Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

I januar 1999 blev det Frida Andersens tur til at fortælle blandt andet om sit ophold på Uldum Højskole, hvor hun var med til at slæbe Højskolestenen fra Boring og ned til Uldum:

Mine forældre havde en almindelig bondegård i Addit mellem Silkeborg og Horsens. Her blev jeg født i 1908. Vi var 8 søskende, og jeg kan ikke mindes, at nogen af os har fået så meget som en lussing, da vi var børn. Vi var fem piger og tre drenge, og jeg var nummer seks i rækken. Vi måtte
hjælpe til på gården som det var skik dengang. Der var godt nok både pige og karl. Men vi skulle lære arbejdet. Bl.a. med at malke køerne. Vi malkede to køer hver morgen, inden vi skulle i skole, og vi havde hver vor bestemte ko, som vi skulle malke.

Min bedstefar og bedstemor havde gården, der var nabo til vores. Min bedstefar døde temmelig ung. Han var ude at samle underskrifter for oprettelse af et andelsmejeri i Them. Men på hans indsamlingsrute var der et sted, hvor han skulle springe over en bæk, men han kom uheldig af sted med det, og det medførte siden, at han døde.

Så var min bedstemor ene på den store gård med fem børn. Hvor længe det varede, ved jeg ikke, men i sådan et lille landsbysamfund finder man jo let sammen. Sådan gik det til, at min bedstemor fandt en ny mand. Hans ældste søn skulle så have gården, og min bedstemor og hendes nye mand flyttede til Salten, hvor der netop var oprettet en brugsforening. Den blev han ansat til at lede. Senere købte han en byggegrund ovre ved min far. Her byggede han hus og startede en købmandsforretning. Han var i det hele taget en initiativrig og godt begavet mand, der var med til at starte mejeri og slagteri på egnen.

Det var jo en tid der sidst i forrige århundrede, hvor der skete så meget. Der var også fremskridtsmænd dengang.

Jeg gik i skole i Addit i en gammel landsbyskole, men den var dog ikke stråtækt! Vi havde kun en lærer, enelærer kaldtes han. Men han var en god lærer. Der var kun to klasser, den ene for de mindre børn, den anden for de store. Jeg husker vi var 36 børn i klassen på en gang – det gik ikke i dag! Skoledagene begyndte på forskellige tidspunkter sommer og vinter. Nogle af dagene var længere end andre, og børnene havde madpakker med. Men vi boede så tæt på skolen, at vi kunne smutte hjem og spise.

Jeg gik til præst i Sdr.Vissing til provst Juul. Men han fik embede hernede på egnen, så vi skulle have en ny præst. Min far og læreren var i menighedsrådet, og de skrev et brev til ejeren på Løndal, konferensråd Jørgensen. Han boede på Løndal om sommeren og i København om vinteren. I brevet bad de ham og hans hustru om at gå hen i Davidskirken og høre på præsten, der var ansøger til embedet i Sdr.Vissing. Det var fruen, der gjorde det, og hun skrev tilbage, at ham kunne de godt antage, for han var en god præst.

Fruen til Løndal hed Anne Plenge Jørgensen. Hun var ud af en præstefamilie, og hendes far havde været præst i Sdr.Vissing. Så vi fik den præst, der var blevet anbefalet os. Han hed Sparsø, og han blev siden provst. Han havde en bror, der i mange år var lærer i Tørring.

I den tid, der ingen præst var i Sdr. Vissing, måtte vi gå til præst i Vinding, og præsten der var meget skrap. Vi skulle kunne alting udenad. Hos pastor Sparsø, som vi gik til den sidste tid, var det lige modsat. Han var så flink. Efter at vi var blevet konfirmeret, indbød han os til at komme i præstegården, hvor vi havde det så hyggeligt. Det skete en gang om måneden. Da vi så nærmede os juletiden, syntes vi da, at vi skulle give ham en gave. Vi samlede ind til den, og det blev til seks sølvskeer, som det blev betroet mig at overrække ved julegudstjenesten, Da vi skulle hjem fra kirken, var det et forfærdelig snevejr, himmel og jord stod i et. Jeg glemmer aldrig den juleaften.

Jeg havde en onkel i Brædstrup, Han kørte postvogn – dagvogn hed det – mellem Horsens og Silkeborg med hestevogn. Ham kom vi somme tider op at køre med, og det var rigtigt sjov. Min onkel var den første, der startede med rutebil på den rute. Det var en bil, hvor man gik ind i bagenden af den, og der var bænke langs siderne. Det kostede en krone at køre med ham, uanset hvor langt eller kort man skulle køre – og man betalte, når man stod ud.

Skoletiden fik jo ende, og jeg var så ude at tjene et par år, sådan som det var skik på landet dengang. Men så kom jeg på Uldum højskole. Det var i 1927, og jeg var da 19 år. Vi var 148 piger på skolen den sommer. Opholdet varede tre måneder, og vi begyndte til maj, der jo også var en slags skiftedag på landet dengang. Det var Marie og Svenning Petersen, der var forstander, og det var en dejlig tid. Det var den sommer, vi slæbte den store Højskolesten hjem til skolen. Vi hentede den oppe i Boring og slæbte den i et tykt tov, der var bundet om den. Men der var også enkelte
mandfolk med. Jeg kan huske, at Svenning Petersen stod oppe på stenen og med opildende tilråb dirigerede, så vi trak samtidigt i små ryk med pauser imellem. Stenen hvilede på nogle sveller. Og de blev så flyttet, efterhånden som vi rykkede stenen frem. Det var mest besværlig inde på den bløde markjord – det gik bedre, da vi kom ud på vejen. Men det føltes godtnok langt at slæbe den store sten fra kapelbakken i Boring til højskolens have, hvor den står i dag og fortæller, hvem der har været forstander på skolen og hvornår.

Højskolesommeren fik jo ende, alt for hurtigt syntes vi. Så var jeg lige ude at tjene, men vi havde den skik, at der altid var to af os hjemme på gården. Når vi var ude at tjene efter den tid, var det i pladser, hvor vi ikke skulle ud at lave markarbejde – – det havde vi fået nok af!

I 1929 – to år efter jeg havde været på højskole – skete der en stor ændring i mit liv. Jeg flyttede for alvor hjemmefra og blev gift. Vi overtog min mands fødehjem, en gård i Them. Jeg blev altså gårdmandskone med slid og slæb! Dengang havde vi jo ikke så mange bekvemmeligheder og hjælpemidler, som man har nu. Men det gik jo alligevel. I mange år var vi fælles om arbejdet på gården, min mand og jeg. Men så blev min mand alvorlig syg – det var noget med hjertet, og i 1967 kom han til Aarhus og blev opereret. Han var den første, der gennemgik den slags operation.
Operationen gik for så vidt godt nok, men hans sår ville ikke læges. Det udvendige sår lægedes, men der var problemer med at komme i orden indvortes. Og det tog ham så til sidst…

Vi havde fire børn, to drenge og to piger. Men der var ingen af dem, der ville være landmand. Så jeg måtte sælge gården, som vi havde haft i 42 år. Men det gik nu let nok med at få den solgt, for der var mange, der gerne ville have den. Jorden var god, og der er jo en meget køn natur deroppe omkring. En stor del af jorden i området ejedes af familiefirmaet F. L. Schmidt, der nok så en økonomisk fordel i det. Der var også blevet anlagt en privat flyveplads i nærheden. Det var en af firmaets familie, Gunner Larsen – ham med den knækkede spade – der tog initiativet til den.

Da gården var solgt flyttede jeg til Ølholm. Det var i 1971. Min datter og svigersøn havde købt hus der, og jeg fik en lejlighed ovenpå, og der bor jeg endnu. Min datter og hendes mand bor der ikke længere. Han blev syg og døde i 1983. Hun fik så arbejde på kagefabrikken i Nørre Snede, og da hun havde været der i tre år, blev hun gift med naboen, der boede her ved siden af. Så solgte hun huset her og flyttede over til ham. Men det blev skrevet i papirerne, at jeg skulle blive boende så længe, jeg ønskede det.

