Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

I marts 2000 blev det Martha Juuls tur til at fortælle om livet med rutebiler.

Jeg er født i Grumstrup og døbt i Vedslet kirke den 23 maj 1912. Mine forældre havde en gård i Grumstrup, men da jeg var tre år, flyttede de til Kattrup. Her boede vi lige ved skolen og kirken og præsteboligen. Så jeg havde ikke langt til skole, bare lige over vejen, men jeg syntes nu, at de, der havde en længere skolevej, måtte have det sjovere.

Jeg gik i Kattrup skole alle syv år. Det var en skole med fire klasser. I de første skoleår havde vi frøken Aagaard, som vi holdt meget af, for hun var sådan et dejligt menneske, der forstod at tage os på en god måde. I de ældste klasser havde vi lærer Gydesen, der var kommet fra Samsø. Han havde 8 børn, fire piger og fire drenge, så han sørgede da for, at der var børn i skolen!

Kattrup, Hovedgaard og Ørridsslev udgjorde et pastorat, og børnene fra Hovedgaard skulle gå til præst i Kattrup. Jeg blev ikke konfirmeret i Kattrup, men i Ørridslev kirke – det skiftede mellem kirkerne.

Efter skolegangen i Kattrup kunne de, der ønskede det, komme til Hovedgaard, hvor de kunne få realeksamen. Men vi var mange, der ikke ville til Hovedgaard, for vi var så glade for Gydesen og alt det, han kunne give os. Min søster kom til Hovedgaard – vi var kun vi to søskende.

I den første tid, efter at jeg var blevet konfirmeret, var jeg hjemme hos mine forældre, men i 1929 døde min mor, og jeg kom ned i Kattrup Brugsforening, hvor jeg var et par år og passede hus og børn. Så kom jeg til Horsens, hvor min søster arbejdede på Heimdal som husholdningselev. Min far var i mellemtiden flyttet i en lejlighed i Kattrup. I Horsens fik jeg plads i huset hos en forsikringsinspektør, men det var noget af en overgang for mig at være i en by. Jeg var jo vant til livet i naturen ude på landet. Jeg har altid befundet mig bedst på landet.

Men jeg fortsatte nu alligevel livet i byen, idet jeg efter tiden i Horsens fik plads hos overlæge Fjeldborg i Vejle, hvor jeg var i halvandet år som kokke/enepige. Der var tre dejlige drenge i 12-14 års alderen. Fjeldborg boede i et hus lige ved siden af sygehuset. Han fik et sørgeligt endeligt, idet han sammen med en anden overlæge i Vejle blev skudt i besættelsestiden under krigen. Det var meget tragisk for begge familier og især da deres børn.

Efter halvandet år her blev jeg i byen og fik – nok efter forespørgsel hos Fjeldborgs – plads hos konsul Warrer på Nørretorv. Her var jeg kokkepige, og jeg husker tydeligt dengang, de holdt sølvbryllup. Sikken fest! Det var flot, men det var jo også et fint sted.

Sommeren tilbragte familien Warrer i en slags sommerhus ude ved Munkebjerg. Det lå lige nabo til og blev kaldt Lille Munkebjerg. Her opholdt de sig lige til oktober, hvor de flyttede ind til byen igen. Der var så skønt derude, især lige efter at bøgene var sprunget ud. Det nød jeg meget.

Jeg var hos Warrers, indtil jeg blev gift med Niels Juul. Ham havde jeg lært at kende flere år forud. Det forholdt sig nemlig sådan, at på rutebilstationen i Horsens holdt rutebilen fra Kattrup lige ved siden af Kalhave-rutebilen. Niels Juul havde på det tidspunkt Kalhave-Horsens ruten. Jeg kunne jo ikke undgå at lægge mærke til den høje, flotte chauffør på Kalhave-bilen. Og ved et landbobal på Heimdal senere stiftede vi nærmere bekendskab med hinanden – og det viste sig, at Kalhave-bussen snildt kunne køre omvejen over Vejle og sætte mig af der, inden den fortsatte hjem til Kalhave!

Sådan set kan man godt sige, at rutebilerne blev min skæbne, for dem fik jeg rigtig meget at gøre med siden hen.

Niels Juul havde ruten til Horsens, men den udgik ikke fra Uldum, men fra Kalhave, for det var Århus Amt, der havde givet bevillingen, så der måtte kun køres inden for amtet. Og Uldum lå jo i Vejle Amt. Da Niels skulle til at bygge hus til os, skulle det være på nordsiden af Lilleåen, der dengang dannede skel mellem Vejle og Århus amt – senere Skanderborg Amt. Derfor kom vi til at bo i Dortheasminde i et hus, hvor der også var garage til rutebil. Det var i 1935, at huset deroppe blev bygget, forøvrigt i en gammel grusgrav. Året efter giftede vi os den 9. december, samme dag som firlingerne fra Breth blev født.

Med bopæl i Dortheasminde drev Niels Juul ruten Kalhave-Horsens. Men hvis der var nogen i Uldum, der ringede og gerne ville have kørelejlighed til Horsens, måtte han godt køre ned og hente dem. Det kunne være lægen eller præsten for eksempel. Pastor Riisgaard i Uldum benyttede somme tider den mulighed.

I mange år havde Chr. Laursen haft rutekørsel til Vejle, først med dagvogn og siden med rutebil – den første rigtige bil blev kaldt Bethlehem efter den by i Amerika, hvor den var lavet. Men så solgte Chr. Laursen ruten til Johannes Nielsen, der en tid boede i det høje hus på hovedgaden i Uldum. Det viste sig så, at han ikke ville køre den alligevel, og han spurgte så Niels Juul, om han ikke ville overtage den – jeg tror, den skulle koste 40.000 kr. Det ville han godt, og sådan gik det til, at han fik ruten Uldum-Lindved-Vejle. Johannes Nielsens søn Svend – ham, der senere blev kendt med “Svends Rutebiler” – kørte som chauffør i den første tid på ruten. Den blev senere udvidet til Brædstrup, efter at de tidligere regler var blevet ændret af amterne.

I den første tid var der kun to ture, en om morgenen og en om aftenen. De var også postture, for ligesom dagvognen i gamle dage var postbærende, var efterfølgeren på ruten det også, så postkasserne skulle tømmes undervejs.

Det var i det hele taget et alsidigt job at køre rutebil dengang, for chaufførerne udførte også ærinder i Vejle for folk, der boede langs ruten, så de fik et godt kendskab til folks behov.

Og så var der aviserne! Dem havde rutebilen jo også med, og de skulle jo smides af ud af vinduet eller døren. Der var ofte en dreng med, der havde den opgave. Dengang var aviserne ikke pakket i plastik, så de kunne godt blive noget snavsede ved den behandling.

Efterhånden blev der behov for flere ture, og det betød jo også, at vi fik flere chauffører, der skiftedes til at køre. Foruden Svend havde vi en, der hed Rasmus, som var hos os i flere år. Ligesom andre siden hen boede og spiste han hos os.

Årene under krigen var meget besværlige, for der var mange af de ting, man havde brug for i den daglige drift, der ikke var til at få. Det gjalt for eksempel dæk til bilerne. De var jo meget nødvendige, og det skete, at der måtte købes nogle “sort”, og det var ikke altid lige heldigt.

Hidtil havde Niels Juul haft både ruten til Horsens og den til Vejle. Jeg husker det ikke helt præcist, men jeg mener, at det var på den tid, at han solgte Horsens-ruten til Møllegaard i Uldum, der så drev den i nogle år.

En anden ting, der gjorde det besværligt under krigen, var benzinmanglen. I stedet gik man så over til at køre på gas. Det var noget hæsligt noget, og disse hersens “kakkelovne”, der blev hægtet på bilerne, skulle “fodres” med træ. Niels fik nogle stød oppe fra Kalhave skov, som han savede og kløvede til brænde, der blev puttet i generatoren, som skulle tændes på en bestemt måde. Det var besværligt og tidskrævende.

