Førstelærer L. Vest Hansen skrev dagbog om sit liv som lærer. Han var lærer i Uldum 1902-1920. Dette uddrag af dagbogen omhandler den første tid i Uldum.

Laurits Johannes Marius Vest Hansen (1870 – 1942). Førstelærer ved Uldum skole 1902 – 1920.

I Uldum tilbragte jeg saa nøjagtigt 18 Aar, fuldt optaget af Skolearbejde og andet Arbejde.

Selv om Skolen ikke var særlig gammel, jeg tror, at den var bygget omkring ved 1870, var den dog ikke nogen første Klasses Bygning, men vi fik os indrettet ret hyggeligt i den.

De første 13 Aar var vi to om Arbejdet, og jeg havde de to ældste Klasser, der som regel var ret store – mellem 40 og 50 Elever. En Søster til Lektor Ottosen, Honum, fru Othilie Hedegaard, var Lærerinde og Organist. Hun var ikke altid saa let at arbejde sammen med paa de Felter, Naar vi var nødt til det, men hun var en trofast Arbejder i Skolen, og Børnene var ikke saa daarligt forberedte, naar vi modtog dem ved 9 Aars Alderen.

Præsten, Pastor Rasmussen, var Missionsmand, men vort Samarbejde gik ret godt.

Jeg blev et Par Maaneder efter, at jeg havde begyndt mit Arbejde i Skolen, ogsaa Formand for Forsamlingshuset og Foredragsforeningen, og det blev jeg ved med i alle de Aar vi var i Uldum, saa nær som to Aar, hvor jeg havde bedt mig fritaget. Jeg tog fat paa Aftenskolen og Sangforeningsarbejdet. Jeg omkalfaterede Haven saa jeg havde nok at bestille, og fik efterhaanden mere.

Den 18 Marts 1903 blev Margrethe født. Vi havde i de Aar, der var gaaet, desværre ofte maattet søge Læge til Mor, saa vi havde haft mange Udgifter i den Anledning, men efter Margrethes Fødsel, blev det værre. Til sidst henvendte vi os til Dr. Vestergaard i Horsens, og han konstaterede en meget fremskreden Lungetuberkulose. Det laa til Familien. Hendes Mor var død deraf, og Cecilie i Hejls Kro ligeledes – jeg tror endog at et par af hendes Søskende var gaaet samme Vej. Det var jo meget alvorligt. Hun kunne ikke længere, hvor gerne hun end ville, passe sit Hus, og jeg maatte holde en ekstra Husbestyrerinde. Af dem jeg kender mindes jeg med Taknemmelighed nuværende Fru Caroline Stærmose, Nyborg, der var hos os da Vibeke døde d. 20 Februar 1905. Vi havde i mellemtiden to gange gjort Forsøg paa at faa hende indlagt paa Vejle Fjords Sanatorium. Fra Beboerne havde jeg faaet Løfte om, at hvis det kunne lade sig gøre, skulle de nok sørge for, at det blev betalt. Men Professor Saugmann, Fakkegrav, erklærer at det var for sent, og saa maatte vi jo hvor strengt det end var, se skæbnen i øjnene. Den 25 Februar maatte jeg saa begrave hende paa Uldum Kirkegaard. Der er vist aldrig blevet set en større Begravelse i Uldum, og jeg kan faa Taarer i Øjnene endnu ved Tanken om den Medfølelse, der slog mig og mine to smaa Børn i Møde fra Befolkningen i de Dage.

Jeg stod nu ene med 2 Børn, Jakob var ca. 7 Aar gammel og Margrethe knap 2 Aar. Dertil kom, at jeg naturligvis efter alt dette efterhaanden havde paadraget mig en betydelig Gæld, som jeg ikke i en nær Fremtid saa udsigt til at kunne betale. Men der var jo ikke andet at gøre end at tage fat uden at tabe modet, og jeg kan, Gud ske Lov og Tak, nu bagefter sige, at jeg blev hjulpet saa godt som nogen. Da Caroline Stærmose skulle giftes, fik jeg en ny Husbestyrerinde, og det var Marie Dam. Det var egentlig Meningen, at jeg skulle forberede hende til Seminariet et Aars Tid, og saa skulle hun have en lille Løn for at passe Huset i den tid. Men hun var nok snart klar over, at der var saa meget i Huset, der trængte til at ordnes og efterses, saa der blev for lidt Tid til at læse. – Dertil kom, at jeg følte mig saa godt til Pas ved at have hende i Huset hos mig, at jeg nærmest gruer for at jeg atter engang skulle skifte. Hun havde en god Indflydelse paa Børnene, og det endte med, at jeg en Aftenstund, da vi begge stod ved Søsters Seng, spurgte hende, om hun ikke kunne tænke sig at blive hos os. Det kom hende meget overraskende, men efter at hun havde tænkt over paa det til næste dag, lover hun mig det, og jeg sagde da , at nu kunne jeg se lysere paa Fremtiden, ikke alene for min egen Skyld, men ogsaa for mine to Børns Skyld.

Om Efteraaret rejste hun hjem for at sy paa sit Udstyr, og vi fik i Mellemtiden en anden Husbestyrerinde, som jeg syntes alt andet end godt om.

Den 19 April 1906 holdt vi saa Bryllup i Klakring Kirke, hos Pastor Melby, As, Viede os. – Det var en i alle Maader brav Familie, jeg derved kom ind i, især fik jeg en udmærket Svigermoder, der fik megen Betydning for Marie og jeg i en Aarrække. Mit Arbejde i Skolen gik sin jævne Gang. I flere Sommerperioder deltog jeg i de af Skolen understøttede Kurser paa Lærerhøjskolen i København.

Laurits johannes Marius Vest Hansen. Førstelærer i Uldum.

Lærerinde Othilie Hedegaard (født Ottosen).

Pastor Rasmussen. Præst i Uldum 1900-1909.

Laurits Johannes Marius Vest Hansen med hustru nummer 2, Marie Vest Hansen (født Dam).

Skolebillede fra Uldum Skole, 1916. Lærer Vest Hansen med elever.

I et uddrag af bogen “Rod og stavn – Træk af 10 sognes historie” (1988) beskrev Børge Haugstrup i stykket om Uldum blandt andet de stærke kræfter som var med til at udvikle byen.

I 1873 oprettedes apotek i Uldum – i første omgang som hjælpeapotek for Givskud apotek. Den oprindelige apoteksbygning er i dag privatbolig for apotekeren. Det gav byen en vis status, da hjælpeapoteket i 1895 blev omdannet til selvstændigt apotek, og en tilbygning føjedes til, hvori det nye apotek indrettedes. I dag er Uldum apotek et af de største landapoteker i Danmark, hvad angår ekspeditioner.

Uldum fik ikke sit eget apotek uden sværdslag. At udfaldet blev til byens gunst, kan have sin årsag i, at Uldum dengang havde to selvstændigt praktiserende læger – og at den ene hed Johan Ferdinand Tesch. Foruden at skaffe apotek til byen var læge Tesch medvirkende til, at der blev oprettet sparekasse og sygekasse, at kirkebyggeriet kunne gennemføres, at forsamlingshuset kunne bygges i enighed, og at byen fik en jernbane. Ved sin død i 1901 fik denne mand det nok mest iøjnefaldende gravsted på Uldum Kirkegård. På gravstenen ser der denne karakteristik af ham: “En mand med en stærk vilje og en stor kraft, men som bøjede sig i ydmyghed for den stærkestes vilje og den højestes kraft”.