Det var ikke så slem en overgang at flytte til Ølholm, det var en hyggelig by at flytte til. Man lærer hurtigt hinanden at kende i sådan et lille landsbyfællesskab, Men det, der lettede overgangen så meget for mig var, at der dengang boede fem af højskoleveninderne fra tiden på Uldum her. Så vi kom meget sammen og udvekslede minder. En af mine bedste veninder var Elna Hansen, datter af købmand I.P. Hansen i Uldum. Hun og jeg har haft meget med hinanden at gøre, og jeg holdt så meget af hende.

Men nu er de fleste fra den tid væk, dem man delte minder med. Sådan går det jo, når man kommer op i årene. Mange af dem, man havde ungdomsårene sammen med, er døde og borte.

Det er en stor glæde for mig, at jeg har tre af vore fire børn ikke så langt herfra. De bor i Grejsdal, Tørring og Silkeborg. En søn bor i Sverige. Det er jo noget langt væk, men han ringer til mig hver eneste søndag formiddag.

Højskolestenen på Uldum Højskole. Fotograf A. Johansen.

Forstanderpar på Uldum Højskole, Marie og Svenning Petersen. Fotograf A. Johansen.

Købmand I. P. Hansen med hustru Karen Rosendahl Hansen og datter Elna Rosendahl Hansen. Fotograf A. Johansen. taget ca. år 1913.

Husavisen på Plejecenter Nedergården kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergården, der fortalte om de lange levede liv.

I februar 1999 blev det Anna Sørensens tur til at fortælle blandt andet om arbejdet som hjemmehjælper i tidligere tider.

“Mine forældre havde en lille ejendom på Uldum Hedevej, og her er jeg født og har levet det meste af mit liv.

Jeg gik i skole i Uldum – og vi gik virkelig, for der var ikke noget med, at vi havde cykler dengang. Min bror og jeg fik først cykler da vi var blevet konfirmeret. Jeg lærte mig at cykle på den måde, at jeg sparkede mig frem med begge ben, og først efter at jeg havde fundet balancen, brugte jeg pedalerne. Vi boede jo ude på Hedevej et godt stykke vej fra Uldum. Men jeg kan huske, at vi tit løb ned til Uldum for at se 10-toget. Det var dagens begivenhed, og et rigtigt futtog var jo en oplevelse, vi ikke ville undvære.

Når vi gik til skole, giv vi ad digerne fra Bøgildgaard og ned til Uldum. På Bøgildgaard havde de nogle gæs, der tit ville følge efter os. Der var især en, der var slem til at nappe os i benene, somme tider så blodet løb. Så fandt vi på at gå en anden vej, hvor der ingen gæs var.

Dengang var lærer Høltzermann førstelærer. Andenlæreren hed Oxholm. Det var jo i den store skole, hvor vi gik fra 3. klasse. De første to år gik vi i den lille skole. Her var købmand Christian Hansens senere kone lærer. Hun hed aldrig andet end Lasse for os. Hun var så sød, og vi holdt meget af hende. Der var ligefrem kapløb om at komme til at sidde ved siden af hende. Vi syntes, at vi havde eneret på hende, og vi brød os bestemt ikke om, at der var andre, der interesserede sig for hende.

Det skete jo af og til, at Christian Hansen besøgte Lasse. Men han skulle nu ikke have lov til sådan at tage hende fra os, så en dag besluttede vi at give ham en lærestreg. Når han var på besøg, hang hans hat på en knag ude i gangen. Vi tog den og gik ud til vandpumpen, og mens en holdt hatten, pumpede en anden vand i den. Derefter bar vi den forsigtigt ind og anbragte den på knagen igen. Da han kom ud og tog hatten på, skyllede vandet ned over hovedet på ham. Vi grinede allesammen – og det gjorde han vist også.

Lasse sagde: “Nå, troede I ikke, at Christian var blevet vasket til morgen!”
Vi holdt så meget af hende, at vi ikke syntes, han skulle rende med hende. Men det gjorde han jo alligevel.

Jeg blev konfirmeret i Langskov kirke. Det var sådan dengang, at efterårskonfirmationerne var i Langskov, mens det om foråret var i Uldum. Det var Svend Aage Nørgaard, der var præst dengang. Det var også ham der viede Anton og mig, men det var i Uldum kirke. Det var i 1928, at jeg blev konfirmeret. Og jeg var 23 år, da jeg blev gift.

Jeg hjalp derhjemme, da far og mor blev ældre, og det kneb for dem at passe det. Min bror hjalp jo også til, men han fik en plads i Aale og blev senere gift der, og så var der kun mig til at hjælpe.

Jeg gik også lidt ud og hjalp, hvor der var brug for det. Det begyndte jeg med meget tidligt sådan på gårde, når de skulle have gilde. Jeg har egentlig aldrig været ude at tjene, for de steder, hvor jeg hjalp, var det sådan, at jeg altid kunne sove hjemme – ikke som tjenestepigerne, der jo var fæste til at bo på stedet.

Jeg var allerede tidligt en slags hjemmehjælper og fortsatte da også med at være det. Det passede mig godt, for så kunne jeg også få tid til at hjælpe far og mor.

Dengang var der jo ikke noget, der hed, at man blev ansat som hjemmehjælper. Man skulle hjælpe, når og hvor der var behov for det. Det kunne være for en uge eller – hvad der var det almindelige – for 14 dage eller længere. Det var kommunen – i det tilfælde sognerådsformanden, der var Fritz Kjær – som antog og betalte hjemmehjælperen. Det var ikke som nu, hvor det er helt anderledes organiseret.

Jeg kan huske, at jeg hjalp oppe hos Marinus Skjødt. De havde 4 børn og ventede nummer fem. Der var jeg i lang tid, og der var meget at lave bl.a. med at stoppe strømper og vaske. Jeg gik faktisk i mors sted ved den lejlighed. Da børnenes mor skulle på sygehus, var den yngste dreng meget ked af det, men jeg sagde: “Du skal ikke være ked af det, for du har da mig!”

Da hans mor kom hjem, var han nok glad for det, men han sagde til mig: “Jeg er da din dreng!” Jeg har et billede, hvor jeg står med ham på armen, og da der var barnedåb, ville han stå ved mig, da de skulle fotograferes. Jeg var ved Marinus Skjødts i lang tid. Jeg var glad for at være der og græd, da jeg skulle derfra.

Det var som nævnt den daværende sognerådsformand Fritz Kjær, der sendte mig ud de forskellige steder. Han var en god arbejdsgiver, kontant og bestemt. Man var aldrig i tvivl om, hvad man skulle, når han havde orienteret derom. Hvad lønnen angik, lå den, så vidt jeg husker, på en 3 kr. i timen dengang. Arbejdsdagen var fra otte til fire, men de dage, hvor børnene skulle i skole, var det allerede fra klokken syv.

Da jeg blev gift med Anton, overtog vi ejendommen på Uldum Hedevej. Mine forældre flyttede til Uldum og fik lejlighed i vestenden af den ejendom, hvor Ejnar Nielsen havde manufakturforretning.

Anton kørte mælk i mange år med en speciel mælkevogn, trukket af et par heste. På vognen var der plads til de store mælkespande, mælkejunger kaldtes de. Det var et hårdt arbejde at være mælkekusk dengang. Han skulle hente de store mælkespande på de forskellige ejendomme på ruten, flest på gårdene Bøgildgaard og Bakkegården, hvor der var mange køer. Især mælkespandene til bageren vejede godt til – det var 100 punds spande, for han brugte jo megen mælk i bageriet.

Men det var ikke blot mælk, de kørte med. Mælkevognen var også en slags varevogn, for det var almindeligt, at mælkekusken på tilbagevejen tog varer med, som man havde ringet om.

Oppe på ejendommen på Hedevej avlede vi en masse gulerødder. Jorden var velegnet til det, og det var nogle gode gulerødder, Fionia hed de – nogle lange og tynde nogen. Anton løsnede dem, og jeg rykkede dem op, skar top og rod af dem og gjorde dem klar til salg. Vi leverede mange ned til Uldum, både til købmand og til private.

Vi fik over 50 år sammen på ejendommen, Anton og jeg. Vi nåede både at holde sølvbryllup og guldbryllup. Efter Antons død boede jeg der alene i tolv år, men det brød jeg mig ikke om. Jeg syntes, at jeg om natten hørte så mange lyde, og at det puslede rundt omkring. Det var ret uhyggeligt, følte jeg. Men når jeg fortalte det til nogen, sagde de bare, at det var noget pjat. Og det var det vel også.