På grund af benzinmanglen skete det somme tider, at Rasmus cyklede ind til Vejle om aftenen med postsagerne. Han overnattede derinde og kom så tilbage næste dags morgen.

Også på anden vis satte krigen præg på hverdagen. Jeg husker, at de engang – nok i forbindelse med drabet på overlægerne – blev indført skærpet spærretid i Vejle, så rutebilerne ikke kunne køre ind i byen.

De strenge vintre i begyndelsen af 40’erne gjorde det hele endnu mere besværligt. Jeg havde dog allerede oplevet en streng vinter den første vinter i huset i Dortheasminde. Da frøs det så hårdt, at der var et tykt lag is på ruderne, så vi ikke kunne se, at tagpapfabrikken brændte. De ringede nede fra Uldum og spurgte efter, hvad det var, der brændte oppe hos os – og vi havde slet ikke opdaget det, fordi vinduerne var dækket af is, og der var sne helt op til vore store ruder.

I tidens løb blev rutebilerne jo udskiftet nogle gange. De blev større og pænere – og dyrere. Jeg husker, at den sidste bil, Niels Juul købte, kostede 100.000 kr., og det var mange penge dengang – i dag koster de jo mange gange det beløb.

Efter Niels Juuls død i 1963 stod jeg som rutebilejer, men de gamle chauffører fortsatte i deres job. Og det var jeg meget glad for. Knud Erik var på det tidspunkt ikke gammel nok, men da han blev 22 år, der var kravet for at køre busser, overtog han rattet og senere firmaet. Det blev dog snart omdannet til et selskab “Hærvejens buslinier”, der ud over ruten mellem Brædstrup og Vejle også kom til at omfatte ruter til Silkeborg og Viborg.

Vi var nok ikke så glade for den udvikling, for noget af det, der havde præget den tid, hvor det ikke var så stort, var det hyggelige og nære. Vi havde det så godt med vores chauffører, hvoraf flere jo både spiste og boede hos os. Men det var jo nok en nødvendig udvikling. At noget bliver større betyder jo ikke umiddelbart, at det også bliver bedre. I dag er det jo store, næsten landsdækkende selskaber, der driver buskørslen. At en enkelt mand ejer og driver rutebiler er i dag en undtagelse.

Men jeg tænker tilbage på den tid, vi havde, som en spændende og travl tid med gode år, som jeg mindes med glæde.

Rutebil Vejle – Lindved – Uldum. Bussen Bethlehem.

Niels og Martha Juul med rutebil. Fotograf A. Johansen.

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

I november 1998 blev det Karen Andersens tur til at fortælle blandt andet om et liv, der bogstavelig talt skabte kontakt til mange. Et liv med telefoncentral i Ølholm.

Mit barndomshjem var i Gammelby i Læborg sogn ved Vejen. Det var en lille landejendom på nogle få tønder land, der lå ved vejen mellem Gammelby og Nyby. Min far arbejdede med at lave skæretørv i den nærliggende tørvemose. Det hjalp vi børn med. Vi skulle lære at arbejde, og det gjorde vi tidligt, for det var nødvendigt med noget ekstra arbejde, for at vi kunne tjene til føden.

Dengang var det jo almindeligt, at børn tidligt lærte at hjælpe til.

Når min far ikke passede det derhjemme eller arbejdede i mosen, slog han skærver ved vejen – sådan en slags Jens Vejmand. Hans arbejde her bestod også i at sortere store sten fra små ved at ryste gruset gennem en slags si. Det kaldtes at harpe grus. Far fik derfor tilnavnet “Æ Grusharper”. Det kunne forekomme lidt pudsigt, når folk kom for at købe tørv, at de så skulle henvende sig til Æ Grusharperi!

Min mor døde, da jeg var fire år. Senere giftede far sig igen.

Jeg kunne jo ikke blive ved at gå hjemme, da jeg blev større.
Jeg kom ud at tjene på forskellige gårde deromkring på egnen. Her måtte jeg hjælpe til i marken med at hakke roer og passe køerne. Et af stederne var en stor gård, der ejedes af et ungt par. Manden hørte vistnok til, hvad man kunne kalde egnens spidsborgere, men de var begge ualmindeligt flinke mod mig, så jeg var meget heldig med den plads.

Senere kom jeg jo så her til egnen og fik plads på en stor gård i Vindelev – Christiansminde hed den. Manden der havde hentet sin kone nede i Berlin. Her var jeg i flere år, indtil jeg traf den mand, jeg blev gift med i 1939. Han var husflidslærer i Vindelev dengang, og her boede vi i nogle år. Han var uddannet hobbysnedker og underviste også i aftenskolen. Men så fik han et mere fast og bedre lønnet arbejde på Omanns Møbelfabrik i Ølholm.
Her flyttede vi så til.

På den måde begyndte mine mange år i Ølholm, og min tilværelse på Ølholm Bygade 25. Huset eksisterer endnu, men jeg har fået det solgt – og også fået mine penge for det!

Her var i mange år indrettet telefoncentral, der bestyredes af smed Bendixen – eller rettere hans kone. Da hun så blev ældre og dårlig og ikke kunne overkomme det mere, fik jeg pladsen som centralbestyrer i Ølholm. Det var i 1940, og jeg var bestyrer, indtil centralen blev automatiseret i 1970.

Efter de 30 år ved centralen, kunne jeg stadig bruges til noget, der havde med telefon at gøre. Dengang var der noget, der hed telefonrenser, så jeg blev sådan en, der kunne bruges til at rense telefoner! Det var jo de gammeldags telefoner med en sort tragt og et langt telefonrør, og begge dele kunne godt blive præget af den megen brug gennem årene. Det kunne bevirke snavs og støv, så lyden ikke var så god. Derfor havde især større virksomheder i Vejle som Folkebladet og store firmaer en “telefonrenser”, og jeg var altså en af dem en tid.

Men det var nu alligevel ikke rigtig mig. Jeg er imidlertid indrettet sådan, at jeg ikke kan finde ud af at sidde hen uvirksom med hænderne i skødet. Så efter min telefonrensertid kom jeg over på chokoladefabrikken og var med til at lave de berømte “Ølholmere”.

Det var jo lidt af en betroet stilling at være centralbestyrer dengang. Og 30 år er lang tid på en sådan post. Det har selvfølgelig givet nogle oplevelser undervejs, og man fik kontakt med mange mennesker. Men vi havde jo tavshedspligt, og måtte ikke lytte på samtaler eller fortælle til andre, hvad vi eventuelt hørte. Dog hvis der var tale om direkte fejlopkald, f.eks. forveksling mellem Ølholm og Mølholm, måtte vi gribe ind.

Telefonbordet var af den gammelkendte slags med propper, der skulle stikkes i de huller, hvor den ønskede forbindelse til abonnent opnåedes – klapper, der faldt ned, og et håndsving, der skulle drejes på. Det var bestemt ikke kedeligt, men spændende og afvekslende. Jeg havde en ung pige til at afløse mig, for der skulle da laves mad og sådan.

Efter klokken otte om aftenen var der forhøjet takst. Til centralen var knyttet det, der hed “Offentlig Samtalestation”, markeret med et blåt skilt ude på huset. Det var Jysk Telefon, der drev disse samtalestationer, hvor folk, der ikke selv havde telefon, kunne komme ind og føre samtaler – i reglen i husets forgang.

Det hændte også, at der blev ringet til centralen med besked om, at en, der ikke havde telefon, skulle ringe et bestemt sted hen. Så måtte min mand af sted efter ham og hente ham til centralen – også hvis vedkommende befandt sig i kæret.

Jeg kunne jo de fleste af de lokale telefonnumre i hovedet. Men det skete da også, at en ringede og sagde: “Jeg skal lige have det nummer i Århus, du ved nok!” Så kunne det godt nok knibe lidt! Til daglig gik det ofte til på den måde, at der blev bedt om en bestemt person, nævnt ved navn, og så skulle man jo gerne kunne huske nummeret på vedkommende. Nummeret på sognerådsformand og lægen burde jeg da vide.