I 1879 havde Uldum 621 indbyggere – og 3 teglværker! På den tid var der dagvognsforbindelse fra Uldum over Lindved til Vejle. Turen tog 2 1/2 time, fordi der af hensyn til hestene skulle rastes ved Lindved Kro. Når dagvognen hen på eftermiddagen var vendt hjem til Uldum, fortsatte et andet køretøj med post til Tørring, hvor kusken foretog omdelingen. Et stigende transportbehov på egnen rejste stemning for at få en jernbane, og 1. december 1891 åbnedes en smalsporet bane mellem Horsens og Tørring. I 1929 blev den ført videre til Thyregod og fik normal sporvidde.

1878 var der oprettet brevsamlingssted i Uldum.

I 1902 indrettedes postkontor i stationsbygningen, men 1909 fik byen eget posthus i en nyopført bygning overfor stationen. Ved jernbanens videreførelse til Thyregod flyttedes postekspeditionen tilbage til stationen, der efter banens ophør i 1962 fortsatte som postkontor.

Oplysning i bogstavelig forstand spredtes over byen, da Uldum i 1906 fik elektricitet. Gennem næsten et halvt århundrede blev det lille elværk passet omhyggeligt af værkbestyrer Iversen. Uldum elværk hørte takket være hans indsats til de mest velholdte i landet.

Bybilledet ændredes væsentligt i dette århundredes første årtier med deraf følgende brydninger mellem det, der var, og det, der kom. Udviklingen skete dog så tilpas langsomt, at landsbypræget kunne fastholdes. Driftige forretningsfolk gav byen et efter dens størrelse bemærkelsesværdigt stort udbud af varer. Selv to storkrige formåede ikke at forstyrre stedets og sognets rolige rytme.

1960’ernes nybygningstid gav Uldum nye parcelhuskvarterer og ændrede i nogen grad byens udseende og udstrækning. Den centrale beliggenhed nær Horsens og Vejle har virket tiltrækkende. Udviklingen har til gengæld været hård ved de små lokalsamfund og Hesselballe måtte i samme tidsrum udover skolen se både forsamlingshus og købmand forsvinde.

Ved kommunesammenlægningen i 1970 gjorde man højskolebyen til administrationscenter i den nye storkommune. Kommende vejanlæg kan måske skabe nye udviklingsmuligheder for byen, der i de seneste år har opbygget en småindustri med underleverancer til større firmaer.

Forhåbentlig vil udviklingen i dette lokal-samfund forløbe i sådan en rytme, at byen ved kæret også fremover må formå at bevare det præg af hygge, der alle dage har været et særkende for stedet.

~Børge Haugstrup.

Uldum Apotek set indefra. Ukendt år.

Uldum Apotek set fra gaden.

Johan Ferdinand Tesch. Læge i Uldum, 1841 – 1901.

Johan Ferdinand Teschs gravsten.

Dagvognen foran Lindved Kro.

Privatbanetog forlader Uldum Station. Ukendt år. Fotograf A. Johansen.

Uldum gamle posthus.

Uldum Elværk. Elværkbestyrer P. M. Iversen, 1956

Uldum Elværk set udefra, 1956.

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

(Inger) Marie “Mie” Larsen, Åvangen 11, fortalte i oktober 1997 om livet på en gammel slægtsgård, hvor flere generationer levede sammen, sådan som det ofte var tilfældet på landet i gamle dage:

Jeg er født i 1913 på Vestergaard i Uldum. Vestergaard er en gammel slægtsgård, oprindelig bygget sammen med en anden gård som tvillingegård. Man kunne gå fra loftet på den ene gård over på loftet på den anden. Den slags gårde var der flere af her omkring.

På Vestergaard var vi altid tre generationer sammen. Min Bedste boede i aftægtsstuen med kogekakkelovn, et meget lille køkken og soveværelse. Hun kom hver dag lidt i tolv og pillede kartofler. Det var hendes faste arbejde. Der skulle pilles mange kartofler, for vi var jo mange: far, mor, 4 børn, 2 karle, 1 pige og Bedste for enden af det lange bord.

Min far hed Therkelsen til efternavn, men da der var så mange her, der havde det navn, søgte han om at få navneforandring til Vestergaard efter gården. Det blev bevilget, og det kostede 11 kr. og 33 øre at få navneforandring dengang!

Min barndom var stærkt præget af at min far næsten altid var syg. Netop fordi det var så trist med min fars sygdom, fik jeg ofte lov til at gå op til min moster i Dortheasminde. Jeg gik ad banen med min dukke ved hånden. Min kusine og jeg legede så godt sammen, og vi soppede i Lilleåen. Det var fedtet, men herligt, og så sang vi om aftenen og havde det noget så skønt.

Jeg gik i skole i Lilleskolen, som den kaldtes. Det var en forskole, hvor vi gik de første tre år. Her havde jeg ”Lasse” der lærte os alt. Lasse – der egentlig hed Anne Larsen – var vi meget glade for, ja vi elskede hende, for hun var altid glad og smilende, og hun lærte også os at smile. Jeg kan ikke mindes en eneste gang, hvor vi ikke gik glade hjem fra skole. Vi lærte mange ting hos Lasse, hør blot: stave, læse, skrive, regne, synge, hækle, kaste og sømme, brodere, stoppe, sy lap på, kniple og spille. Jeg fik for øvrigt et kniplebræt i konfirmationsgave.

Min far døde, da jeg lige var fyldt 8 år, men min mor var en stærk kvinde, og hun kørte gården videre med bestyrer, som blev hos os i 3 år. Vi havde fire bestyrere, indtil mine brødre var gamle nok og havde været ude at tjene og lære lidt.

Jeg var også selv ude at tjene, først på en af Agersbølgårdene, og senere – i 1934 – cyklede jeg til Nr. Lyndelse på Fyn, hvor jeg fik en god plads hos sognefogeden. De tog mig med til Frøbjerg bavnehøj og til efterårsmøde på Ryslinge Højskole. Jeg husker, at vi engang var i Odense, hvor vi så Barken Margrethe af Danmark. Jo, der var skønt på Fyn! Et par år efter genoplevede en veninde og jeg Fyns herligheder, da vi sammen cyklede til landsstævne i Ollerup i bagende sol og slukkede vores tørst hos en venlig mælkekusk, der gav os kærnemælk, som vi drak af spandelåget.

Foruden gymnastik gik vi også til folkedans, og vi var fire par, der var så heldige at få lov at danse anstandsdanse med høj hat og kalvekrøs og kyser og kjoler, som vi selv syede.

I 1938 blev Alfred og jeg gift, og vi var bestyrerpar for mor på Vestergaard. Så hun havde en pige, der fik tre børn under krigen, men vi havde en sikker barnepige, for mor var der jo altid, når vi skulle et eller andet. Og når vi gik i roerne, kom hun trillende med barnevogn og kaffe til os. Børnene elskede Bedste, og hun var god til at fortælle om gamle dage, og det nød de at høre. Da de kom ud at tjene, var mor også uundværlig, for jeg havde flere hospitalsophold, så der var brug for en hjælpende hånd.

Men der var også glæder som dengang, da Alfred havde købt sin første bil, en høj gammel Ford, og jeg glædede mig meget til at blive hentet på Vejle banegård i egen bil!

På Vestergaard var der altid både gamle og unge sammen. Foruden vore egne havde vi i fem år min søstersøn boende. Han var i lære i det nærliggende smedefirma. Han spillede på tromme, og pigerne øvede på klaveret, der stod i Bedstes stue. Men hun kunne lide det hele og passede sit håndarbejde – også når de havde “syklub”, men spillede kort i stedet for.