Men ejendommmen blev solgt, og jeg flyttede herned, hvor jeg er glad for at bo.

Når jeg sådan ser tilbage, synes jeg, at jeg har haft en rig tid med godt med arbejde, men også med mange gode minder.”

Tog forlader Uldum station

Lasse med skoleklasse. Ukendt år.

Christian og Anna Rosendahl Hansen. Anna gik under navnet Lasse.

Ejnar Nielsens forretning.

Ukendt kvinde med mælkejunger.

Mælkekusk med hestevogn. Ukendt kusk.

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv.

I maj 1997 fortalte Laura Pedersen om sine ungdomsår og tørvegravning i Uldum Kær.

Mine forældre havde en lille ejendom i Sdr. Kollemorten i Øster Nykirke sogn, hvor jeg er født. Min far, Søren Madsen, stammede egentlig fra Uldum, idet han var født i Uldum kær. Han lærte min mor at kende, da han i 1900 var elev på Uldum Højskole, og hun tjente som pige hos dyrlæge Mikdal i Dortheasminde. Hun var fra Givskud. Min far var oprindelig møller og udlært på Bregnholm mølle. Ejendommen i Sdr. Kollemorten var ikke ret stor, så da min far så i avisen, at en gård i Tørring – “Sølyst” hed den – var til salg, cyklede han over for at se den. Han blev også enig med manden der om handelen. Jeg kun huske, at “Sølyst”-manden kom til Kollemorten for at gøre handelen færdig. Han mente, at hønsene kunne man godt lade blive. ”Men du skal huske på”, sagde han til min far, “at de er ægte Faverolle!” For et barneøre lød det jo grusomt dyrt.

Der var 24 tdr. land til “Sølyst”. Den var nabo til St. Uhrskovgaard, der ejedes af Peder Skrubbeltrang. Vi 9 søskende legede meget med børnene derfra – der var 5 på alder med os. De havde den sødeste lille hund, en foxterrier med en sort plet. Den hed Beuf Pinketon von Vupsenbas. Vi syntes nok, at det var et sært navn for en hund, men de sagde, at det skyldtes, at den havde stamtavle. Men det vidste vi børn jo ikke hvad betød. På den anden side af Gudenåen, der dannede skellet, hørte jorden til Haugstrup Nedergaard, der dengang ejedes af en, der hed Pomerinke – det syntes vi jo også var et mærkeligt navn.

Skoleårene på Tørring kommuneskole har jeg kun gode minder fra. Lærerne og lærerinderne var ualmindelig søde og flinke. Vores overlærer hed Sunesen. Jeg blev konfirmeret i Tørring kirke af provst Høgild. Dengang skulle vi jo allesammen sige et vers, og når vi så var 20, kunne det godt trække noget ud. Jeg husker tydeligt det vers, jeg skulle sige:

Påskeblomst en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger.
Svanevinge, svanesang
synes mig af den udsprang.
Vågnende jeg ser de døde
i en påskemorgenrøde.

Det var en salme, vi sang tit, og som jeg også i dag holder meget af. I det hele taget sang vi meget dengang. Det var bare en skam at provst Høgild ikke selv kunne synge. Men så var der en af pigerne, Ragnhild Abrahamsen hed hun, der altid sang for. Så fulgte de lærerige ungdomsår, hvor jeg kom ud at tjene på gårde. Det sted, jeg var længst, var 4 år på Sandbjerggaard i Hjortsvang, en nabogård til Vroldgaard, hvor der i dag er museum. Det var helt utroligt, hvad man skulle lære dengang på landet Jeg kan huske engang konen sagde til mig, at hvis jeg ville være landbokone, skulle jeg lære at slagte en kalv. Jeg tror nu ikke jeg kom til det, og havde jeg skullet det, tror jeg nok, at jeg havde taget mine træsko og var gået.

Men det er jo også vigtigt at lære madlavning, så jeg kom på Løsning Gæstgivergård, der i dag er kro. Her havde vi 12 spisende. Det var arbejdere fra skærvefabrikken. Krokonen spurgte, om jeg kunne lave sovs til 12 mand. Kunne jeg det ikke i forvejen, fik jeg det i alle fald lært her. Det hændte sommetider, at der kom en rejsende svend, der skulle købe en kop kaffe – for 40 øre – til den madpakke, han havde tigget sig til på en af gårdene.

Ungdomsårene sluttede, da jeg traf Pedersen (Valdemar Pedersen). Vi blev gift i august 1937 i Hammer kirke, fordi Tørring kirke var under reparation. Den fik nyt tag på, husker jeg.

Vi fik min mands hjem på Langager. Her fik vi 46 år sammen, og det var rige år. Jeg var aldrig arbejdsløs en dag, for der var nok at tage sig til med mand og børn og dyr. Men vi kunne ikke klare os med, hvad ejendommen kunne give, så Valdemar fik arbejde på Villadsens fabrik, hvor han var i 23 år. Da det blev mekaniseret deroppe, blev mange afskediget, så han fik arbejde for kommunen. Allerede da var han ved at være mærket af gigten. 11965 fik han tilkendt invalidepension, og de sidste år var han på gigthjem i Brædstrup. Jeg blev boende ude i ”Jægerhuset” på Langager. Vi kaldte det sådan, for Valdemar var jæger, og børnene syntes, at det skulle hedde “Jægerhuset”. Vi fik lavet et fint egetræsskilt med navnet på. Her boede jeg i alt i 59 år, indtil jeg følte, at det blev for stort for mig.

Ved siden af, hvad ejendommen på Langager kunne give, ernærede vi os også med tørvegravning i Uldum kær. Her arbejdede både mænd, koner og børn. Jeg var nu ikke så stiv til at trække en form lige, men Valdemar sagde: “Skidt med det – den bliver da i skiftet”. Men jeg blev belært om, hvorfor han sommetider brugte en ketsjer, som han kørte hen over bunden. Med den kunne man samle det tørvedynd op, der uundgåeligt faldt ned på bunden under arbejdet. Det gjaldt jo om at få det hele med. En dag blev jeg spurgt, om jeg ville rejse tørv på et bestemt stykke – der lå 100.000 tørv der. Man må ikke snakke, når man skal rejse 10.000 tørv på en eftermiddag. Vi fik 75 øre for at rejse tørv og 1 kr. for at stakke dem. En arbejdsdag i kæret var fra 7 morgen til halvfem om eftermiddagen – så skulle vi hjem og malke. Det var dejlige dage derude, når fuglene hang over ens hoved og sang. Men hvor så vi ud efter en dag i tørvene. Det støvede meget, og man blev meget tørstig. Så det gjaldt om at have koldt vand at drikke. Valdemar havde fundet på noget snedigt: han gravede et hul dybt ned i tørvejorden, og der satte han en spand med vand, så vi havde altid koldt vand – også til dem, der ikke havde mere i deres flasker og nu kunne få fyldt på hos os.

Jeg har haft et liv med meget arbejde, og jeg er taknemlig for de venner og gode naboer, jeg har haft. Det bliver jo aften for os allesammen, men det gør Ikke noget, når men er glad for at tænke tilbage på det liv, man har levet.

Jeg har haft et godt liv og har intet til gode.

Tørvegravning ved Gudenåen.

Tørvegravning i Kæret.

Tørvegravning i Uldum Kær.

Tørvearbejde i Uldum Kær 1917.

Tørvearbejde i Uldum Kær 1920.

Tørvestakke i Uldum Kær

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv.

I februar 2000 blev det Søren Gudiksens tur til at fortælle blandt andet om sin opvækst i Salling og årene der fulgte.

Jeg er sallingbo, født i Rødding i Vestsalling. I mange år var der privatbane fra Skive og derud. Den havde endestation nogle få hundrede meter fra mit hjem. Men stationen hed ikke Rødding, og det var jo lidt sært. Men det skyldtes, at da banen blev anlagt, ville herremanden på Spøttrup – han hed Toft – kun afgive jord til banen på den betingelse, at stationen kom til at hedde Spøttrup, og at der blev etableret et sidespor, så han kunne læsse sine stude.