Jeg havde jo gennem telefonen en nær kontakt til bestyrelsen i vores lille kommune. Hvis der var en, der manglede en hjemmehjælp, så ringede de til mig, og så skaffede jeg dem en hjemmehjælp. Sådan gik det til dengang!

Det skete også, at der gik bud til jordemoderen. Enkelte gange var der endda to fødsler samme nat. Så fik jeg besked om at ringe til fru Steffensen – det var jordemoderen, når nummer to var klar til at føde. Så jeg var jo meget med i det.
Engang fik jeg efter sådan en travl nat med to fødsler en sølvske som påskønnelse for min medvirken!

Som centralbestyrer var man månedslønnet. Da jeg måtte holde op, fik jeg et mindre beløb i aftrædelse. Det får jeg vist stadigvæk på den måde, at det bliver fratrukket i min telefonregning.

Det var gode år – de mange år på centralen i Ølholm. Spændende og afvekslende. Men de fik jo ende, først med centralens nedlæggelse og siden, da min mand døde. Da følte jeg, at jeg måtte flytte, og jeg var glad for at kunne komme herover og få lejligheden her i Åvangen.

Og jeg har nogle gode børn, som jeg er meget glad for. Udover min ældste datter har jeg tre sønner, der alle er i gode stillinger. Den ældste kører med olie for firmaet Haahr i Vejle, og den mellemste har badeland i Henne – og har haft alle tiders sæson i år på grund af vejret. Den yngste af mine børn er Jørgen, der har “Jørgens Værktøj” ude på Kærvejen og er gift med Tove. Dem har jeg megen glæde af, og Tove kommer tit og ser til mig.

Jeg befinder mig godt her i lejligheden. Og så kan jeg snildt af og til smutte over på hjemmet og gøre mig lidt nyttig der. Man skal passe på ikke at gå i stå, når man bliver ældre. Jeg går ikke så godt længere, men mine hænder fejler ikke noget, så dem kan jeg stadig lave noget med.

Karen Marie Andersen.

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her, anden del her, tredje del her, fjerde del her og femte del her. Sjette del handler om et godt eksempel på sammenholdet i Uldum.

Jeg var hos Chr. Laursen i to perioder, – den sidste i 1918, og da kørte vi stadig med heste. Men et årstid efter satte han den første rutebil ind på ruten Uldum-Vejle. Den kaldte de for “Bethlehem”. Chr. Laursens forretning var en stor vognmandsforretning. Vi havde 10 heste. Vi kørte nat og dag – så skulle doktoren køres ud om natten, så skulle der hentes jordemoder – altsammen til den store pris af 20 kr. i ugen på egen kost, og vi fik ikke noget for overarbejde. Det var der ikke noget der hed.

Jeg kan ikke huske, at banen kom til Uldum – det har nok været i slutningen af 80’erne (faktisk 1891). Den var jo smalsporet dengang og gik ikke længere end til Tørring. Men det var en stor forbedring, da banen kom. Senere (1929) blev den fortsat til Thyregod og samtidig gjort bredsporet.

Jeg har gået post i 34 år – først 21 år til Hesselballe og Vester Ørum, derefter 13 år til Kalhave, Dortheasminde og Uldum Kær. Om vinteren gik vi – 35 km -, og vi fik den kongelige løn af 1200 kr. om året. Egentlig ville jeg slet ikke have været post, men min far, der selv var post, var ivrig for det, og vi havde en postmester Frost, der også var inde på det og foreslog, at jeg kunne begynde som reserve, og så begyndte jeg at gå indtil jul. Men jeg havde ikke lyst til det – jeg ville hellere have været handelsmand og havde fået købt hest og vogn, fordi jeg skulle køre slagteriaffald for Koopmann. Men så blev det ikke til noget, og jeg gav mig til at være livsforsikringsagent – man skulle jo til noget, der kunne give nogle penge! Rosendahl og lærer Kristensen i Hesselballe ville så rejse over i generaldirektoratet og tale min sag. Jeg var nemlig i mellemtiden blevet for gammel – 31 år, og de ville ikke tage nogen ind over 30. Det var lige efter, at vi havde fået Sønderjylland tilbage, og der var mange postbude, som de havde lovet at tage ind, efterhånden som der blev ledigt. Vi var 7, der søgte dengang. Men så satte de en adresse igang, og der var 105 afleveringssteder – 104 skrev under (lærerinden i Vester Ørum var ikke hjemme den dag, ellers havde de alle skrevet under). Den blev så sendt ind, da Kristensen havde skrevet, men så var de kommet i tanke om, at det ikke var sikkert, det kunne gå, fordi jeg var for gammel. Rosendahl siger da: “Nu har jeg lige fundet på noget nyt – Kristensen og jeg vil godt rejse derover, men vi har en gammel folketingsmand, Jensen Flø, vi skriver til ham, at vi har stemt på ham i så mange år, så nu skal han gøre os en tjeneste: han skal gå op i generaldirektoratet. Når de så byder ham en stol, og han sætter sig ned, så rejser han sig ikke, før han har fået et resultat!”. De skrev – og otte dage efter kom der brev fra Jensen Flø: han havde været i generaldirektoratet, og det hele var i orden! På den måde kom jeg ind som post.

Rutebil Vejle – Lindved – Uldum. Bethlehem.

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her, anden del her, tredje del her og fjerde del her. Femte del handler om dr. Tesch, sparekassen og prisen på kaffepunch.

Dr. Tesch var en foregangsmand på alle måder i kraft af sin dygtighed. Han sled sig næsten fordærvet, fordi han aldrig var i seng. Den meste søvn fik han, når han blev kørt på sygebesøg. Han sad og blev gynget i søvn i sin doktorstol, der blev spændt fast på vognen. En gang i ugen tog han til Flemming Kro, og så kunne folk fra Kodallund og egnen deromkring komme til ham – det var jo nærmere for dem. Tesch stillede sygekassen an, og han fik plantet træer ved landevejen efter Vester Ørum og mod Hesselballe. Han ville gerne have, at det så pænt ud, og når Tesch havde sagt det, var der ikke noget at rokke ved. De respekterede ham. Folk kom jo ikke så ofte på sygehus dengang, og dr. Tesch kunne godt sætte en arm eller et ben af – så havde han dyrlægen (dyrlæge Mikdal) til at foretage bedøvelsen. Dyrlæge Mikdal boede på den gård, der ligger på venstre hånd, når man kører fra Dortheasminde mod Kalhave.

Lægen og dyrlægen var folk, vi skulle se op til – de var jo de “fine”! Men dr. Tesch var en af den slags mennesker, man kunne og burde se op til. Han var ualmindelig. Han fik ikke penge for sit arbejde – folk havde jo ikke så mange penge dengang, men så fik han sygekassen stillet an. De fik nogle få ører i dagpenge, når de var syge, og vi havde en gammel kone hernede i Nederbyen, som Tesch altid sagde om: “Ja, nu er hun snart færdig med at stakke tørv – så bliver hun vel syg!” Så kunne hun få de ører i dagpenge.

Der var ikke noget socialvæsen dengang. Der var en fattiggård, der lå i Langskov. Uldum og Langskov var jo samme kommune. I 1898 balancerede det kommunale regnskab for Uldum Langskov kommune med 16.000 kr., heraf 4000 kr. til vejvæsen, 4000 kr. til skolevæsen, 4000 kr. til fattigvæsenet – hvad de sidste 4000 kr. gik til, kan jeg ikke huske. Kommunekassereren havde regnskabet i en skrivebog som dem, børnene brugte i skolen – der var ikke papirvælde dengang! Ja, det var sære tider, og vi kunne nok ikke tænke os dem i dag. Men der var også gode sider ved det – der var mere hjælpsomhed og sammenhold. Selv om der var megen uenighed, følte man sig som én stor familie. De tålte skam ikke indblanding udefra.