På væggen i mors stue hang alle anerne på fars side: bedsteforældre, olde, tipolde og tiptipoldeforældre, så det blev fem tipper til vore oldebørn. Nu hænger de allesammen i stuen hos vor ældste datter.

Vi havde mange gode år på Vestergaard – og ualmindelig gode naboer. Der var ikke en dag, hvor vi ikke havde noget sammen. Med den ene af dem havde vi en pudsig konkurrence om, hvis kartofler der kom først op. Det afhang jo af, hvornår de kom i jorden, og det skulle helst ske, så den anden ikke opdagede det. Men vi har mere end en gang set nabo Aage liste om hushjørnet med en spand kartofler, som han mente sig uset kunne lægge i jorden. Men da han et år lagde kartofler allerede 1. April, gav vi op!

Da Alfred blev alvorligt syg og ofte var til behandling på hospital, hjalp både Aage og vores anden nabo Ernst, der nu er graver ved Uldum kirke. De radrensede for os og hjalp os på så mange måder, og da mærkede vi sandelig, hvad det vil sige at have rigtige venner.

Vestergaard har et stort og smukt stuehus med et fornemt indgangsparti. Huset blev bygget i 1915, og mureren, der opførte det, var Georg Sabroe, der senere blev både sognerådsformand og kroejer. Det kostede dengang 5.000 kr. Det gamle stuehus blev stående indtil 1983, da det blev revet ned, og vi plantede birk og roser på stedet.

Vi fik lov at holde både rubinbryllup og guldbryllup på Vestergaard. Men i 1989 – året efter guldbrylluppet – var Alfreds sygdom så slem, at vi måtte se i øjnene, at vi måtte sælge gården. Det skete i foråret 1990, og vi flyttede op i et helt nyt kvarter i en andelsbolig på Kildebakken, hvor vi boede dejligt med en pragtfuld udsigt. Da jeg blev ene og fik tilbud om en bolig nede i Åvangen, tog jeg imod det. Her kender jeg de fleste, og når jeg blader i min store udklipsbog, bliver minderne om de gamle dage og de mange oplevelser dengang så levende for mig.

Inger Marie (Mie) Larsen, Vestergaard.

Lærerinde Anna Larsen (Lasse). 1919.

Vestergaard i Uldum. Formentlig der hvor Marie Larsen voksede op.

I et uddrag af bogen “Rod og stavn – Træk af 10 sognes historie” (1988) beskrev Børge Haugstrup i stykket om Uldum blandt andet hvordan midtbyen udviklede sig.

En dramatisk begivenhed i 1897 satte skred i udflytningen af gårdene fra midtbyen og førte til, at den gamle landsby ændrede udseende. Om eftermiddagen den 1. juni skulle nogle drenge afprøve svovlstikkers virkning i en halmstak, der lå i umiddelbar nærhed af en af gårdene i midtbyen. Resultatet var, at ikke blot halmstakken, men gården og to nærliggende gårde gik op i luer. De tre gårde, der brændte, tilhørte Elias Rosendahl, Knud Jensens enke og Søren Kristensen. Stuehuset til Rosendahls gård blev reddet og eksisterer stadig. Det er huset overfor den nuværende kro. Denne gård, hvortil en overgang var knyttet priviligeret kro og købmandshandel, blev genopført sydvest for Uldum og fik her navnet Højgaard.

Knud Jensens enkes gård, der i 1803 var købt til selveje fra Rask, flyttedes til en plads på Langagrene vest for byen og benævnes i den gamle gårdfortegnelse Ny Langagergaard. Søren Kristensen lod sin nye gård bygge neden for Hvilehøj og opkaldte den efter højen. Området, hvor de tre gårde havde ligget, blev i årene umiddelbart efter århundredskiftet bebygget på initiativ af købmand I. P. Hansen, der her lod bygge bageri og forretnings- og beboelseshuse. Husene blev opført at murermester Peter Nielsen og fik for beboelsernes vedkommende et karakteristisk præg, der ses i de fleste huse i Uldum fra den tid.

Gennem denne bebyggelse fik Uldums hovedgade sit nuværende udseende, baggaden – senere I. P. Hansens vej – blev lavet, og den gamle landsby fik præg af stationsby, hvad den faktisk havde været siden 1891, da privatbanen fra Horsens til Tørring blev taget i brug.

Luftfoto af Uldum. Fotograf A. Johansen.

Købmand I. P. Hansen med hustru Karen Rosendahl Hansen og datter Elna Rosendahl Hansen. Fotograf A. Johansen. taget ca. år 1913.

Uldum Kro – Elias Rosendahls gård. I dag ligger stuehuset på Søndergade 24.

Den gamle Uldum Kro. Fotograf A. Johansen.

Et nyere billede af den gamle Uldum Kro.

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

Johanne Nielsen, Kirkegade 15, fortalte i april 1998 om et liv på landet under og mellem to verdenskrige:

Jeg er født 1911. Mine forældre boede i det hus, der i dag er Kirkegade 7. Det var dengang et gammelt hus, der siden er bygget helt om. Min far var en af dem, der sad og slog sten til skærver øst for kirken, hvor der dengang var en sportsplads. Der læssede man store sten af, der skulle slås til skærver og så fordeles i små dynger langs vejene, hvor vejmanden kunne tage af dem og fylde hullerne på vejen.

Om sommeren var han i tørvene ude kæret ligesom så mange andre på den tid. Men det var jo under den første verdenskrig, og han var tre gange indkaldt til sikringsstyrken, som de unge mænd blev det dengang.

I 1915 havde min far købt en ejendom i kæret, men i 1918 døde han af den spanske syge, der hærgede rundt omkring på den tid. Jeg var syv år, da min far døde, og jeg var begyndt at gå i skole året før, da jeg var 6½ år Det var i den lille skole hos frøken Hansen.

Min mor var alene indtil 1927. Vi var fire børn -2 brødre og 2 søstre, og det var ikke altid lige nemt for hende, for dengang var der jo ikke megen hjælp at få som i dag. Men i 1927 blev hun så gift med Sigvald Svendsen. De boede i mange år ude i kæret. Det var kun en lille ejendom, men stor nok til, at de havde mælk og daglige fornødenheder. Sigvald, som vi børn altid kaldte mors “Sigvald”, havde været fodermester forskellige steder. Han kom nu til at arbejde ved banen, dengang de udvidede den til Thyregod i1929. Men i 1962 blev hele banen nedlagt, og i de følgende mange år arbejdede han som murerarbejdsmand og sled sig op ved det.

I 1925 var jeg kommet ud at tjene på en ejendom i Bøgballe kær. Naboens til det sted, jeg tjente, havde fem piger og en søn. Jeg kom tit over at besøge de piger, der endnu var hjemme boende, og vi blev veninder. Men der var jo også den søn, og så endte det altså med, at jeg blev gift med ham. Det var i 1931 i november måned. Vi købte en ejendom på Hvolgaards mark – det var oprindelig en arbejderbolig, og ejendommen var en af dem, der var udstykket fra herregården. Senere kom flere til. I de år, vi boede der, blev der bygget tre ejendomme, alle udstykket fra gården. For øvrigt skete der det, at Hvolgaard kom på tvangsauktion, fordi han, der havde den, nok ikke kunne klare det.

Mens vi boede på Hvolgaards mark, arbejdede min mand i skoven med at fælde træer. Træet herfra blev solgt på skovauktioner. Der kom en masse mennesker i skoven, når der blev holdt disse auktioner. Træet lå i velordnede stabler langs stierne ind i skoven. Det var jo om vinteren, der blev arbejdet med træfældning. Om sommeren –i sær i høstens tid – hjalp min mand til på Hvolgaard.