Den skole, jeg gik i, var en friskole. Man skal næsten være Sallingbo for at forstå de skoleforhold, der var derude dengang. Foruden den grundtvigske friskole var der kommuneskolen og en skole, vi kaldte missionsskolen. Der var meget skarpe skel dengang.

Vi børn fra de tre skoler sloges jo med hinanden, og det kunne godt gå ret voldsomt til. Det skete så, at vores lærer kom ud og sagde: ”Ja, nu slås I i dag, men så er det slut!” Det var det i reglen ikke.

Den præst, der konfirmerede mig, var ny i embedet. Jeg var på det første hold, han havde. Kort tid efter, at han var kommet, gik han en dag ude i haven og var ved at kløve noget træ, han havde fældet. Da kom menighedsrådets formand forbi. “Det må du ikke. Det passer sig ikke for en præst,” sagde han. Formanden var skomager og meget missionsk.

I Rødding var der en stor valgmenighed, der ikke bare omfattede sognet, men havde medlemmer fra de omliggende sogne. Men selv om vi gik i den grundtvigske friskole, havde mine forældre altid været tilknyttet sognemenigheden.

Vi var 8 søskende, og vi gik alle i friskolen. Det var jo noget af en økonomisk belastning for mine forældre, og det ville have kostet dem yderligere, hvis de også skulle have betalt til valgmenigheden.

Min far var landmand, og min mor var uddannet dameskrædder eller sypige, som det kaldtes dengang. Oprindelig var min far mejerist. Men så blev hans bror, der havde en vognmandsforretning, indkaldt som soldat, og han bad min far om at passe den i hans fravær. Han kørte jo med hesteforspand og passede blandt andet fragtkørslen til Skive. Da farbror Anders var færdig med soldatertjenesten, havde han ikke rigtig lyst til at fortsætte med vognmandsforretningen. Så han overdrog min far den, og han fortsatte så med at køre fragt til Skive, en strækning på omkring 20 km.

I 1915 overtog mine forældre min mors hjem, og da havde min far kørt fragt i 6-7 år. Jeg kan lige mindes min bedstefar. Han havde sådan nogle karakteristiske “frikadeller” ved ørerne. De kaldte ham “Æ Husmandsfører”, og siden har jeg fundet ud af, at han var ærkeradikal. Han var på aftægt i mit hjem de sidste år, han levede.

I nærheden af mit hjem var der et lille gartneri, hvor jeg arbejdede lidt efter skoletid og kørte rundt med tomater og andet fra gartneriet. Det var virkelig festligt sådan at komme rundt i hele sognet og især handle med de gamle koner. Jeg tror nok, at jeg vidste, hvor de hver især gemte deres bolsjedåse!

Da jeg blev konfirmeret, kom jeg ud at tjene. Den første vinter var det ved en nabo til mit hjem. Men jeg boede ikke hjemme, selv om det var tæt på. Vi drenge skiftedes til at hjælpe derhjemme, for der var ikke råd til at have fremmed hjælp. Vi fik ingen penge for det, men så var der en kalv eller en so, som blev vores, og så var som en slags løn.

Jeg kan huske fra min skoletid i begyndelsen af 30’erne, at Spøttrup fik kongebesøg. Vi skolebørn var opstillet på rad og række og skulle råbe hurra for majestæten, når han kom. Det var børn både fra kommuneskolen, friskolen og den missionske, og på et bestemt tegn skulle vi så råbe hurra.

Da der viste sig en støvsky på vejen – det var før, den blev asfalteret – blev der givet tegn, og vi råbte hurra i vilden sky. Men det var ikke kongen, men gårdens svinerøgter, der således fik en kongelig modtagelse!

De folk, der hjalp på Spøttrup og herregårdene i almindelighed på den tid, var de såkaldte ”herregårdsbisser”. De var på en gård 2-3 dage, og så rejste de videre til et andet sted. De kunne være hårde, især mod forvalteren på gården.

Der var engang i høstens tid, at der var et vældigt postyr ved en tærskemaskine. Af nysgerrighed var jeg kommet derhen, og der lå forvalteren på “bordet” ved tærskemaskinen, og folkene truede med at sende ham igennem den – og jeg tror såmænd godt, at de kunne have gjort det. Det var et hårdt liv på herregårdene dengang.

I marts 1937 brændte avlsbygningerne på Spøttrup. Jorden blev udstykket, og der blev bygget 26 mindre ejendomme, de såkaldte statshusmandshjem. I dag er det jo gået den anden vej med sammenlægninger, så antallet er næsten halveret.

Der var oprindelig 700 tdr. land til Spøttrup. Heraf var ca. 100 tdr. land sø. Men da gården blev udstykket, blev søen tørlagt gennem dræning, så hver af de nye ejendomme kunne få et skifte af den indvundne jord. Men nu er vandet ført tilbage i forbindelse med en restaurering af den gamle middelalderborg.

Da jeg var 17 år, fik jeg plads ved vores sognerådsformand, og jeg skulle have den formidable løn på 730 kr. for et år. Men så skulle jeg køre for præsten hver anden søndag til de to kirker, han passede. Det var indregnet i lønnen og foregik i en jumbegig. Hjemme havde vi en meget fin charabanc, som vi nemt kunne fylde, for vi var jo mange. Den gik som ligvogn i det meste af sognet, husker jeg.

Mit hjem var måske nok, hvad man kunne kalde fattigt. Men for os var det et rigt hjem, for vi havde det godt med hinanden. Det var et sted, hvor landevejens “løse fugle” til hver en tid kunne komme og få nattelogi. De skulle blot altid aflevere deres tændstikker. Jeg fik på den måde et særligt forhold til og forståelse for disse mennesker, der ofte var gode fortællere, og som for manges vedkommende havde en skjult fortid, anderledes end deres nuværende tilværelse.

Engang skulle min far en aften over i laden derhjemme han havde ikke tændt lys, for han var jo huskendt. Da han rakte ud efter noget halm, fik han fat i benet på et menneske. Det var en af landevejsridderne, der lå og var død. Jeg kan huske, at der var et farligt postyr for at få ham begravet. Han havde jo ikke noget tilholdssted og blev begravet i et hjørne af kirkegården derhjemme. Vi lagde gennem lang tid en buket på hans grav.

Vores ejendom var på 27 tdr. land. Der var et par engskifter til, og i det ene skifte gravede vi skæretørv, i det andet bjærgede vi hø. Græsset her blev jo slået med en hjølle, og vi drenge lærte snart at bruge sådan en. Det gjorde ikke noget, om vi kom til at hugge i noget, for det var jo noget fugtigt blæverstas. Græsset blev stakket på nogle stativer, og når det skulle bjærges, blev der lagt nogle stænger ind under det, og så blev det båret “i land” på den måde. Men udbyttet var ikke stort.

I vinteren 1940/41 var jeg elev på Uldum Højskole. Vi var 12 fra Salling den vinter. Bagefter var jeg en kort tid i en plads ude i Mindstrup, men så kom jeg op til Fritz Kjær i Vester Ørum. Her havde jeg en søster, der havde fået plads der efter sommeren på højskolen. Det var egentlig i stedet for en anden karl, der var kommet til skade, at jeg fik pladsen, som jeg havde indtil november.

Så fik jeg plads i Hornborg, og det var her, jeg lærte Frida at kende. Det var noget af hendes familie, der havde den gård. Vi blev forlovet nytårsaften 1942 og blev så gift fire år efter.

Det var, mens jeg var i Hornborg, jeg kom på session, og 1943 blev jeg indkaldt. Vi var stationeret ved Nyborg, men det varede kort, for på grund af krigsbegivenhederne blev vi ligesom andre danske soldater sendt hjem, da tyskerne tog over.

Min soldatertid fik jeg alligevel, for da krigen var slut, blev vi genindkaldt i juli 1945. Som soldat havde jeg sammen med de andre kammerater vagt ved flygtningecentre oppe i Vendsyssel. Her var mange tyske flygtninge, der var kommet herop på grund af forholdene i Tyskland i krigens sidste måneder. Blandt de flygtninge, jeg passede, var direktøren for Krupps fabrikker.