Dr. Tesch byggede den nuværnede lægebolig, men så fik vi hans svigersøn, Broager, der kom til at bo, hvor Knud Gregersen boede, og da Tesch døde, flyttede han om i lægeboligen. Der har været 2-3 forskellige læger i Knud Gregersens hus, og der har også boet læger i Christian Hansens hus på Skolegade. En årrække var der således 2 læger i Uldum – men til gengæld var der jo ingen i Rask Mølle. I Christian Hansens hus boede lægerne Nordgaard, Daugaard, Bergmann, Svendsen og til sidst amtslæge Olrik – det var i den vestlige ende af stuehuset, at der var lægebolig. Købmand Hansens boede i østenden af huset. Jeg kan huske, da Købmand Hansens privatbolig blev bygget – det var dengang det største og bredeste stuehus i byen. Det andet hus – det høje hus -, I. P. Hansen også byggede, er bygget i 1927. Købmand Hansen var jo forretningsmand, og dengang havde de sparekassen ovre i kroen, men Hansen syntes, det var for små forhold. Vi må hellere bygge et hus, så der kan blive sparekasse dér, sagde han. Men da sparekassen flyttede derover, var det Hansen, der bestemte huslejen – han var ikke forretningsmand for ingenting! Oprindelig havde lærer Mortensen sparekassen – sammen med skolesparekassen. Da Mortensen blev pensioneret, byggede han hus på Kirkegade (“Sypigernes hus”) og tog sparekassen med derned. Siden blev den så flyttet til kroen. Der var ikke så meget brug for en sparekasse dengang – det almindelige var, at man lånte hos bønderne, der var små “sparekasser”, fx. Niels Kristensen (Alfred Kristensens far) kunne de altid gå til for at låne penge – det blev sagt, at han tog op på skabet sådan forskellige steder efter penge, der på den måde var brug for. Der må jo ikke have været så mange tyveknægte dengang.

Dr. Tesch var sådan, at hvis folk ikke havde noget til medicin, så gav han dem den også – han var derfor heller ikke nogen velhavende mand, trods det han burde have været millionær, sådan som han kørte omkring både nat og dag. Jeg kan huske en der hed Hvillum – han boede der, hvor Oliver Vadholm bor. Han var noget fordrukken, og en dag var han nede i præstegården, hvor de lige havde fået en ny tærskemaskine – fuld var han jo -, og så skulle han da lige vise dem, hvordan man “lagde i” maskinen, men den rev hans ene arm af, så den hang og dinglede. Han gik altid og røg på en lille træpibe, og de sagde, at han også røg på den over til doktoren. Så sagde han til Tesch: “Kan du klippe mig det skidt af dér”? Men da dyrlæge Mikdal kom med kluden for at bedøve ham, gav han ham en på kassen – han skulle ikke havde det skidt for næsen! Han var sådan en hård hund. Men folk var jo ikke så pivet dengang. Jeg kan huske en mælkekusk, der tørnede sammen med toget nede på Boringvej – han fik et ben sat af. Han lå meget længe oppe på et værelse på kroen – det ordnede han også, Tesch. Når vi så sygevognen – en vogn med et par gamle vognmandsheste for og jernhjul under – så sagde folk: Åh herregud, nu ser vi ikke ham mere! Det var omtrent den visse død, når de skulle på Vejle Sygehus. Men det var sjældent, sygevognen var derude. Det tog jo også et par timer at køre derud, og det kunne jo ikke hjælpe, at de var alt for ringe, når de kørte hjemmefra, for så var de da døde, inden de kom derud.

Vi havde jo ellers dagvogn til Vejle – og før min tid har der været kørende post fra Uldum til Tørring – det var Jens Peter Jensen (“Jens Peter Post”), Karolines far, der kørte sådan en lille posttur derom. De havde jo ikke så meget post dengang. Dagvognen til Vejle kørte én gang om dagen, og der kunne sommetider være mange passagerer med. Jeg har også kørt den, da jeg var omme hos Chr. Laursen – det var ham, der havde den. Men dengang var det ikke under postvæsenet. Vi havde kun post med fra Lindved til Vejle. Sommetider kneb det med at få passagererne med fra Lindved kro, og vi skulle nå 1-toget i Vejle. Om vinteren havde vi meget af tiden tre heste for, og de kunne tage hele Dæmningen – dengang så Dæmningen jo ikke ud som i dag -, og når vi så kom i vild galop, kunne vi også få politiet til at springe over på fortovet, og pisken gik, lige så det suste, for vi skulle jo nå det, og de (politiet) sagde ikke noget. Men hjemad havde vi ikke nogen bestemt tid, så da kunne vi køre mere roligt. Spiritus var ikke så dyrt – vi kunne få 13 kaffepunche for en krone! Fragtkuskene havde 2 øres rabat.

Læge i Uldum, Johan Ferdinand Tesch (1841-1901)

Johan Ferdinand Teschs gravsten.

Lægehuset i Uldum. Kirkegade 16.

Købmand Christian Hansens hus på Skolegade. Fotograf A. Johansen

Christian Hansens hus set fra Skolegade.

Luftfoto af Uldum Købmandsgård. Omkring 1910.

Købmand I. P. Hansen med hustru Karen og andre foran det store hus på Søndergade.

I. P. Hansens brede hus med lagerbygning.

Dagvogn foran Lindved Kro.

Vognmand Chr. Laursen med køretøj. Juli 1914

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her, anden del her og tredje del her. Fjerde del handler om den gamle købmandsgård, Andelsbevægelsen, Skolegade og Nørregade.

Købmand Hansens forretning – den gamle købmandsgård – var en stor forretning. Dygtig mand var I. P. Hansen. Men vi skal også huske, at dengang var der ingen foderstofforretninger hverken i Flemming eller Rask Mølle eller Kragelund. De holdt i lange rækker med vogne, der skulle læsse foderstoffer ved ham. Det var ikke et særsyn at se, at der stod en halv snes banevogne hernede, som var kommet med fodervarer fra Horsens, og der kørte en vogn næsten ustandselig med varer fra stationen op til købmandsgården. Han (I. P. Hansen) var en hel “konge”, men dygtig var han, rigtig dygtig. Købmand Hansens kone var en søster til Johannes Rosendahl og datter af Elias Rosendahl, der havde kroen.

Hen ad Skolegade var der ikke andre huse end det lange gule hus (Christian Hansen). Så var der møllen og det hvide hus, hvor Marie Jensen bor, men ud ad Langager var der ikke noget før den gård, der er Liengårds (altså før udflytningen efter branden i 1897). Møllen har ligget oppe ved Hesselballe Møllegård. Den brændte, og børnene løb fra skole for at komme op at se den brænde. Mine søskende har fortalt, at degnen skældte ud, fordi skolebørnene var rendt fra skole. Siden blev møllen så bygget op af Gunner Knudsen på det sted, hvor den er nu.

Nørregade:
Fra Nyborgs gård og ud mod åen lå kun ét hus (hvor Verner Juul nu bor). Dér boede en, vi kaldte Rasmus Skovfoged, og på den anden side af vejen var der to huse. Det overfor Verner Juul og så Torbensens hus. Bag dem lå to huse (Richard Larsens og Niels Rasmussens). Det var de eneste bygninger, der var mod Dortheasminde. Ellers var der åben mark. Så begyndte de at bygge i Dortheasminde. Det var en, der hed Niels Sørensen, som begyndte at bygge nede fra åen, og han byggede de fleste huse deropad. Han sagde, “nu skulle vi helst have flyttet Uldum til Dortheasminde”! Men så vidt kom han nu ikke. Niels Sørensen var en stor mand – han gik siden fallit -, og han havde Danmarks største mejeri dengang. Han havde banevogne, der kom helt inde fra Lund, og han havde banevogne, der gik til Tørring og Ølholm. Dér kørte min far med hver dag med to banevogne. Han satte den ene af i Ølholm, og så tog han selv med den store til Tørring, hvor der var mælk fra Stougård og andre store gårde. Der kom også mælk fra Hammer, som blev læsset om i Tørring. Han fik ligeledes mælk inde fra Tamdrup og Bisgård. Men Niels Sørensen slog for stort op. Han ejede omtrent det halve af Uldum kær, og han købte jord helt over til Kalhave. Det var en temmelig stor avlsgård. Mejeriet lå ved gården, og stuehuset til mejeriet ligger der endnu – på venstre side af vejen forbi fabrikken ud mod kæret.