Vi boede på Hvolgaards mark i ni år – fra 1931 til 1940. Det var, mens vi boede der, at jeg oplevede den 9.april 1940. Jeg var kommet tidligt op om morgenen, sådan som vi jo plejede. Vi lagde godt nok mærke til, at der var usædvanlig megen flyvning den morgen. Ejeren af Hvolgaard dengang hed Horn, og han var flyver, så vi tænkte, at det måske havde noget med ham at gøre. Min mand skulle hjem til Bøgballe med nogle smågrise, og han kørte hen ad formiddagen. Vi vidste jo ikke, hvad der var sket – ikke før vor nabo, der var mælkekusk, kom og fortalte det. Dengang hørte man jo ikke så meget radio.

Jeg var altså alene hjemme, – ja, den yngste af pigerne var der også. Jeg havde været ovre i kræhuset og ordne noget, da jeg så, at der holdt en lastbil oppe på landevejen lige ud for den vej, der gik ned til os. En 54 mand var på vej hen ad vores privatvej. Det var tyske soldater, og de ville så gerne have en kop kaffe til et stykke mad. Jeg turde ikke sige nej, så jeg måtte til at fyre op i vores komfur og lave kaffe til dem. Smør og brød havde de selv. Det var mit møde med tyskerne den 9.april.

Men hvad der ellers skete, mærkede vi ikke så meget til. Ja der var en del overflyvninger om natten, og så var mange af de daglige varer rationeret. Jeg har endnu rationeringsmærker på smør og margarine, kaffe, sukker og andet. Nogle af mærkerne blev sat i kraft efter nærmere bekendtgørelse, som der stod på dem. Visse varer var rationeret helt hen til 1953, altså flere år efter at krigen var endt.

I august 1940 flyttede vi fra Hvolgaards mark. Da fik vi min mands fødehjem i Bøgballe. Den ældste af vore piger var lige begyndt at gå i skole i den forskole, der lå i Nyborg. Dengang begyndte de deres skolegang i april. Mens vi boede på Hvolgaards mark, var vi nogle gange med til grundlovsfest i Alsted skov. Det var altid meget festligt. Engang vi cyklede derom, var det øsende regnvejr, men til grundlovsfest skulle vi! Vi var også med til de store efterårsmøder på højskolen. De strakte sig over flere dage dengang, og det var også meget festligt med de mange mennesker, ikke alene fra egnen, men vidt omkring fra.

Befrielsen 4. maj 1945 mærkede vi heller ikke så meget til. Det var den unge pige, vi havde til hjælp dengang, der kom og fortalte om det. Jeg ventede pige nummer fire, og hun blev født senere på måneden. Det skete på sygehuset, og mens jeg lå der – på en otte sengs-stue fik jeg rigtig besked om, hvad der var sket 4.-5. maj.

Min mand blev syg med en alvorlig og sjælden blodsygdom, der ødelagde hans milt, og det kneb meget med at få den specielle medicin, der skulle bruges. Det varede i otte år fra 1958 til 1966, da jeg blev alene.

Vor søn, der havde hjulpet til under sin fars sygdom, ville hellere til noget andet end landbruget, og det vidste hans far også godt. Vi havde for det meste 12 køer, der alle skulle håndmalkes – vi fik godt nok malkemaskine til sidst. Hver dag kom mælkekusken med den hestetrukne mælkevogn og læssede de tunge mælkespande op på vognen.

Det var andre tider på landet dengang end i dag.

Da ingen af de unge ville overtage, blev ejendommen solgt i 1966, og jeg kom igen til at bo på Kirkegade i Uldum. Selv om vi havde boet i Øster Snede sogn, havde vi følt os mere knyttet til Uldum, og da vore børn skulle i skole, fik vi lov til at lade dem gå i Uldum skole i stedet for i Bøgballe eller Kragelund.

I de første år hernede deltog jeg hvert år i de korte kurser på forskellige højskoler i landet. Ellers hjalp jeg i en del år hos dyrlæge Cramers.

Nu fører jeg en lidt mere stilfærdig tilværelse, men nyder stadig at opleve fællesskabet med andre.

Kirkegade 7 i 1912. Nedbrudt ca. 1916.

Kirkegade.

Tørvegravning i Uldum Kær. Fotograf A. Johansen.

Vejarbejde på Søndergade. Fotograf A. Johansen.

Mælkekusk med hestevogn. Ukendt kusk. Fotograf A. Johansen.

Dyrlæge Erik Cramer.

På præstetavlen i Uldum Kirke står ud for Rasmus Ussings navn 1819-1859, 40 år som sognepræst i Uldum/Langskov, dog havde han hjælp af en kapellan fra 1848, da han fyldte 70. Han brugte en stor del af sine 11 år som emeritus til at skrive en roman: Martin og Elisabeth (1855), og erindringsbogen: En gammel landsbypræsts ungdomsminder. Romanen skildrer tiden omkring år 1800, hvilket i høj grad også gælder erindringer f.eks. om Slaget på Reden Skærtorsdag, d. 2 april 1801. Denne dags begivenheder gengiver Ussing både præcist og dramatisk.

“I ro og mag sad jeg denne klare morgenstund ved en kop te og læste. Omtrent kl. 9 hørte jeg kanonskud. Jeg slængte bogen fra mig, spændte sidegeværet om livet og løb fra mit logi på Gråbrødreplads gennem Købmagergade, Kongens Nytorv og de smalle stræder ned til havnen ved Toldboden, mens skuddene “forflerede sig”, indtil de faldt “knald i knald”. Den store menneskemængde var helt indhyllede i røg, fordi den østlige vind bar ind ad landet til, så ingen af de kæmpende skibe var at se. Bomberne, som var tiltænkt byen eksploderede i luften, så den klare himmel forsvandt, men forvoldte ingen skade i øvrigt.”

Senere på dagen, da kamphandlingerne ebbede ud, kom admiral Nelson i land “for at gøre kongen sin opvartning”. Han beskrives som en lille, udmagret, lemlæstet, énøjet og énarmet person; – en tør sild – kaldte de rasende sømænd ham hånende og fulgte ham på vej med ikke gengivne forbandelser.

Rasmus Ussing beskriver også krigens gru: De mange vogne med de lemlæstede døde, som kørtes til deres sidste hvilested, og de sårede, der blødende og stønnende af smerter blev hjulpet til sygehus og lazaret. Hvilket lagde en alvorlig dæmper på hans krigslyst, men han hjalp dog med forskellige vagter sammen med sine fæller i studenternes vagtværn.

Ussing stammer fra Ribe. Han var næstældst i en søskendeflok på 15, født 9 juli 1778, men han angiver selv sin dåbsdag sidst i måneden til at være fødedagen. Hans far, Niels Ussing – en liden, kraftig, undersætsig og meget hjulbenet person – var uddannet jurist og i mange år hospitalsforstander i Ribe – en retskaffen, streng og redelig embedsmand. Han havde et ret hidsigt sind, som gjorde, at hans højtelskede børn mere frygtede end elskede ham.

I 1819, 40 år gammel, ankommer Rasmus Ussing som ny sognepræst med to venner til Uldum. De får et smukt førsteindtryk af landsbyen oppe fra bakken, men præstegården er efter Ussings ligefremme beskrivelse uhyggeligt misligholdt, og kirken har nok også fået anmærkninger; det var den “hvide kirke” som allerede på dette tidspunkt var i forfald.