Da jeg var hjemsendt i ’48, var jeg nogle dage ovre hos min svigerfar i Eriknaur. En dag kom Axel Lindahl fra Hornborg derover. Han spurgte, om jeg var arbejdsløs. Og det var jeg jo på en måde. Han manglede netop en mand, for hans fodermester var rendt af pladsen. Om jeg kunne tænke mig at gå i hans sted? Jo, det kunne jeg da godt, men på den betingelse, at jeg kun skulle ansættes for en uge ad gangen. Frida og jeg ville jo gerne have vort eget på det tidspunkt.

Jeg kendte Axel Lindahl fra tidligere, for det var ham, jeg tjente hos i 1941. Nu da jeg skulle tjene ham igen, fik jeg det samme beløb for en uge, som jeg dengang havde fået for en måned!

I efteråret 1946 købte vi så en gård i Kalhave. Da vi snakkede om, hvor vi skulle bo, var den eneste betingelse, Frida stillede, at hun ikke ville bo hverken i Hornborg, Haurum eller Kalhave – og så blev det alligevel Kalhave.

Gården, vi overtog, hed Kalhave Møllegård og var på 27 tdr. land. Den havde vist oprindelig været dobbelt så stor, idet den var skilt ud fra en større gård, der lå lidt længere nede. Vores gård havde ikke fire længer omkring en gårdsplads, som det ellers var almindeligt. Der var en åben plads, hvor den ene længe skulle have ligget, og det skyldtes, at netop der havde møllen ligget i sin tid. Til gengæld var laden og ko-stalden bygget i forlængelse af hinanden.

Det fortælles, at den dag, der skulle have været rejsegilde på laden, brændte møllen. Og efter sigende var det alle tiders begivenhed, som folk strømmede til. At det blev et sådant tilløbsstykke skyldtes, at den stærke varme fik den brændende mølles vinger til at bevæge sig.

Det var vistnok i 1910, for det år er de andre huse bygget. Møllen var en kornmølle, men ejeren af gården var egentlig ikke møller, men han malede korn for nogle af naboerne.

Det blev han for øvrigt ved med, efter at møllen var brændt fra en kværn, drevet af en petroleumsmotor i et skur ved siden af gården. Han hed Søren Rand og var svigerfar til Ejner Hansen, som jeg købte gården af.

Vi havde Kalhave Møllegård indtil 1974, da vi flyttede herned til Uldum. Vi havde købt grunden et par år før af Kristen på Bakkegården, og der var kun bygget et hus deroppe på det tidspunkt.

Det var egentlig ikke meningen, at vi ville have solgt gården i Kalhave lige på den tid. Vi boede nabo til værkføreren hos A.P. Laursen i Bøgballe, og da han hørte, at vi ville sælge, spurgte han, om jeg ikke kunne tænke mig at komme derover. Jeg svarede, at det havde jeg godt nok ikke tænkt på. Jamen jeg kunne da komme derover på prøve, foreslog han. Jeg var der i 25 år – på prøve, for jeg tror aldrig, at jeg blev rigtig ansat. Den sidste tid derovre var jeg mest fejemand.

Efter at vi var flyttet herned, fik Frida arbejde på plejehjemmet i Flemming, hvor hun var i fem år. Derefter kom hun ned på Nedergården og havde arbejde her i 10 år. Hun holdt meget af at være sammen med gamle mennesker.

Fra den allerførste dag, vi kom herop, har vi befundet os godt og været glade for at bo her. Vi fik jo mange naboer, efter som Bakkegårdsparken blev bebygget. Og der er et godt fællesskab heroppe.

Nu er jeg ene, men vi fik mange år – og gode år – sammen her i Bakkegårdsparken.

Søren og Frida Gudiksen.

Præsten Bornemann i Uldum skriver i sin dagbog den 17. Oktober 1779.

“Forleden ankom fra Herreds Politiet i Vejle nogle kontrollører som skulle se efter om der blev brygget ulovlig brændevin hos bønderne i Uldum. Men bønderne mødte dem uden for byen, overfaldt dem og ødelagde deres udstyr og jagede dem bort. Herreds-fogden bad da Degnen Woldersen i Uldum om at lave en indberetning om de lovstridige bønder.”

(Man kan undre sig over, at det ikke var sognefoden Søren Rasmussen der skulle lave indberetningen. Måske kendte han synderne for godt, da han selv var bonde her i byen.)

En avis-artikel fra 1954 fortæller om hvordan den dengang 82-årige smed og fynbo Hans Peter Rasmussen kom til Hesselballe.

“Jo, DET VAR skam Kæltringestreger, der fik mig lokket til Jylland, fortæller den 82-årige Smed Hans Peter Rasmussen, Hesselballe, der er født i Over Holluf pr. Marslev paa Fyn og hvis afstamning tydeligt spores i sproget. Er han for resten ikke Danmarks ældste, aktive Smed?

Jeg var Smed paa Avernakø, men det kneb med at ordne Hestene, jeg var blevet for gammel til det. Saa saa jeg en Annonce, hvor en Børstenbinder fra Horsens averterede om, at han aftog alt, hvad man kunde lave, og at Sagkundskab ikke var nødvendigt. Men det var det rene Kæltringestreger, for han aftog slet ikke noget. Han gik i Stedet fallit og blev sat i Bøtten.

Den første Tid boede jeg i Uldum, men saa flyttede jeg til Hvolgaard ved Ølholm i 1930. Der boede jeg i Smedemosen. Der var fem Tdr. Land til, jeg havde en lille Smedje, og desuden var jeg Smed på Hvolgaard. Før jeg kom til Hesselballe, var der godt nok en Bysmed her, men han var efterhaanden gammel. Det var Søren Chr. Pedersen. Der var ogsaa en anden Smed, som ved Siden af var Skorstensfejer og Brøndgraver, men han flyttede til København.

Da Søren Christian Pedersen hørte, jeg vilde begynde som Smed, sagde han “Saa giver jeg Huset til Sønnen og tager min Aldersrente”. – Og det gjorde han. Det var i 1938, og siden har Smed Rasmussen været i Hesselballe. Han er Enkemand og passer selv sin Lejlighed. — Morgenmad og Aftensmad – og for øvrigt ogsaa alle Mellemmaaltider, klarer han selv, men Middagsmaden faar han rundt om paa Gaardene.

SPISER KUN HJEMME OM TORSDAGEN
— Folk er saa flinke, siger han. De har ordnet det, saa jeg hver Dag faar min Middagsmad paa én af Gaardene, saadan at jeg hver Ugedag kommer det samme Sted og spiser. Jeg var ikke helt tilfreds i Begyndelsen og sagde til dem, at Smedearbejdet blev lige dyrt for det. Men det gjorde ikke noget. Den eneste Dag jeg spiser hjemme, er om Torsdagen, for jeg vil selv ordne Fisk.

GROVSMEDE BLIVER SULTET
Rasmussen kom i Lære i 1887, hvor Arbejdstiden var fra Kl. 5 om Morgenen til 7 om Aftenen om Sommeren – om Vinteren begyndte de først Kl. 6, men saa var der til Gengæld ingen Middagspavse.

Dengang skulde vi smede alt selv, om det saa var Søm, fortæller han. Da vi begyndte paa de amerikanske Plove, maatte vi ogsaa lave de hele selv. Da var det et Slæb at være Smed, og det var ikke godt at være Lærdreng, for han skulde altid staa og tæske med den store Forhammer. Da vi først blev kendt med det, var vi ikke saa kede af det.

— Sammenligner man Forholdene dengang med nu, er det som Nat og Dag. Dengang skulde man selv skabe noget – nu skal en Smed jo bare skrue sammen. Smedesvendene nu om Stunder lærer jo ikke rigtig Smedehaandværk. Jeg kan ikke forlige mig med det nye Smederi. Siden maskinerne kom frem, er det daarligt at være Grovsmed, de bliver helt sultet.

HESTESKO IKKE MERE NØDVENDIGE
Hvad saa med Hesteskoningen?
— Ja, jeg har faktisk snart ikke skoet Heste i 20 Aar. Det er det værste Arbejde, vi har, de store Heste er ikke til at tumle, naar først man kommer lidt op i Aarene. Og for resten bruger de snart ikke Sko mere. Hestene bruges ikke meget på Vejene, og i Marken kan de sagtens holde til at gaa uden Sko.