Andelsbevægelsen har aldrig rigtig slået an i Uldum. Man prøvede til flere gange, bl.a. med en brugsforening. Købmand Hansen sagde, at de da godt måtte prøve at lave en brugsforening, men så skulle de have betalt deres regninger hos ham først. Og det kunne folk ikke – så der blev ingen brugsforening. Vi havde da flere gange møde på det gamle afholdshotel angående en brugsforening, men gårdmændene turde ikke gå med – de havde for stor gæld oppe hos Hansen! I begyndelsen af 30’erne kom der en foderstofforretning – de blomstrede op på den tid – både i Kragelund, Flemming og Rask Mølle – men så længe Hansen var der, var der ikke noget, der hed foderstofforretning. (I. P. Hansen døde i 1931)

Mejeriet blev bygget i 1906-1907, vistnok af en fra Horsens, men så blev det overtaget af Svend Trøst hansen (Berta Grønnings bror) med Faurholdt som bestyrer. Men det var privatmejeri.

I begyndelsen af dette århundrede kom en opbygningstid i Uldum – mange huse er netop fra den tid. Dyrlægeboligen (i Skolegade) blev bygget i 1903, og det år blev købmandsgårdens ene længe også opført. Huset, hvor Peter Hansen bor nu, var endnu ikke bygget, og foran porten var der en hestegang, hvor en gammel hest gik og trak kageknuseren, der knuste foderkager. Den blev spændt for om morgenen, og så gik den dér til aften. Det var lidt primitivt, men det gik jo.

Købmand I. P. Hansen. Fotograf. A. Johansen.

Købmand I.P. Hansen med familie. Hustru Karen Rosendahl Hansen og børn. Sønnerne Christian Hansen og Peter Hansen overtog senere købmandsgården. Fotograf A. Johansen

Købmand I. P. Hansen med familie ca. 1928. Fotograf A. Johansen.

Købmandsgården i Uldum. Købmand Peter Hansens hus på I. P. Hansens vej 14 samt lagerbygning.

Karen Rosendahl Hansen med børnebørn i 1946. Fotograf A. Johansen

Kromand i Uldum, Elias Rosendahl med hustru Karen Olesen. Datter og barnebarn i baggrunden.

Luftfoto af Uldum Købmandsgård. Omkring 1910.

Johannes Rosendahl med sønner. Fotograf A. Johansen.

Købmand Christian Hansens hus på Skolegade. Fotograf A. Johansen

Christian Hansens hus set fra Skolegade.

Uldum Mølle

Luftfoto af Uldum omkring Poul Nyborgs gård, Nedergården. Fotograf A. Johansen.

Uldum Mejeri

Privatbanetog forlader Uldum Station.

Uldum by set fra højskolebakken. Før 1928

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her og anden del her. Tredje del handler om Kirkegade, pogeskolen og en søvnig købmand.

Kirkegade:
Hen efter kirken lå Povl Hansens gård – sognefogedgården (nu: provisor Jacobsen), Rasmus Hansens gård (nu: Ole Petersen) og endelig præstegården. Jeg synes, at jeg har læst om, at den gamle præstegård har ligget på den anden side af vejen. Der står nemlig et sted, at vejen gik nordenom præstegården, og så må den jo have ligget dér, hvor doktorboligen er.

Lige overfor kirken lå en lille ejendom – de havde nok en fire køer og de havde en mark ude ved Kalbæk. Han var graver og hed Niels Andersen. Dengang havde vi jo ingen kloakker, og de kunne jo ikke gå ret langt ned i jorden, når der skulle graves en grav. Men Niels kom nu somme tider vel lidt ned i jorden. Engang dr. Tesch kom forbi, kunne han se låget på kisten i en grav – da måtte han alligevel have den dykket lidt! Ofte stod de og øste vand af graven, mens man var i kirke. Jeg kan huske, at jeg havde en søster, der døde i 1902, og da stod de og øste, lige til vi kom derhen. Det var grundvandet, der stod så højt.

Men Uldum er jo en pæn by nu, og på en måde var det godt, at gårdene brændte, for ellers havde den jo ikke set ud, som den gør i dag. Det er et spørgsmål, om de gårde var blevet flyttet ud, hvis ikke de var brændt. Måske havde de så ligget der endnu, ligesom gårdene i Ølholm stadig ligger midt i byen.

Min bedstefar havde en ejendom i Dortheasminde – “Lille Kalhave” -, og efter det gamle skøde tilhørte den herremanden på Rask. Hvor meget han ejede af gårde i Uldum, ved jeg ikke, men jeg kan ikke tro, at han er kommet over åen, der var amts- og herredsskel – så det er mere troligt, at herremanden på Hvolgård ejede gårde i Uldum, men hvor langt han er kommet ned, ved jeg ikke. Kirken har jo også været under forskellige herregårde, i alt fald under Hvolgård og Låge, muligvis også Agersbøl. Den blev jo solgt flere gange. Præstegården kunne man ikke kalde en fæstegård – det var jo en forpagtningsgård, som tilhørte præstens embede.

Udflytningen omfattede Søren Kristensens, Rosendahls og Knud Jensens gårde – de tre, der brændte. Men før den tid var der sket udflytning af Knud Kristensens gård, hvis stuehus står endnu (“Karen Bechs hus”). Den blev flyttet ud syd for byen (“Elmelund”), og de gamle bindingsværksudhuse blev genopført. Men siden brændte de dér.

Skole:
Vi havde pogeskole i Søren Kristensens gård, der lå omtrent dér, hvor der senere blev el-værk. I stuehuset her var der pogeskole, indtil gården brændte, og her begyndte jeg at gå i skole 1. april 1897. Da den så brændte, blev vi flyttet op i forsamlingshusets lille sal. Det var en pogeskole for alle Uldums børn, og vi var så mange, at vi næsten fyldte salen (der dengang var noget mindre end i dag). Senere købte man ejendommen, hvor Knud Kristensens gård havde ligget – der var nu ølbryggeri, men så blev det lavet til skole (forskole). Her var forskole, indtil den blev nedlagt, og børnene flyttet op i den nuværende skole.

I pogeskolen – “den lille skole” – gik vi i 3 år, og så blev vi flyttet op i “den store skole”, som vi kaldte den. Den var indrettet i det stuehus, som Lindved Sørensen har nu. Her var skole i vestenden og beboelse ud mod vejen. Så var der lade oppe fra, hvor Edith Mortensen har forretning – gaden var knap så bred dengang. Der var to wc’er ud imod vejen, og dørene var næsten aldrig lukket – så det var jo ikke så pænt et indtryk folk fik, når de kom til byen! Der var foruden laden også ko-stald. Degnene i gamle dage havde jo et stykke jord, og skolelodden lå nede ved det, som Helmuth Steinmeyer havde i sin tid. Dér lå 6 tdr land, der hørte til skoleembedet. Jeg kan huske, at én, der hed Mikkel Bang, havde købmandsforretning, hvor nu fru Mortensen (Højskolebakken) bor, havde jorden i forpagtning. Han var sådan en søvnig købmand. Han sov altid, når han fik lov til at stå stille.

Samme Mikkel Bang samlede æg og kørte til Horsens med, men han sov altid, når han kørte hjemad – hestene vidste vejen! Jeg kan huske, de fortalte, at der var en skrædder, der ikke kunne få mere kredit hos Mikkel. Så var han oppe en aften for at købe en stor sending, og Mikkel skulle hen og skrive regningen – han havde sådan en høj pult -, men så faldt han i søvn, og skrædderen gik med sagerne! Der var også engang, Mikkel kom kørende fra Horsens. Købmand Hansen og en anden mand havde været i Kalhave, og de sprang så op bag i vognen. Mikkel sov, og da han vågnede, sagde han: “Nå, vil I køre med” – og så sov han videre!