Uanset de elendige forhold finder præstefamilien sig til rette i Uldum/Langskov, hvilket 40 år i præstegården også tyder på. Ussings hustru døde i 1836. Ussing selv var lidt efter lidt blevet meget interesseret i jordbrug og eksperimenterede lidt med “physikken”, elektricérmaskine og luftpumpe, som satte de ikke så vidende i stor forbavselse. Samtidig lærte han dem at gennemskue de omrejsende magikere og fupmagere. Ussings lunger havde det ikke godt, og da han blev 70 år, fik han bevilget en ung kapellan, og kunne i sine sidste 10 år hellige sig skriveriet, havebruget og fysikken. Hans “memoire-bog” er oprindelig så at sige renset for navne for ikke at træde nogen for nær, men hans sønnesøn, som var sagfører, og en nevø, som var stiftsprovst i Ribe, har hjulpet med navnestoffet, så Ussings ligefremme og intense fortælleform fra udgivelsen i 1925 ved hjælp af noter har kunnet oplyse om de virkelige forhold; for selv om Rasmus Ussing bruger romanformen en smule, giver hans mindebog et smukt indtryk af et livs brogede virkelighed.

Rasmus Ussing, præst i Uldum

Historien om Rasmus Ussing, præst i Uldum blev også bragt i “Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn – Orienteringsblad til medlemmer”, 15. årgang, nummer 2. Oktober 2001.

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

I januar 1999 blev det Frida Andersens tur til at fortælle blandt andet om sit ophold på Uldum Højskole, hvor hun var med til at slæbe Højskolestenen fra Boring og ned til Uldum:

Mine forældre havde en almindelig bondegård i Addit mellem Silkeborg og Horsens. Her blev jeg født i 1908. Vi var 8 søskende, og jeg kan ikke mindes, at nogen af os har fået så meget som en lussing, da vi var børn. Vi var fem piger og tre drenge, og jeg var nummer seks i rækken. Vi måtte
hjælpe til på gården som det var skik dengang. Der var godt nok både pige og karl. Men vi skulle lære arbejdet. Bl.a. med at malke køerne. Vi malkede to køer hver morgen, inden vi skulle i skole, og vi havde hver vor bestemte ko, som vi skulle malke.

Min bedstefar og bedstemor havde gården, der var nabo til vores. Min bedstefar døde temmelig ung. Han var ude at samle underskrifter for oprettelse af et andelsmejeri i Them. Men på hans indsamlingsrute var der et sted, hvor han skulle springe over en bæk, men han kom uheldig af sted med det, og det medførte siden, at han døde.

Så var min bedstemor ene på den store gård med fem børn. Hvor længe det varede, ved jeg ikke, men i sådan et lille landsbysamfund finder man jo let sammen. Sådan gik det til, at min bedstemor fandt en ny mand. Hans ældste søn skulle så have gården, og min bedstemor og hendes nye mand flyttede til Salten, hvor der netop var oprettet en brugsforening. Den blev han ansat til at lede. Senere købte han en byggegrund ovre ved min far. Her byggede han hus og startede en købmandsforretning. Han var i det hele taget en initiativrig og godt begavet mand, der var med til at starte mejeri og slagteri på egnen.

Det var jo en tid der sidst i forrige århundrede, hvor der skete så meget. Der var også fremskridtsmænd dengang.

Jeg gik i skole i Addit i en gammel landsbyskole, men den var dog ikke stråtækt! Vi havde kun en lærer, enelærer kaldtes han. Men han var en god lærer. Der var kun to klasser, den ene for de mindre børn, den anden for de store. Jeg husker vi var 36 børn i klassen på en gang – det gik ikke i dag! Skoledagene begyndte på forskellige tidspunkter sommer og vinter. Nogle af dagene var længere end andre, og børnene havde madpakker med. Men vi boede så tæt på skolen, at vi kunne smutte hjem og spise.

Jeg gik til præst i Sdr.Vissing til provst Juul. Men han fik embede hernede på egnen, så vi skulle have en ny præst. Min far og læreren var i menighedsrådet, og de skrev et brev til ejeren på Løndal, konferensråd Jørgensen. Han boede på Løndal om sommeren og i København om vinteren. I brevet bad de ham og hans hustru om at gå hen i Davidskirken og høre på præsten, der var ansøger til embedet i Sdr.Vissing. Det var fruen, der gjorde det, og hun skrev tilbage, at ham kunne de godt antage, for han var en god præst.

Fruen til Løndal hed Anne Plenge Jørgensen. Hun var ud af en præstefamilie, og hendes far havde været præst i Sdr.Vissing. Så vi fik den præst, der var blevet anbefalet os. Han hed Sparsø, og han blev siden provst. Han havde en bror, der i mange år var lærer i Tørring.

I den tid, der ingen præst var i Sdr. Vissing, måtte vi gå til præst i Vinding, og præsten der var meget skrap. Vi skulle kunne alting udenad. Hos pastor Sparsø, som vi gik til den sidste tid, var det lige modsat. Han var så flink. Efter at vi var blevet konfirmeret, indbød han os til at komme i præstegården, hvor vi havde det så hyggeligt. Det skete en gang om måneden. Da vi så nærmede os juletiden, syntes vi da, at vi skulle give ham en gave. Vi samlede ind til den, og det blev til seks sølvskeer, som det blev betroet mig at overrække ved julegudstjenesten, Da vi skulle hjem fra kirken, var det et forfærdelig snevejr, himmel og jord stod i et. Jeg glemmer aldrig den juleaften.

Jeg havde en onkel i Brædstrup, Han kørte postvogn – dagvogn hed det – mellem Horsens og Silkeborg med hestevogn. Ham kom vi somme tider op at køre med, og det var rigtigt sjov. Min onkel var den første, der startede med rutebil på den rute. Det var en bil, hvor man gik ind i bagenden af den, og der var bænke langs siderne. Det kostede en krone at køre med ham, uanset hvor langt eller kort man skulle køre – og man betalte, når man stod ud.

Skoletiden fik jo ende, og jeg var så ude at tjene et par år, sådan som det var skik på landet dengang. Men så kom jeg på Uldum højskole. Det var i 1927, og jeg var da 19 år. Vi var 148 piger på skolen den sommer. Opholdet varede tre måneder, og vi begyndte til maj, der jo også var en slags skiftedag på landet dengang. Det var Marie og Svenning Petersen, der var forstander, og det var en dejlig tid. Det var den sommer, vi slæbte den store Højskolesten hjem til skolen. Vi hentede den oppe i Boring og slæbte den i et tykt tov, der var bundet om den. Men der var også enkelte
mandfolk med. Jeg kan huske, at Svenning Petersen stod oppe på stenen og med opildende tilråb dirigerede, så vi trak samtidigt i små ryk med pauser imellem. Stenen hvilede på nogle sveller. Og de blev så flyttet, efterhånden som vi rykkede stenen frem. Det var mest besværlig inde på den bløde markjord – det gik bedre, da vi kom ud på vejen. Men det føltes godtnok langt at slæbe den store sten fra kapelbakken i Boring til højskolens have, hvor den står i dag og fortæller, hvem der har været forstander på skolen og hvornår.

Højskolesommeren fik jo ende, alt for hurtigt syntes vi. Så var jeg lige ude at tjene, men vi havde den skik, at der altid var to af os hjemme på gården. Når vi var ude at tjene efter den tid, var det i pladser, hvor vi ikke skulle ud at lave markarbejde – – det havde vi fået nok af!