Smed Rasmussen har ogsaa Bil. Bil er maaske saa meget sagt. Det er nemlig en Cykelbil – en Cykel paa tre Hjul med Bilstel af Krydsfiner. To Hjul foran og et bagude. Der er rigtig Bilrat paa, to Karbidlygter, to Vimpler, Haandbremse, flytteligt Ryglæn og to Sæt Pedaler, Vindskærm og Spejl. Det er skam et ganske morsomt Køretøj, Smed Rasmussen der har faaet sig. Han vilde i Grunden have lavet det selv, men saa saa han en Annonce og røg til at købe Køretøjet i Stedet. Han kører meget rundt i sin Bil, selv om det efterhaanden kniber med at klare Bakkerne. En Tur til Ølholm kan han dog stadig tage, uden at han behøver at staa ud og skubbe.”

Smed Rasmussen i sin cykelbil.

Smeden H. P. Rasmussen i Hesselballe sidder ved bordet med kasket. Resten af folkene er ukendte.

Smedens hus i Hesselballe.

Smed Hans Peter Rasmussen

Avisartiklen blev også bragt i Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn – Orienteringsblad til medlemmer. 19 Årgang Nummer 1, Oktober 2005.

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv.

I april 2000 blev det Gudmund Nyborgs tur til at fortælle blandt andet om slægtsgården og hvordan et tilfældigt møde førte til at Plejecenter Nedergaarden kom til at ligge lige midt i byen.

Mit fødehjem var en gammel slægtsgård, der lå, hvor nu plejehjemmet ligger. Den hed Nedergaarden, og plejehjemmet har fået navn efter den.

Min oldefar Kristen Kristensen kom fra Nyborg i Langskov sogn og blev gift med en pige fra Uldum. Han købte gården i 1825 og havde den i halvtreds år indtil 1875. Navnet Kristensen blev efterhånden erstattet med Nyborg efter hjembyen.

Min bedstefar overtog gården i 1875, og min far fik den i 1925 og havde den til sin død i 1948.

Vi var otte brødre, og jeg var den tredieyngste i flokken – og forøvrigt den eneste, der siden hen blev landmand.

Min far hed Kresten Nyborg – han skrev altid sit fornavn med Chr. og ikke med K. Hans far hed Poul Nyborg, og sådan skiftede det med de to fornavne. Min ældste bror hed Poul, men han blev hestehandler og ville ikke være landmand.

Jeg oplevede jo mine drengeår i Uldum, der dengang ikke så ud som i dag. Dengang var tre af de store gårde i midtbyen brændt. Jeg husker egentlig foruden vores egen gård kun min farbror Arne Nyborgs gård og Bundgaards gård – Uldumgård som den hed. Så var der også Bakkegården over for højskolen. Af de gårde, der brændte, er bevaret stuehuset fra den ene, den gule bygning over for kroen. Foran den var to bindesten, som man kunne binde hestene ved, mens man handlede eller var på gæstgiveri.

Jeg gik i skole i Uldum de første fire skoleår. Først to år i den “lille” skole, der var forskole for de yngste. De næste to år var i den store skole, hvor Høltzermann var førstelærer og hans svigersøn Tage Maarssø var andenlærer.

Det var en skole med disciplin og respekt. Hvis man blev spurgt om noget, rejste man sig op, og det gjorde man også, når der kom nogen ind i klasseværelset. Og af og til vankede der en lussing, der sved. Men det var jo ikke så ualmindeligt dengang.

Efter fjerde klasse kom jeg til Tørring realskole, hvis leder var Marius Buhl, og hvor man kunne få mellemskoleeksamen. Vi var flere fra Uldum, der fulgtes derover. Om sommeren cyklede vi, og om vinteren tog vi med tog fra Uldum station.

Min morfar var bager og kom fra Thy. Han købte den bagerforretning, der stadig ligger på hovedgaden. Hans søn, min morbror, der hed Theodor Kristensen, overtog senere forretningen, og hans bror Thorvald, der boede i huset ved siden af, var svend ved Theodor. Min morbror solgte forretningen til bager Olsen og flyttede først til Horsens og senere til Odense.

I fem år – fra jeg var 10 år – var jeg om søndagen bydreng for min morbror og fik 50 øre for det hver gang. Jeg var omkring med rundstykker til hele byen hver søndag morgen og fik på den måde kontakt med mange forskellige.

Højskolen var en god kunde, og de skulle have rigtig mange rundstykker. Så hver søndag morgen var jeg deroppe med en kurv svingende fuld af rundstykker. Der var nok 150 hver gang svarende til det antal elever på skolen. Rundstykker kostede 4 øre dengang, horn kostede 5 øre.

Jeg husker, at vi hver jul var oppe på højskolen med to kæmpelagkager, som Theodor hvert år forærede højskolen – og vi fik ved den lejlighed 2 kroner af Svenning Pedersen.

Efter skolegang og eksamen i Tørring var jeg hjemme på gården sammen med min bror Ove, inden jeg kom ud at tjene på en gård i Hvirring. Derefter kom jeg på Dalum landbrugsskole, og det var, mens jeg var på Fyn, at jeg fandt min kone, der var fynbo. Efter krigens afslutning var jeg soldat i 9 måneder. Så kom jeg hjem igen, og nogen tid derefter var det så, at min far døde.

Min far havde en hel del tillidshverv, bl.a. var han i sognerådet, formand for elektricitetsværket og for mejeriet, ligesom han også var i skolekommissionen. Han interesserede sig i det hele taget mere for for dette udadvendte end for at drive gården.

Efter min fars død i 1948 var det min mor, der stod som ejer af gården, men året efter blev jeg forpagter, og det var jeg indtil 1955, da jeg overtog den.

Gården var en stor firelænget gård med indkørsel til den lukkede gårdsplads gennem en port i den vestlige længe (ud mod Nørregade). Her var desuden endnu en port, igennem hvilken udkørsel med arbejdsredskaber og gødning foregik. Stuehuset, der ikke var det oprindelige, lå langs med Kirkegade og havde nogle karakteristiske buede vinduesruder, som man kunne se ud igennem, men ikke udefra og ind. Taget var naturskifer, et ellers godt produkt, men her lagt dårligt på.

I 60’erne gik udviklingen så hurtigt, at det blev svært at drive landbrug med udkørsel af gødning, ajle m.m. fra en gård med beliggenhed midt i byen.

Samtidig var sognerådet ude efter en velegnet grund til et plejehjem. Vi havde på det tidspunkt et privat plejehjem i byen. Men kommunen ville bygge et større og tidssvarende og havde udset sig præstegården med dens jordtilliggende vest for Skanderborgvejen til formålet, og man var meget tæt på at gennemføre handlen.

Så mødte jeg en dag tilfældigvis et sognerådsmedlem og spurgte ham om det var rigtigt, at kommunen var ved at købe præstegården og dens jord til plejehjem. Det bekræftede han. Jeg sagde, at jeg syntes, at det var en meget dårlig ide, for det ville da være en trist beliggenhed, hvor beboerne ville få udsigt til kirkegården. Så måtte man da hellere købe min gård! Han blev overrasket over, at jeg ville sælge. Men det ville jeg – til den samme pris, som var budt på præstegården. Der var jord helt ned mod Lilleåen.

Nu fulgte der en livlig diskussion mellem sognerådets syv medlemmer – nogle var imod og andre for køb af præstegården. Efter en lang debat foreslog man en afstemning, og her stod det 4 mod 3 for køb af Nedergaarden.

Sognerådet havde meget travlt med at finde en egnet grund til et plejehjem i Uldum, idet man var interesseret i at få det på plads inden den forestående kommunesammenlægning. Det var nok forklaringen på det forholdsvis hurtige forløb af den handel.

Der skulle ske overtagelse af staldbygningerne 1. november 1964, og jeg kunne blive boende i stuehuset endnu et års tid frem.

Kort tid efter at kommunen havde købt gården, gik man i gang med at nedrive udbygningerne for at give plads til det nye plejehjem. Den første del, der stod færdig, var den nuværende sydfløj med tilhørende køkkenafdeling.

Den blev taget i brug i efteråret 1966, og ved indvielsen fik plejehjemmet navnet Nedergaarden efter den gamle gård, på hvis plads det var bygget.