Præstebolig med kirke i baggrunden

Lægehuset i Uldum. Kirkegade

Kirkegade. Ukendt år. Ukendt fotograf.

Kloakarbejde viser hvor højt vandet stod.

Øldepot på I. P. Hansens vej

Øldepot på I. P. Hansens vej 1948

Uldum skole på bakken

Uldum skole. Oktober 1915

Overfyldt skoleklasse. Ukendt år.

Lærer L. J. M. Vest Hansen. Lærer i Uldum 1902-1920.

Ved Lærer Vest Hansens Død.

Død den 15 Juni 1942.
Begravet 18 Juni 1942

Som meddelt i Gaar døde Førstelærer L. Vest Hansen. Sønderhav under en Cykletur forleden. Vest Hansen er født i Haarslev paa Fyn den 13. Oktober 1870. Han demiteredes allerede som 18-aarig fra Jonstrup Seminarium og begyndte sin Lærergerning paa Bornholm. Senere kom han til Hejls, hvor han blev stærkt optaget af Livet omkring Grænsen. Han var her sammen med Nutzhorn, Askov, med at stifte det første Sangkor herhjemme. Under Opholdet i Hejls fødtes i Vest Hansen en Varme og Interesse, der gjorde ham til en utrættelig Arbejder for den sønderjyske Sag. Efter en kortere Tids Lærergerning i Thyrsting ved Brædstrup blev den afdøde i 1902 kaldet til Førstelærer og Kirkesanger i Uldum. Her udførte han det Kunststykke at faa Sognets Beboere til at tegne 2000 Kr. til Start af Uldum og Omegns Folkebibliotek med Læsestue.

Ved Genforeningen maatte Vest Hansen være med, og han flyttede derfor til Holbøl i Sundeved 1920. Her udførte han et solidt Arbejde for Modersmaalet. Folkebibliotekssagen havde stadig hans varme Interesse, og som Hovedbestyrelsesmedlem for de sønderjyske Biblioteker har han gjort en stor Indsats. 1934 tog han sin Afsked og flyttede til Sønderhav, hvorfra han havde en herlig Udsigt over Flensborg Fjord. Han mestrede sit Modersmaal som faa og var en dygtig Sanger, saa det er forstaaeligt, at en sønderjysk Ven sagde: Han lærte os at læse, og han lærte os at synge. Ret talende er det ogsaa, at han fandt sin Død ved Grænsen mellem det gamle Land og Sønderjylland. Han var en god dansk Mand, vennesæl og energisk som faa i sit Arbejde. For tre Uger siden ledede han som Dirigent ved en Radioudsendelse Grænsekoret. Vest Hansen har skrevet flere Børnekomedier.

I Morgen begraves han paa Uldum Kirkegaard, hvor hans første Hustru stedtes til Hvile 1904. Vest Hansen efterleves af Hustru og fire Børn, Jacob Vest Hansen, der er Farmaceut i København, Margrethe Vest Hansen, København, Tage Vest Hansen, der er Læge i Tønder, og Oluf Vest Hansen, som er Lærer i Underup ved Vestbirk.

Lærer Vest Hansens grav på Uldum Kirkegård.

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her. Anden del handler om postvognen og beboerne på Søndergade.

Øverst oppe på Højskolebakken boede “Gamle Mine” (i Hülles hus). Hun blev begravet på fattigvæsenets regning, og det måtte jo ikke koste ret meget med en kiste dengang. Så fik de da nogle brædder slået sammen, men de kunne ikke rigtigt få hovedet trykket ned og få låget på. Men de fik da låget presset ned og hovedet dækket. Det var til stor forargelse for folk i byen, men det måtte jo ikke koste mange penge.

Af højskolen var der kun den hvide længe ud mod vejen. Den er jo nu forlænget og smukkeseret. Der var ko-stald og lade omme i gården, som Kristian Frandsen drev. Kristian Frandsen var manden på “Bakkegården”. Han var postkontrahent og kørte postvogn Uldum-Vejle. Og det skulle gå efter klokken – de fik en timeseddel, når de kørte fra Vejle, og den skulle afleveres på Uldum postkontor. De skulle holde tiden, og gjorde de ikke det, risikerede han at blive afskediget. Jeg havde en bror, der tjente deroppe som dreng, og Kristian Frandsen var altid urolig, når det varede for længe – det var jo somme tider, at de holdt rigelig længe ved Lindved Kro. Jeg kan huske, at de havde et par store heste, der kunne gå herned på 20 minutter, men så var der også et ordentligt skub på dem, når de kom. Så gik han: “Dreng, kan du høre noget?” “Nej”. Så kom han igen og bankede på vinduet: “Kan du høre noget?” “Jah” sagde Johannes “nu synes jeg, at jeg kan høre en pisk”. Når vognen så kom ned ad bakken og slingrede fra side til side, sagde han: “Det er fandeme godt, jeg ikke sidder i den!” Og når de kom ned gennem Uldum, sprang folk for livet over til rendestenen, for vognen hoppede jo i de store huller, der var i vejen. Så løb vi drenge ned til posthuset, for så kunne vi jo få lov at køre med op, og da kørte han altid i skridtgang.

I det hus, som tømrer Søndergaard har, boede Ole Peter Mortensen. Ole Peter var hjulmand. Men da så huset jo slet ikke sådan ud som nu, og til huset var der lidt jord nede ved åen, og Ole Peter havde en enlig ko. Der havde været ild i huset mindst tre gange, men det kunne ikke brænde, så råddent var det. De sagde: “Nu brænder det oppe ved Ole Peter!” – “Åh, det kan ikke betale sig at gå efter det – det blir jo ikke til noget!”.

I huset efter Ole Peter boede en gammel dame, der hed Torine – og der har også været mode- og hatteforretning dér. Der, hvor nu Grosbøl har forretning, var der en manufakturhandler Lange – det var dengang et lille lavt hus. Huset ved siden af (nu slagterforretning) byggede Karl Rasmussen (Karl Skrædder – Dagny Rasmussens far). Petrine Kirkebys hus – på hjørnet af Søndergade og Kirkegade – kan jeg ikke huske blev bygget. Jeg kan heller ikke huske, at Povl Nyborgs gård blev bygget (pladsen foran pensionistboligerne).

Dagvognen foran Lindved Kro.

Povl Nyborgs gård.

Hovedgaden i Uldum. Foto november 1909

Den gamle højskole. Billedet taget 1909.

Luftfoto af Uldum omkring Poul Nyborgs gård, Nedergården. Fotograf A. Johansen.

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del handler om den store gårdbrand i 1897 og Uldums hovedgade dengang.

Min far var Niels Juul, først træskomand og siden post i Uldum by. Jeg kan huske gårdbranden i 1897. Det var den 1. juni 1897 om eftermiddagen, at tre drenge stak ild i det oppe ved Rosendahls lade (hvor nu Chr. Laursens garage ligger). Dér var det bygget sammen med sådan et hak ind, og dér lå noget løst halm i en dynge. Det var ikke meningen, at det skulle brændes af, men ude på Knud Jensens mark havde de været ved at harve, og der var en masse sener, og dem havde skoledrengene fået lov til at brænde af. Men de kunne ikke vente, og de skulle lige prøve tændstikkerne – med det resultat, at alle tre gårde futtede af.

Det var Ole Peter Mortensens Magnus, den anden var en svoger til Marinus Iversen, og den tredie var Thorvald Petersen. Jeg skulle også have været med, men Povl Nyborg skulle køre møg ud den dag, og dér kunne jeg få lov til at køre hestene og det var jeg mere interesseret i, så jeg kom ikke med. Jeg kan huske, vi var neden for mejeriet for at læsse af, og så sagde han (PN): Jøsses, lille mand, gården brænder! Og han kørte hjem, lige så det drønede, for han skulle jo skynde sig til ildebrand.

Alle skærværkerne til Søren Kristensens gård blev stående, og dem løb vi drenge og væltede, og det gav et ordentligt brag, når vi var henne at vælte dem. Stuehuset til Rosendahls gård blev stående – det var det eneste, der blev reddet af de tre gårde. Det var en skorstensfejersvend fra Vejle, der reddede det – han skulle nu have haft nogle klø for det, men han fik et guldur i stedet. Der kunne jo ellers have ligget en flot bygning!

