig.

Ved siden af, hvad ejendommen på Langager kunne give, ernærede vi os også med tørvegravning i Uldum kær. Her arbejdede både mænd, koner og børn. Jeg var nu ikke så stiv til at trække en form lige, men Valdemar sagde: “Skidt med det – den bliver da i skiftet”. Men jeg blev belært om, hvorfor han sommetider brugte en ketsjer, som han kørte hen over bunden. Med den kunne man samle det tørvedynd op, der uundgåeligt faldt ned på bunden under arbejdet. Det gjaldt jo om at få det hele med. En dag blev jeg spurgt, om jeg ville rejse tørv på et bestemt stykke – der lå 100.000 tørv der. Man må ikke snakke, når man skal rejse 10.000 tørv på en eftermiddag. Vi fik 75 øre for at rejse tørv og 1 kr. for at stakke dem. En arbejdsdag i kæret var fra 7 morgen til halvfem om eftermiddagen – så skulle vi hjem og malke. Det var dejlige dage derude, når fuglene hang over ens hoved og sang. Men hvor så vi ud efter en dag i tørvene. Det støvede meget, og man blev meget tørstig. Så det gjaldt om at have koldt vand at drikke. Valdemar havde fundet på noget snedigt: han gravede et hul dybt ned i tørvejorden, og der satte han en spand med vand, så vi havde altid koldt vand – også til dem, der ikke havde mere i deres flasker og nu kunne få fyldt på hos os.

Jeg har haft et liv med meget arbejde, og jeg er taknemlig for de venner og gode naboer, jeg har haft. Det bliver jo aften for os allesammen, men det gør Ikke noget, når men er glad for at tænke tilbage på det liv, man har levet.

Jeg har haft et godt liv og har intet til gode.

Tørvegravning ved Gudenåen.

Tørvegravning i Kæret.

Tørvegravning i Uldum Kær.

Tørvearbejde i Uldum Kær 1917.

Tørvearbejde i Uldum Kær 1920.

Tørvestakke i Uldum Kær