Jeg blev boende i stuehuset indtil 1. maj 1965, da jeg flyttede i huset på Industrivej, hvor jeg nu bor. Det gamle stuehus fik lov at blive stående et års tid endnu og var i en periode lejet ud til forskellige, der havde behov for en midlertidig bolig.

Med med nedrivningen af den gamle gård og fjernelsen af “huset med de buede vinduer” forsvandt et stykke af Uldums historie.

Luftfoto af Uldum. Øverst ses Nedergaarden.

Nedergaarden tegnet i 1875, da den var ejet af Poul Christensen Nyborg.

Privatbanetog forlader Uldum Station.

Husavisen på Plejecenter Nedergården kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergården, der fortalte om de lange levede liv.

I marts 1998 blev det Anna Grosbøls tur til at fortælle blandt andet om at komme til nysgerrige Uldum som ganske ung pige.

Jeg er født den 20. august 1915. Min far var købmand i Kolind på Djursland. Det var oprindelig en meget stor købmandshandel, som folk kom kørende til langvejs fra. Der var derfor mange udhuse i forbindelse med købmandsgården.

Vi var 3 søskende. Min far var gift to gange. Hans første kone døde i barselseng, da hun var 25 år. Hun havde født to små drenge, men den ene af dem døde. Senere blev min far så gift med min mor, men vi mærkede aldrig, at drengen fra det første ægteskab ikke var vores bror. Min søster og jeg var tvillingesøstre. Vi havde sådan et godt hjem, for far og mor var altid hjemme og kunne være sammen med os.

I manufakturhandler Bregnegaards forretning hjemme i Kolind var der ansat en ung mand, som jeg lærte at kende. Han hed Viggo. Jeg havde ellers en ven dengang, allerede fra jeg var 14 år. Han og Viggo var på dekorationsskole inde i Århus, og han fortalte en dag Viggo, at han kendte en pige i Kolind, som han var gode venner med. Han gik da ud fra som givet, at det nok skulle blive de to! Men jeg havde det med at skifte dem ud ret tit. En dag, jeg fulgte min ven til toget, stod Viggo henne på hjørnet ved stationsbygningen og kiggede langt efter os. Jeg havde skam godt lagt mærke til, at Bregnegaard havde sådan en flot ung mand, og jeg havde også set, at han gjorde lange øjne til mig. Jeg kunne heller ikke holde øjnene ved mig selv. Og sådan gik det til, at vi mødtes, og vennen røg sig en tur.

Da vi havde kendt hinanden et års tid, ville Viggo gerne selv have forretning. Han havde været rundt og set på forskellige, men faldt så for den her i Uldum. Den var helt kørt ned, og han, der havde den – Krog hed han – havde vist forbygget sig og var gået fallit. Det var i 1934, vi kom til Uldum. Vi var ikke gift dengang – det blev vi først året efter i Kolind. Min mor var af den gamle type, så hun ville ikke have, at vi boede sammen, så længe vi ikke var gift. For der skulle ikke sættes en plet på mig af den grund. Vigge boede den første tid ved den gamle ejer, mens jeg boede henne hos urmager Bording. Men min svigerinde mente nu nok, at vi godt kunne komme sammen, når der kun var den lille afstand mellem os! Viggo spiste ovre hos Anna, senere gift med Aage Andersen.

Vi blev gift den 19. august året efter i Kolind. Det var – som det var skik dengang der på egnen – et meget stort bryllup. Vi fik en masse gaver, især en mængde sølvtøj! Folk i Kolind sagde dagen efter, at det var en helt sølvvarebutik henne hos købmand Mikkelsen.

Vi var jo unge folk, da vi kom til Uldum – jeg var lige fyldt 19 år. Jeg tror, vi var de yngste i gaden, så vi vakte nok en del opmærksomhed – også mere end jeg brød mig om. Dengang stod der små havebænke ude foran næsten hvert hus mod gaden, og der sad folk så og tog os rigtigt af. Jeg syntes, de var utroligt nysgerrige, så en dag foreslog jeg Viggo, at han fik lavet en bagudgang, så jeg kunne komme uset ud. Jeg længtes frygteligt meget hjem i den første tid, især savnede jeg min tvillingesøster, som jeg altid har haft et nært forhold til. Min mor døde kun 51 år gammel, og min far havde mange forskellige husholdere i tiden derefter.

Da vi kom til Uldum i 1934, så byen jo noget anderledes ud end i dag. Hovedgaden, som vi kaldte den, var ikke asfalteret, og der var en åben rendesten i begge sider. Der var heller ikke noget rigtigt fortov. Når der om vinteren skulle skovles sne, måtte alle mand af huse og hjælpe med det. Dengang var der jo heller ikke noget, der hed hjemmepleje. Jeg husker, at jeg hjemme i Kolind af og til havde været omkring og set til gamle og syge. Min mor havde tilskyndet mig til det. Det var jo en slags hjemmepleje, jeg på den måde lavede som ganske ung pige – jeg var kun 12 år!

Det var jo andre tider dengang. Højskolepigerne om sommeren måtte ikke gå med bare ben, og de var næsten helt tildækkede, når de gjorde gymnastik. Hvert år på grundlovsdagen gik de i flok og følge op til Rask skov, hvor der holdtes grundlovsfest. De havde flaget med, og det så festligt ud. Og så var der jo de store efterårsmøder på højskolen, hvor egnens folk og mange langvejs fra deltog. Det var også festligt, når Horsens mandskor marcherede op ad hovedgaden til det store sangstævne. Om sommeren – og de senere år også om vinteren – var der skuespil, hvor Viggo altid var med. Det nød han meget.

Men forretningen var hans et og alt, og han lagde i de første år et stort arbejde i at få den banket op, for den var jo kørt helt ned. Kort tid efter at vi var kommet til Uldum, kom den færdigsyede konfektion frem. Fra den forretning, han havde været i oppe i Kolind, fik han nogle gamle buster, som han gav et overtræk og så udstoppede med silkepapir, så de fik disse her høje skuldre, der var kommet på mode. Og så begyndte han at sælge færdigsyet tøj! Men derved kom han lidt på kant med vores genbo på den anden side af gaden, skrædder Højberg, der jo lavede skræddersyet tøj efter mål. Men da det færdigsyede konfektionstøj var billigere, købte folk jo det.

Det gav en stor berøringsflade at have forretning på den tid. Vi kendte jo faktisk alle folk i byen og også kunder, der kom længere væk fra. Engang kom en af de “gammel stærke” og bestilte noget stof. “Hvo manne pæng ska a ta mej” spurgte han. “Så manne do hår” sagde Viggo. Så svarede manden: “Trowr do da, te a ska komm i en lastbil!”

Viggo kaldte forretningen “Kontantforretningen”. Tanken var, at der kun skulle handles kontant. Selv om mange sagde, at det umuligt kunne gennemføres, så blev det gennemført. Folk lærte at handle med kontant betaling som forudsætning.

Vigge var fra Sønderjylland, fra Øster Linnet i nærheden af Rødding. Her havde hans far en stor slægtsgård. Den overtog siden to af Viggos ældre brødre. De var begge to flygtet til Norge under Første Verdenskrig for at undgå at komme i tysk soldatertjeneste. De var seks søskende, og Viggo var den næstyngste, og han var ikke konfirmeret på det tidspunkt. Han måtte gå i tysk skole i syv år. Som stor dreng på 15 år oplevede han Genforeningen i 1920. Den dag, kong Christian red over grænsen, trykkede kongen ham i hånden, endda to gange samme dag, og det glemte han aldrig. Min svigerfar fik Dannebrogskorset for det arbejde, han havde gjort for danskheden.

Der var meget nyt for mig at lære, da jeg som 17-årig for første gang kom til Sønderjylland. Der var først og fremmest sproget. Der var mange ord og udtryk, som jeg slet ikke forstod. Min svigermor bagte sådan nogle gode pebernødder – dem kaldte hun “bæggenødder”.