I 1929 – to år efter jeg havde været på højskole – skete der en stor ændring i mit liv. Jeg flyttede for alvor hjemmefra og blev gift. Vi overtog min mands fødehjem, en gård i Them. Jeg blev altså gårdmandskone med slid og slæb! Dengang havde vi jo ikke så mange bekvemmeligheder og hjælpemidler, som man har nu. Men det gik jo alligevel. I mange år var vi fælles om arbejdet på gården, min mand og jeg. Men så blev min mand alvorlig syg – det var noget med hjertet, og i 1967 kom han til Aarhus og blev opereret. Han var den første, der gennemgik den slags operation.
Operationen gik for så vidt godt nok, men hans sår ville ikke læges. Det udvendige sår lægedes, men der var problemer med at komme i orden indvortes. Og det tog ham så til sidst…

Vi havde fire børn, to drenge og to piger. Men der var ingen af dem, der ville være landmand. Så jeg måtte sælge gården, som vi havde haft i 42 år. Men det gik nu let nok med at få den solgt, for der var mange, der gerne ville have den. Jorden var god, og der er jo en meget køn natur deroppe omkring. En stor del af jorden i området ejedes af familiefirmaet F. L. Schmidt, der nok så en økonomisk fordel i det. Der var også blevet anlagt en privat flyveplads i nærheden. Det var en af firmaets familie, Gunner Larsen – ham med den knækkede spade – der tog initiativet til den.

Da gården var solgt flyttede jeg til Ølholm. Det var i 1971. Min datter og svigersøn havde købt hus der, og jeg fik en lejlighed ovenpå, og der bor jeg endnu. Min datter og hendes mand bor der ikke længere. Han blev syg og døde i 1983. Hun fik så arbejde på kagefabrikken i Nørre Snede, og da hun havde været der i tre år, blev hun gift med naboen, der boede her ved siden af. Så solgte hun huset her og flyttede over til ham. Men det blev skrevet i papirerne, at jeg skulle blive boende så længe, jeg ønskede det.

Det var ikke så slem en overgang at flytte til Ølholm, det var en hyggelig by at flytte til. Man lærer hurtigt hinanden at kende i sådan et lille landsbyfællesskab, Men det, der lettede overgangen så meget for mig var, at der dengang boede fem af højskoleveninderne fra tiden på Uldum her. Så vi kom meget sammen og udvekslede minder. En af mine bedste veninder var Elna Hansen, datter af købmand I.P. Hansen i Uldum. Hun og jeg har haft meget med hinanden at gøre, og jeg holdt så meget af hende.

Men nu er de fleste fra den tid væk, dem man delte minder med. Sådan går det jo, når man kommer op i årene. Mange af dem, man havde ungdomsårene sammen med, er døde og borte.

Det er en stor glæde for mig, at jeg har tre af vore fire børn ikke så langt herfra. De bor i Grejsdal, Tørring og Silkeborg. En søn bor i Sverige. Det er jo noget langt væk, men han ringer til mig hver eneste søndag formiddag.

Højskolestenen på Uldum Højskole. Fotograf A. Johansen.

Forstanderpar på Uldum Højskole, Marie og Svenning Petersen. Fotograf A. Johansen.

Købmand I. P. Hansen med hustru Karen Rosendahl Hansen og datter Elna Rosendahl Hansen. Fotograf A. Johansen. taget ca. år 1913.

Husavisen på Plejecenter Nedergården kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergården, der fortalte om de lange levede liv.

I februar 1999 blev det Anna Sørensens tur til at fortælle blandt andet om arbejdet som hjemmehjælper i tidligere tider.

“Mine forældre havde en lille ejendom på Uldum Hedevej, og her er jeg født og har levet det meste af mit liv.

Jeg gik i skole i Uldum – og vi gik virkelig, for der var ikke noget med, at vi havde cykler dengang. Min bror og jeg fik først cykler da vi var blevet konfirmeret. Jeg lærte mig at cykle på den måde, at jeg sparkede mig frem med begge ben, og først efter at jeg havde fundet balancen, brugte jeg pedalerne. Vi boede jo ude på Hedevej et godt stykke vej fra Uldum. Men jeg kan huske, at vi tit løb ned til Uldum for at se 10-toget. Det var dagens begivenhed, og et rigtigt futtog var jo en oplevelse, vi ikke ville undvære.

Når vi gik til skole, giv vi ad digerne fra Bøgildgaard og ned til Uldum. På Bøgildgaard havde de nogle gæs, der tit ville følge efter os. Der var især en, der var slem til at nappe os i benene, somme tider så blodet løb. Så fandt vi på at gå en anden vej, hvor der ingen gæs var.

Dengang var lærer Høltzermann førstelærer. Andenlæreren hed Oxholm. Det var jo i den store skole, hvor vi gik fra 3. klasse. De første to år gik vi i den lille skole. Her var købmand Christian Hansens senere kone lærer. Hun hed aldrig andet end Lasse for os. Hun var så sød, og vi holdt meget af hende. Der var ligefrem kapløb om at komme til at sidde ved siden af hende. Vi syntes, at vi havde eneret på hende, og vi brød os bestemt ikke om, at der var andre, der interesserede sig for hende.

Det skete jo af og til, at Christian Hansen besøgte Lasse. Men han skulle nu ikke have lov til sådan at tage hende fra os, så en dag besluttede vi at give ham en lærestreg. Når han var på besøg, hang hans hat på en knag ude i gangen. Vi tog den og gik ud til vandpumpen, og mens en holdt hatten, pumpede en anden vand i den. Derefter bar vi den forsigtigt ind og anbragte den på knagen igen. Da han kom ud og tog hatten på, skyllede vandet ned over hovedet på ham. Vi grinede allesammen – og det gjorde han vist også.

Lasse sagde: “Nå, troede I ikke, at Christian var blevet vasket til morgen!”
Vi holdt så meget af hende, at vi ikke syntes, han skulle rende med hende. Men det gjorde han jo alligevel.

Jeg blev konfirmeret i Langskov kirke. Det var sådan dengang, at efterårskonfirmationerne var i Langskov, mens det om foråret var i Uldum. Det var Svend Aage Nørgaard, der var præst dengang. Det var også ham der viede Anton og mig, men det var i Uldum kirke. Det var i 1928, at jeg blev konfirmeret. Og jeg var 23 år, da jeg blev gift.

Jeg hjalp derhjemme, da far og mor blev ældre, og det kneb for dem at passe det. Min bror hjalp jo også til, men han fik en plads i Aale og blev senere gift der, og så var der kun mig til at hjælpe.

Jeg gik også lidt ud og hjalp, hvor der var brug for det. Det begyndte jeg med meget tidligt sådan på gårde, når de skulle have gilde. Jeg har egentlig aldrig været ude at tjene, for de steder, hvor jeg hjalp, var det sådan, at jeg altid kunne sove hjemme – ikke som tjenestepigerne, der jo var fæste til at bo på stedet.

Jeg var allerede tidligt en slags hjemmehjælper og fortsatte da også med at være det. Det passede mig godt, for så kunne jeg også få tid til at hjælpe far og mor.

Dengang var der jo ikke noget, der hed, at man blev ansat som hjemmehjælper. Man skulle hjælpe, når og hvor der var behov for det. Det kunne være for en uge eller – hvad der var det almindelige – for 14 dage eller længere. Det var kommunen – i det tilfælde sognerådsformanden, der var Fritz Kjær – som antog og betalte hjemmehjælperen. Det var ikke som nu, hvor det er helt anderledes organiseret.

Jeg kan huske, at jeg hjalp oppe hos Marinus Skjødt. De havde 4 børn og ventede nummer fem. Der var jeg i lang tid, og der var meget at lave bl.a. med at stoppe strømper og vaske. Jeg gik faktisk i mors sted ved den lejlighed. Da børnenes mor skulle på sygehus, var den yngste dreng meget ked af det, men jeg sagde: “Du skal ikke være ked af det, for du har da mig!”