På hovedgaden (nuværende Søndergade) lå i 1897 først apoteket – der var ældre end jeg kan huske. Det var først en filial af apoteket i Givskud, men da læge Tesch kom til byen, fik han apoteket hertil. Læge Tesch var en foregangsmand, der ville have alt det til Uldum, han kunne få – en prægtig mand var han. Efter apoteket kom Rosendahls gård, hvis have gik næsten helt hen til apoteket. Der var kun en stor meter imellem og så var der en tjørnehæk. Der var lige plads til, at man kunne køre med en trillebør imellem haven og apoteket. Efter gårdbranden lå jorden, hvor de tre gårde havde ligget, hen en del år, inden købmand Hansen (I.P. Hansen) begyndte at bygge på den. Han lod først bygge bageriet og efterhånden det meste af den side af gaden. Det var Peter Nielsen – Peter Murer kaldte vi ham – der murede det. Bagved, hvor nu Ejnar Nielsens forretning er, byggedes et stort afholdshotel med dansesal ovenpå og en Good Templar-loge nedenunder. Der var dengang en meget stor afholdsforening i Uldum med en afdeling for ældre, en ungdomsafdeling og så en Good Templar-orden. Det var Jens Guldahl, der var meget ivrig for afholdssagen. Der var mange der var lidt “svampede” dengang, men de kom alligevel i denne her afholdsforening. Salen i afholdshotellet var med scene, og der blev holdt mange store baller dér. Men til sidst blev salen lukket af politiet, for man sagde, at når de dansede, rystede hele huset, så det var for farligt!

Det senere afholdshotel (nuværende Hotel Uldum) er en del yngre. Det blev bygget af en forpagter Jessen fra præstegården på den jord, der var “gadejord”. Der var fire lejligheder og postmesteren boede til at begynde med der, hvor der nu er restauration. I den anden side boede sadelmager Petersen, og ovenpå i den ene af lejlighederne dér boede Niels Mogensen – kaldet “Brede Mogens”.

Men hele den vestlige side af hovedgaden er faktisk bygget af købmand Hansen (I. P. Hansen) – det hvor Aage Andersen bor har der bl.a. været bageri.

Mit hjem er det hus, der nu hedder “Ønskebo” – overfor det nuværende Hotel Uldum – dér er jeg født. Ellers lå der dengang lige sønden for mit hjem Søren Kristensens gård – Søren Kristensen var Ane Mathiasens far. Den gård var den bedste af de tre, der brændte. Knud Jensens derimod var noget gammel ragelse. De to gårde var faktisk bygget sammen. Norden for Søren Kristensens gård og lige overfor mit hjem var en slags eng, hvor de kunne gå og slå noget græs af til Knud Jensens gård.

Hovedgaden så frygtelig ud med store huller i, men efterhånden gik de da så vidt, at vejmanden skulle skrabe den, så der ikke blev for meget smadder på den. Der var en åben rendesten i begge sider, godt en halv alen dyb, med gangbrætter over til husene, for ellers kunne folk ikke komme over. Det hændte af og til – til stor morskab for vi drenge – at en drattede i, især når de havde fået for meget brændevin. De, der havde langt skæg – og det var der mange, der havde dengang – så frygtelige ud, når de kom op af mudderet!

Før den nuværende kro blev bygget, var der kro eller gæstgivergård på den anden side af gaden i den ene ende af stuehuset til Rosendahls gård. Foran dette hus stod i mange år to bindesten, som man bandt hestene til, når man kom fra kirke og skulle ind og have en punch. Bagved, hvor nu købmand Christoffersen har forretning lå bysmedjen – der var dengang en, der hed Jens Smed. Det var samlingssted, hvor bønderne kom, og Jens Smed havde brændevinsflasken og øldunken stående ved siden af ambolten – så fik de en lille hivert, og Jens var fuld altid, når han kom til aften. Men det var jo skik dengang, og der var ingen, der tog forargelse af det. De gamle Uldum-bønder gik fra det ene sted til det andet – de begyndte sådan hen på formiddagen og fik en lille punch. Så gik de til den næste, og det blev sådan til en 4-5 stykker. Så gik de hjem, når de havde en lille “blæser” på, og fik deres middagssøvn – så kunne de hygge videre om eftermiddagen. De havde jo folk nok dengang – de bestilte ikke selv noget.

Hovedgaden i Uldum. Foto november 1909

Søndergade

Afholdshotellet.

Jens Sørensen Guldahl

Købmand I. P. Hansen med hustru Karen og andre foran det store hus på Søndergade. Foto: A. Johansen, 1928.

Søndergade 24 – Den gamle kro.

Ejnar Nielsens forretning.

I 1982 udgav Lokalhistorisk Forening for Uldum Sogn (samlet af Børge Haugstrup) et temahæfte om Uldum Bibliotek. Her kan du læse historien.

Fra læsekreds til folkebibliotek

Uldum Sogn har siden 1872 haft en sognebogsamling, idet der i dette år blev taget initiativ til oprettelsen af en læsekreds. Bogbestanden, der indkøbtes privat, voksede gennem de følgende års indkøb og cirkulerede bestandigt blandt kredsens medlemmer. Når bøgerne ikke var hos brugerne, opbevaredes de hos præsten eller degnen, og medlemsbidraget var simpelthen det beløb, den enkelte købte bøger for i årets løb.

I 1918 var denne private bogsamling vokset så betydeligt, at man fremsatte tanker om at få oprettet et folkebibliotek med et håndbibliotek knyttet til. I dette bibliotek skulle den oprindelige sognebogsamling indgå. 1. april blev “Biblioteksforeningen for Uldum og Omegn” oprettet. Foreningens første bestyrelse bestod af urmager Kr. Bording, købmand I. P. Hansen, grd. Henrik Pedersen, lærer Ejnar Kristensen og førstelærer L. Vest Hansen med sidstnævnte som formand. Vest Hansen satte sig for gennem en indsamling blandt sognets beboere at skaffe penge til veje til start af biblioteket. I løbet af forsommeren 1918 blev på denne måde indsamlet 2048 kr. Derudover skulle hvert medlem af foreningen tegne sig for et årligt bidrag på 300 kr., kommunen ydede 100 kr. årligt og Håndværkerforeningen 25 kr. Fra Statens Bogsamlingskomité fik man 680 kr.

1. oktober 1918 åbnede Folkebiblioteket for Uldum og Omegn i den ene af de to skolestuer i kommuneskolen (Bakken 2). Ved indvielsesfesten talte sognepræsten, Carl Riisgaard, der rettede en tak til alle, der så rundhåndet havde bidraget til, at biblioteket kunne oprettes. Paster Riisgaard sagde bl.a.:
“Den offervillighed, der her er vist, overstiger langt mine dristigste forventninger. Nogle mente, det var bedre at se tiden an. Jeg mener, den er belejlig. Tiden, der kommer, vil blive præget af flid og nøjsomhed. Vi bliver nødt til at sætte tempoet op, om vi vil vinde med. Ordet krav vil blive erstattet af ordet pligt. For at gøre sig gældende må der dygtighed og kundskab til. Vi har i dette folkebibliotek fået en god gave først og fremmest for de unge, dernæst for husmændene. Her skal de hente forfriskelse til det daglige arbejde, der sikkert ikke vil forme sig under bedre kår i fremtiden.”

Førstelærer Vest Hansen redegjorde for bibliotekets tilblivelse og arbejdsplan. Foreløbig ville biblioteket være åbent søndag, tirsdag og torsdag i tre aftentimer fra 7 til 10, men så snart det viste sig nødvendigt, ville åbningstiderne blive udvidet. Vest Hansen erklærede derefter biblioteket for åbent og udtalte ønsket om, at det måtte blive flittigt benyttet til gavn for egnen.