Jeg fik lært at lave sønderjysk mad, der også er meget forskellig fra det, vi kender. Sønderjyderne har mange specielle retter og nogle særlige madskikke. Det kommer især til udtryk omkring højtiderne. Juleaften, der altid fejredes på slægtsgården, fik man suppe. Til nytår stod den på grønlangkål, lavet på sønderjysk, vel at mærke: hakket sammen med kogte kartofler og så kogt som store boller. Og så blev de serveret med kogt flæsk. Det at kålen blev hakket sammen med kogte kartofler skulle bevirke, at man bedre kunne tåle dem. Om pinsen skulle vi altid have kyllingesteg. Jeg fik aldrig lært at tale sønderjysk, men jeg fik lært at lave sønderjysk mad, og det hænder den dag i dag, at mine børnebørn kommer og beder mig så mindeligt om at lave sønderjyske boller og sønderjyske frikadeller til dem.

Grosbøls forretning i Uldum. Billedet er taget ca. 1950.

Livet har ikke altid været rosenrødt i landsbyen Uldum. Gamle viser beretter om en særlig trist episode som skete i byen for 150 år siden d. 7. april 1867. Disse gamle viser blev brugt som supplement til datidens avis-artikler i en tid, hvor mange ikke kunne læse.

Historien starter med et overfald på Christen “Vægter” Pedersen. Christen var ikke en af Uldums faste beboere, så han kendte ikke mange i byen, men han havde for nyligt mødt Mads “Murer” Jensen på Uldum Kro, hvor de havde delt en hyggelig stund. Denne april-dag besluttede Christen Vægter sig i en brandert for at besøge Mads Murer. Det han ikke vidste var at Mads var en sygelig jaloux og voldelig mand, som tog dette besøg og en lidt for kæk hilsen fra Christen til Mads’ hustru Helene Hansdatter (også kaldet Helene Hansen) som bevis på at Helene var utro med Christen Vægter. Dette resulterede i at Mads overfaldt først Christen med sin stok og derefter Helene og deres børn. Christen flygtede ud af Mads Murers hus og over på Uldum Kro, hvor kromutter hjalp Christen med hans sår og tilkaldte sognefoged Poul Nielsen. Poul Nielsen hentede assistance og arresterede Mads Murer for overfaldet og tog ham med til Vejle Arresthus.

Christen Vægters besøg og overfald var det sidste strå for Mads Murer Jensens hustru Helene Caroline Laurenze Hansdatter/Hansen. Hun havde længe overvejet selvmord for dette var langt fra første gang Mads Murer havde vist sin voldelige side. Hun ville ikke lade børnene alene tilbage med deres mishandlende far, så ifølge planen skulle de også overtales til at begå selvmord sammen med hende. Det lykkedes hende at overtale 10-årige Marie og 8-årige Mathilde efter det brutale overfald. Hans Jørgen på 5 og den mindste Thomas på 2 år fulgte med.

Da mørket faldt på gik Helene og børnene ned til Uldum Bro over Uldum Å, hvor Helene snørrede de største børn til sig med en tørresnor og holdt den mindste Thomas på armen. De kastede sig i åen og druknede alle sammen. Helene var gravid.

Tragedien blev fortalt vidt og bredt i sangform. Hele historiens detaljer blev samlet og nedskrevet i 1985 af Rudolf Marcussen og kan læses på Uldum Lokalhistorisk Arkiv. To af sangene fra den tid kan også findes på arkivet. Den ene hedder “En sørgelig Sang om et 6-dobbelt Mord” (siger måske noget om datidens attitude til sagen at der står mord og ikke selvmord i titlen) og “En ny sørgelig Sang, om den ulykkelige Hustru i Uldum ved Veile“.

En sørgelig Sang om et 6-dobbelt Mord
Mel. Peter Schjøtt i Barndomsalder

See, nu denne stakkels Qvinde
Stod saa ene og forladt,
Syntes meer ei Trøst kund’ finde,
Slutted’ sig til Døden brat;
Hun medtog det Kjæreste
Hun paa Jorden eiede.

Da hun dette aabenbared
For sin kjære Børn saa smaa,
De i Graad da hende svared,
Vi vil med i Døden gaae,
Vi vil følge Dig i Nød,
Følge Dig i Liv og Død.

Moderhjertet kunde briste
Ved at høre disse Ord,
Hun sig fra sit Leie listed’
Skjøndt hun der mishandlet laa,
Støttet af den Ældst’ hun blev,
De til Døden var beredt.

Hun sig satte til at skrive
Sine efterladte ord,
Hvoraf jeg har taget Visen,
Sandhed kun i denne staaer.
Dermed hun sit Hjem forlod
Sidste Vandring sig paatog.

Moderkjærligheden brændte
For sin’ kjære Børn saa smaa,
Villig’ de fra Hjemmet vendte
Fulgte med til Uldum Aa,
Fire hend’ for Øjet var,
En hun under Hjertet bar.

Hun et Reb de 3 omslynged,
Bandt dem alle til sin Barm,
Men den meest uskyldig’ Yngling
Holdt hun fast udi sin Arm;
Kasted’ sig i Dybets Gjem,
For at find’ et bedre Hjem.

De som Lig om anden Dagen
Fandtes udi Vandets Gjem,
De med Møie blev optagen
Og blev bragt til deres Hjem
Blev udi 3 Kister lagt
Og til Kirkegaarden bragt.

See saa stor en Sørgeskare
Fulgte dem til Jordens Skjød,
Præsten holdt en rørend’ Tale
Taarer hos de Fleste flød
Rundt paa Uldum Kirkegaard
Hørtes Folkets Suk og Graad.

Kun for Eet lad os nu bede,
Alle Svagheds Børn vi er,
Og til Døden os berede,
Vi ved ei hvor den er nær.
Her desværre er for Faa
Der er fuldt beredt derpaa.

Tænk paa Gud den gode Skaber,
Tænk han er vore Frelser god,
Ingen, ingen han forlader,
Kun vi følge vil hans Bud.
Tænk, Betænk, han livet gav
Lad ham lægg’ os i vor Grav.

Du kan finde sange og melodier i dette dokument, som også kan findes på arkivet i Uldum.

Peter Rosendahl Hansen var købmand i Uldum Købmandsgård ~1930-~1979. Han overtog efter sin fader J. P. Hansen (også kaldet I. P.) sammen med sin storebror (Hans) Christian Rosendahl Hansen, da faderen døde i 1930. Senere overgik købmandsgården til Peters søn Erik “Lillebror” Rosendahl Hansen, som moderniserede og byggede de lokaler der i dag huser Brugsen i Uldum.

Da Peter Rosendahl Hansen fyldte 75 år i 1977 skrev familien en sang til lejligheden, som siger meget om den gamle købmand.

Mel. Jeg vil sjunge om en helt.

Vi vil sjunge om en mand,
mage til ej findes kan.
Der om ham er stor respekt,
alt hos ham er helt korrekt.

Han så dygtig er som få,
springer rask, går ej i stå.
“Biksen” står hans hjerte nær,
og han færdes meget der.

Dagen starter han med sang,
selv om tonen knap han kan.
“Min Amanda” passer godt
til barberingen så flot.

Hviledag han kender ej,
kunderne må ej få nej.
Selv cement, det skal de ha’,
om det end er helligdag.

Nøglerne de kan især
volde masse af besvær.
Væk de er, ja det er vist,
hvem mon nu har haft dem sidst?

Mekanik er ej så let,
men han nok skal klare det,
blot den rette tang han har,
og dertil en god cigar.

Han som Far og Bedstefar
altid er så god og rar,
derfor en lykønskning stor
fra hans børn og deres Mor.

På billedet herunder ses den gamle købmand i en lidt yngre udgave med personalet i butikken – formentlig omkring år 1950. Debel Lundgaard bagerst i brun kittel, senere købmand i Vamdrup efterfølger af sin far, som var forretningsfører i butikken, inden Peter Rosendahl Hansen overtog. Svend Hagelskjær, lærling, står ved siden af Peter, Han var søn af grd. Seppelov. Han læste til statsautoriseret revisor, og blev kommunaldirektør i Silkeborg. Holger Godiksen, kommis, i hvid kittel, blev købmand i nærheden af Ebeltoft.
Det er den butik, der i dag er “Thitirat wellness og thai massage” på I. P. Hansens vej 18.

Købmand Peter Rosendahl Hansen og hustru Anna Marie Hansen (født Jespersen) i butikken. Dette er lokalerne der i dag huser Uldum Brugs.

Den gamle købmand i hjemmet med stor cigar, som nævnt i sangen.

Peter Rosendahl Hansen blev født 29-10-1902 og døde 11-06-1981.