Da hans mor kom hjem, var han nok glad for det, men han sagde til mig: “Jeg er da din dreng!” Jeg har et billede, hvor jeg står med ham på armen, og da der var barnedåb, ville han stå ved mig, da de skulle fotograferes. Jeg var ved Marinus Skjødts i lang tid. Jeg var glad for at være der og græd, da jeg skulle derfra.

Det var som nævnt den daværende sognerådsformand Fritz Kjær, der sendte mig ud de forskellige steder. Han var en god arbejdsgiver, kontant og bestemt. Man var aldrig i tvivl om, hvad man skulle, når han havde orienteret derom. Hvad lønnen angik, lå den, så vidt jeg husker, på en 3 kr. i timen dengang. Arbejdsdagen var fra otte til fire, men de dage, hvor børnene skulle i skole, var det allerede fra klokken syv.

Da jeg blev gift med Anton, overtog vi ejendommen på Uldum Hedevej. Mine forældre flyttede til Uldum og fik lejlighed i vestenden af den ejendom, hvor Ejnar Nielsen havde manufakturforretning.

Anton kørte mælk i mange år med en speciel mælkevogn, trukket af et par heste. På vognen var der plads til de store mælkespande, mælkejunger kaldtes de. Det var et hårdt arbejde at være mælkekusk dengang. Han skulle hente de store mælkespande på de forskellige ejendomme på ruten, flest på gårdene Bøgildgaard og Bakkegården, hvor der var mange køer. Især mælkespandene til bageren vejede godt til – det var 100 punds spande, for han brugte jo megen mælk i bageriet.

Men det var ikke blot mælk, de kørte med. Mælkevognen var også en slags varevogn, for det var almindeligt, at mælkekusken på tilbagevejen tog varer med, som man havde ringet om.

Oppe på ejendommen på Hedevej avlede vi en masse gulerødder. Jorden var velegnet til det, og det var nogle gode gulerødder, Fionia hed de – nogle lange og tynde nogen. Anton løsnede dem, og jeg rykkede dem op, skar top og rod af dem og gjorde dem klar til salg. Vi leverede mange ned til Uldum, både til købmand og til private.

Vi fik over 50 år sammen på ejendommen, Anton og jeg. Vi nåede både at holde sølvbryllup og guldbryllup. Efter Antons død boede jeg der alene i tolv år, men det brød jeg mig ikke om. Jeg syntes, at jeg om natten hørte så mange lyde, og at det puslede rundt omkring. Det var ret uhyggeligt, følte jeg. Men når jeg fortalte det til nogen, sagde de bare, at det var noget pjat. Og det var det vel også.

Men ejendommmen blev solgt, og jeg flyttede herned, hvor jeg er glad for at bo.

Når jeg sådan ser tilbage, synes jeg, at jeg har haft en rig tid med godt med arbejde, men også med mange gode minder.”

Tog forlader Uldum station

Lasse med skoleklasse. Ukendt år.

Christian og Anna Rosendahl Hansen. Anna gik under navnet Lasse.

Ejnar Nielsens forretning.

Ukendt kvinde med mælkejunger.

Mælkekusk med hestevogn. Ukendt kusk.

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv.

I maj 1997 fortalte Laura Pedersen om sine ungdomsår og tørvegravning i Uldum Kær.

Mine forældre havde en lille ejendom i Sdr. Kollemorten i Øster Nykirke sogn, hvor jeg er født. Min far, Søren Madsen, stammede egentlig fra Uldum, idet han var født i Uldum kær. Han lærte min mor at kende, da han i 1900 var elev på Uldum Højskole, og hun tjente som pige hos dyrlæge Mikdal i Dortheasminde. Hun var fra Givskud. Min far var oprindelig møller og udlært på Bregnholm mølle. Ejendommen i Sdr. Kollemorten var ikke ret stor, så da min far så i avisen, at en gård i Tørring – “Sølyst” hed den – var til salg, cyklede han over for at se den. Han blev også enig med manden der om handelen. Jeg kun huske, at “Sølyst”-manden kom til Kollemorten for at gøre handelen færdig. Han mente, at hønsene kunne man godt lade blive. ”Men du skal huske på”, sagde han til min far, “at de er ægte Faverolle!” For et barneøre lød det jo grusomt dyrt.

Der var 24 tdr. land til “Sølyst”. Den var nabo til St. Uhrskovgaard, der ejedes af Peder Skrubbeltrang. Vi 9 søskende legede meget med børnene derfra – der var 5 på alder med os. De havde den sødeste lille hund, en foxterrier med en sort plet. Den hed Beuf Pinketon von Vupsenbas. Vi syntes nok, at det var et sært navn for en hund, men de sagde, at det skyldtes, at den havde stamtavle. Men det vidste vi børn jo ikke hvad betød. På den anden side af Gudenåen, der dannede skellet, hørte jorden til Haugstrup Nedergaard, der dengang ejedes af en, der hed Pomerinke – det syntes vi jo også var et mærkeligt navn.

Skoleårene på Tørring kommuneskole har jeg kun gode minder fra. Lærerne og lærerinderne var ualmindelig søde og flinke. Vores overlærer hed Sunesen. Jeg blev konfirmeret i Tørring kirke af provst Høgild. Dengang skulle vi jo allesammen sige et vers, og når vi så var 20, kunne det godt trække noget ud. Jeg husker tydeligt det vers, jeg skulle sige:

Påskeblomst en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger.
Svanevinge, svanesang
synes mig af den udsprang.
Vågnende jeg ser de døde
i en påskemorgenrøde.

Det var en salme, vi sang tit, og som jeg også i dag holder meget af. I det hele taget sang vi meget dengang. Det var bare en skam at provst Høgild ikke selv kunne synge. Men så var der en af pigerne, Ragnhild Abrahamsen hed hun, der altid sang for. Så fulgte de lærerige ungdomsår, hvor jeg kom ud at tjene på gårde. Det sted, jeg var længst, var 4 år på Sandbjerggaard i Hjortsvang, en nabogård til Vroldgaard, hvor der i dag er museum. Det var helt utroligt, hvad man skulle lære dengang på landet Jeg kan huske engang konen sagde til mig, at hvis jeg ville være landbokone, skulle jeg lære at slagte en kalv. Jeg tror nu ikke jeg kom til det, og havde jeg skullet det, tror jeg nok, at jeg havde taget mine træsko og var gået.

Men det er jo også vigtigt at lære madlavning, så jeg kom på Løsning Gæstgivergård, der i dag er kro. Her havde vi 12 spisende. Det var arbejdere fra skærvefabrikken. Krokonen spurgte, om jeg kunne lave sovs til 12 mand. Kunne jeg det ikke i forvejen, fik jeg det i alle fald lært her. Det hændte sommetider, at der kom en rejsende svend, der skulle købe en kop kaffe – for 40 øre – til den madpakke, han havde tigget sig til på en af gårdene.

Ungdomsårene sluttede, da jeg traf Pedersen (Valdemar Pedersen). Vi blev gift i august 1937 i Hammer kirke, fordi Tørring kirke var under reparation. Den fik nyt tag på, husker jeg.

Vi fik min mands hjem på Langager. Her fik vi 46 år sammen, og det var rige år. Jeg var aldrig arbejdsløs en dag, for der var nok at tage sig til med mand og børn og dyr. Men vi kunne ikke klare os med, hvad ejendommen kunne give, så Valdemar fik arbejde på Villadsens fabrik, hvor han var i 23 år. Da det blev mekaniseret deroppe, blev mange afskediget, så han fik arbejde for kommunen. Allerede da var han ved at være mærket af gigten. 11965 fik han tilkendt invalidepension, og de sidste år var han på gigthjem i Brædstrup. Jeg blev boende ude i ”Jægerhuset” på Langager. Vi kaldte det sådan, for Valdemar var jæger, og børnene syntes, at det skulle hedde “Jægerhuset”. Vi fik lavet et fint egetræsskilt med navnet på. Her boede jeg i alt i 59 år, indtil jeg følte, at det blev for stort for mig.