Folkebiblioteket for Uldum og Omegn

Året efter oprettelsen kunne Folkebiblioteket for Uldum og Omegn flytte i egne lokaler, idet biblioteksforeningen havde lejet to værelser i sadelmager Sørensens enkes ejendom (nuværende Søndergade 11). Der skulle betales 175 kr. om året i leje af de to rum, 175 kr. for rengøring og opfyring (fru Ingeborg Sørensen skulle dog selv levere brændsel) og endelig 100 kr. for det daglige tilsyn. Ialt 450 kr. om året, der skulle betales forud for hvert kvartal med en fjerdedel. Læsestuen var nu åben alle ugens dage undtagen lørdag kl. 7-10 aften. Her var fremlagt de blade, biblioteket abonnerede på, nemlig “Politiken”, “Verden og vi”, “Dansk Ungdom”, “Folkerøsten” og “Højskolebladet”. På et bestyrelsesmøde senere samme år – 1919 – vedtoges det, at man midlertidigt holdt den sønderjyske avis “Heimdal”.

Udlånet var åbent tirsdag og fredag aften kl. 7-9. Bogbestanden var på 894 bind, fordelt med 736 bind til udlån og 158 bind i håndbogsamlingen.

Hvervet som bibliotekar varetoges i den første tid af førstelærer Vest Hansen. Efter dennes bortrejse fra sognet i 1920 overtog hans efterfølger førstelærer Ingvard Høltzermann midlertidigt dette arbejde, indtil bestyrelsen havde valgte den ny bibliotekar. Denne blev digteren Peter Alsted, der i de følgende 23 år til sin død i 1944 trofast og uegennyttigt gjorde en stor indsats for bøgernes udbredelse i sognet.

I 1937 flyttede biblioteket ned i kommunens ejendom på Kirkegade, hvor sognerådet havde ladet indrette en lejlighed med biblioteks- og udlånsværelse samt en læsestue med håndbogsamling og aviser. Her havde biblioteket til huse indtil 1960. Af de gamle protokoller fremgår, at man ofte havde store økonomiske vanskeligheder i forbindelse med driften. Biblioteksforeningens formand måtte ofte i den lokale presse opfordre sognets beboere til at støtte med bidrag, ligesom ansøgninger om – beskedne – forhøjelser af det kommunale tilskud blev sendt af sted og imødekommet. En del af pengene til bibliotekets drift kom ind gennem det årlige andespil, biblioteksforeningen lod afholde.

Biblioteksforeningens formand i disse år var Ingvard Høltzermann, der – bortset fra to afbrydelser – varetog hvervet fra 1922 til 1963. Lige så trofast og uegennyttig som Peter Alsted tjente han bibliotekssagen i mange år. Høltzermann gik med ildhu ind i den dobbelte opgave: at styrke bibliotekets økonomi og at opbygge en bogsamling, præget af kvalitet og alsidighed.

Peter Alsteds efterfølger som bibliotekar var lærer Tage Maarssø, hvis ledelse af sognets bibliotek blev stærkt påskønnet af bibliotekstilsynet under dettes rutinemæssige besøg på stedet. I de syv år – fra 1944 til 1951 – Tage Maarssø var bibliotekar, blev grunden lagt til den udbygning af bogsamlingen, der senere fandt sted.

Uldum Sognebibliotek

I 1953 ændrede Folkebiblioteket for Uldum og Omegn navn til det mere bekvemme Uldum Sognebibliotek. Tage Maarssøs efterfølger som andenlærer Niels Bech Jessen var på dette tidspunkt bibliotekar, et hverv han varetog til sin bortrejse fra egnen. Fra 1958 til 1969 var lærer Børge Haugstrup sognebibliotekar. I denne periode skete en stor forandring i bibliotekets ydre rammer, idet man 1. april 1960 flyttede op i den nybyggede kommuneskole, hvor sognebiblioteket fik et 54 m² stort lokale til rådighed. Bogbestanden var på dette tidspunkt 4222 bind. At sognebiblioteket fik til huse i skolen medførte bl. a., at flere børn og unge blev lånere, og i de efterfølgende år blev bibliotekets bogbestand suppleret med mange børne- og ungdomsbøger.

Efter Ingvard Høltzermann død i 1963 valgtes højskolelærer Magnus Nielsen til formand for biblioteksforeningen. 1. april 1965 trådte en ny bibliotekslov i kraft. Den medførte bl.a., at biblioteker, der var privat- eller foreningsdrevne, overgik til kommunal drift. Som følge heraf blev biblioteksforeningen, der i 47 år havde stået bag bibliotekets drift, nu opløst. Den hidtidige bestyrelse blev afløst af et biblioteksudvalg, der indgik som et såkaldt blandet udvalg under sognerådet og med dette repræsenteret i udvalget. I øvrigt fortsatte biblioteket under samme navn og ledelse.

Gennem mere end 25 år havde bibliotekarhvervet været varetaget af lærere fra kommuneskolen. Den gamle, men ingenlunde selvskrevne tradition blev brudt i 1969, da Uldum Sognebibliotek fik en ny og dynamisk leder i Mette Jensen, Hesselballe. Fra samme tidspunkt foretoges en formel opdeling i sognebibliotekets bogbestand med henblik på oprettelsen af et særligt skolebibliotek, der skulle have lokalefællesskab med sognebiblioteket – dog med et specielt lokale til fagbøger og gruppesæt til brug for skolens elever. Som leder af skolebiblioteket ansattes lærer Emmy Reng, Uldum. Bøger til skolebiblioteket skulle indkøbes efter indstilling fra skolens lærerråd gennem skolebiblioteketsudvalget, men i samarbejde med sognebibliotekets bogkøbsudvalg.

Fra sognebibliotek til filial i storkommunen

Ved kommunesammenlægningen 1. april 1970 og dannelsen af Tørring-Uldum kommune ophørte Uldum Sognebibliotek at eksistere som et selvstændigt bibliotek. Det blev nu i lighed med storkommunens øvrige biblioteker administrativt underlagt et kommunalt hovedbibliotek i Lindved. Alle indkøb af bøger skulle herefter ske gennem hovedbiblioteket, og det samarbejde, der i en årrække havde været med centralbiblioteket i Vejle, blev yderligere udbygget.

I forbindelse med den nye kommunale biblioteksordning skrev bibliotekar Mette Jensen følgende afsluttende bemærkninger i sognebibliotekets protokol:
“Det gamle sognebibliotek, der med flid og omhyggelig anvendelse af små midler fra staten og private indsamlinger er bygget op af idealistiske, kloge mænd og pædagoger, som har ofret utallige enten ubetalte eller meget løst betalte timer, har vokset sig ud af sin egen private ramme og er blevet noget stort – en del af et storbibliotek, en servicestation, der gerne vil hjælpe med så meget som muligt, skaffe så megen god og oplysende litteratur som muligt til alle. Målet må stadig være det samme: Bøgerne ud til lånerne”.

I 1974 måtte biblioteket rykke ud af lokalet på kommuneskolen, da skolens stigende elevtal medførte, at man måtte inddrage det tidligere bibliotekslokale til undervisningsformål. Biblioteket fik nu – fra 18 juni 1974 – lokaler i kommunens ejendom Tjørnevej 4 og blev her nabo til den kommunale administrationsbygning. 1979 efterfulgtes Mette Jensen af lærer Jette Jørgensen i stillingen som bibliotekar i Uldum.

17 juni 1982 flyttede Uldum Bibliotek ind i et helt nyt hus, rejst i umiddelbar nærhed af den gamle kommuneskole, der i 1918 gav husly til det folkebibliotek, der dannede begyndelsen til den udvikling, der siden fulgte. Skolebygningen måtte vige pladsen for det nye, og for første gang i bibliotekets historie kunne man tage et hus i besiddelse, der udelukkende var bygget til det formål at huse sognets bibliotek.

Pastor Carl Arnold Riisgaard. 1913 – 1937

Lærer E. Kristensen, 1914

Lærer L. J. M. Vest Hansen. Lærer i Uldum 1902-1920.

Købmand I. P. Hansen