Ved siden af, hvad ejendommen på Langager kunne give, ernærede vi os også med tørvegravning i Uldum kær. Her arbejdede både mænd, koner og børn. Jeg var nu ikke så stiv til at trække en form lige, men Valdemar sagde: “Skidt med det – den bliver da i skiftet”. Men jeg blev belært om, hvorfor han sommetider brugte en ketsjer, som han kørte hen over bunden. Med den kunne man samle det tørvedynd op, der uundgåeligt faldt ned på bunden under arbejdet. Det gjaldt jo om at få det hele med. En dag blev jeg spurgt, om jeg ville rejse tørv på et bestemt stykke – der lå 100.000 tørv der. Man må ikke snakke, når man skal rejse 10.000 tørv på en eftermiddag. Vi fik 75 øre for at rejse tørv og 1 kr. for at stakke dem. En arbejdsdag i kæret var fra 7 morgen til halvfem om eftermiddagen – så skulle vi hjem og malke. Det var dejlige dage derude, når fuglene hang over ens hoved og sang. Men hvor så vi ud efter en dag i tørvene. Det støvede meget, og man blev meget tørstig. Så det gjaldt om at have koldt vand at drikke. Valdemar havde fundet på noget snedigt: han gravede et hul dybt ned i tørvejorden, og der satte han en spand med vand, så vi havde altid koldt vand – også til dem, der ikke havde mere i deres flasker og nu kunne få fyldt på hos os.

Jeg har haft et liv med meget arbejde, og jeg er taknemlig for de venner og gode naboer, jeg har haft. Det bliver jo aften for os allesammen, men det gør Ikke noget, når men er glad for at tænke tilbage på det liv, man har levet.

Jeg har haft et godt liv og har intet til gode.

Tørvegravning ved Gudenåen.

Tørvegravning i Kæret.

Tørvegravning i Uldum Kær.

Tørvearbejde i Uldum Kær 1917.

Tørvearbejde i Uldum Kær 1920.

Tørvestakke i Uldum Kær

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv.

I februar 2000 blev det Søren Gudiksens tur til at fortælle blandt andet om sin opvækst i Salling og årene der fulgte.

Jeg er sallingbo, født i Rødding i Vestsalling. I mange år var der privatbane fra Skive og derud. Den havde endestation nogle få hundrede meter fra mit hjem. Men stationen hed ikke Rødding, og det var jo lidt sært. Men det skyldtes, at da banen blev anlagt, ville herremanden på Spøttrup – han hed Toft – kun afgive jord til banen på den betingelse, at stationen kom til at hedde Spøttrup, og at der blev etableret et sidespor, så han kunne læsse sine stude.

Den skole, jeg gik i, var en friskole. Man skal næsten være Sallingbo for at forstå de skoleforhold, der var derude dengang. Foruden den grundtvigske friskole var der kommuneskolen og en skole, vi kaldte missionsskolen. Der var meget skarpe skel dengang.

Vi børn fra de tre skoler sloges jo med hinanden, og det kunne godt gå ret voldsomt til. Det skete så, at vores lærer kom ud og sagde: ”Ja, nu slås I i dag, men så er det slut!” Det var det i reglen ikke.

Den præst, der konfirmerede mig, var ny i embedet. Jeg var på det første hold, han havde. Kort tid efter, at han var kommet, gik han en dag ude i haven og var ved at kløve noget træ, han havde fældet. Da kom menighedsrådets formand forbi. “Det må du ikke. Det passer sig ikke for en præst,” sagde han. Formanden var skomager og meget missionsk.

I Rødding var der en stor valgmenighed, der ikke bare omfattede sognet, men havde medlemmer fra de omliggende sogne. Men selv om vi gik i den grundtvigske friskole, havde mine forældre altid været tilknyttet sognemenigheden.

Vi var 8 søskende, og vi gik alle i friskolen. Det var jo noget af en økonomisk belastning for mine forældre, og det ville have kostet dem yderligere, hvis de også skulle have betalt til valgmenigheden.

Min far var landmand, og min mor var uddannet dameskrædder eller sypige, som det kaldtes dengang. Oprindelig var min far mejerist. Men så blev hans bror, der havde en vognmandsforretning, indkaldt som soldat, og han bad min far om at passe den i hans fravær. Han kørte jo med hesteforspand og passede blandt andet fragtkørslen til Skive. Da farbror Anders var færdig med soldatertjenesten, havde han ikke rigtig lyst til at fortsætte med vognmandsforretningen. Så han overdrog min far den, og han fortsatte så med at køre fragt til Skive, en strækning på omkring 20 km.

I 1915 overtog mine forældre min mors hjem, og da havde min far kørt fragt i 6-7 år. Jeg kan lige mindes min bedstefar. Han havde sådan nogle karakteristiske “frikadeller” ved ørerne. De kaldte ham “Æ Husmandsfører”, og siden har jeg fundet ud af, at han var ærkeradikal. Han var på aftægt i mit hjem de sidste år, han levede.

I nærheden af mit hjem var der et lille gartneri, hvor jeg arbejdede lidt efter skoletid og kørte rundt med tomater og andet fra gartneriet. Det var virkelig festligt sådan at komme rundt i hele sognet og især handle med de gamle koner. Jeg tror nok, at jeg vidste, hvor de hver især gemte deres bolsjedåse!

Da jeg blev konfirmeret, kom jeg ud at tjene. Den første vinter var det ved en nabo til mit hjem. Men jeg boede ikke hjemme, selv om det var tæt på. Vi drenge skiftedes til at hjælpe derhjemme, for der var ikke råd til at have fremmed hjælp. Vi fik ingen penge for det, men så var der en kalv eller en so, som blev vores, og så var som en slags løn.

Jeg kan huske fra min skoletid i begyndelsen af 30’erne, at Spøttrup fik kongebesøg. Vi skolebørn var opstillet på rad og række og skulle råbe hurra for majestæten, når han kom. Det var børn både fra kommuneskolen, friskolen og den missionske, og på et bestemt tegn skulle vi så råbe hurra.

Da der viste sig en støvsky på vejen – det var før, den blev asfalteret – blev der givet tegn, og vi råbte hurra i vilden sky. Men det var ikke kongen, men gårdens svinerøgter, der således fik en kongelig modtagelse!

De folk, der hjalp på Spøttrup og herregårdene i almindelighed på den tid, var de såkaldte ”herregårdsbisser”. De var på en gård 2-3 dage, og så rejste de videre til et andet sted. De kunne være hårde, især mod forvalteren på gården.

Der var engang i høstens tid, at der var et vældigt postyr ved en tærskemaskine. Af nysgerrighed var jeg kommet derhen, og der lå forvalteren på “bordet” ved tærskemaskinen, og folkene truede med at sende ham igennem den – og jeg tror såmænd godt, at de kunne have gjort det. Det var et hårdt liv på herregårdene dengang.

I marts 1937 brændte avlsbygningerne på Spøttrup. Jorden blev udstykket, og der blev bygget 26 mindre ejendomme, de såkaldte statshusmandshjem. I dag er det jo gået den anden vej med sammenlægninger, så antallet er næsten halveret.

Der var oprindelig 700 tdr. land til Spøttrup. Heraf var ca. 100 tdr. land sø. Men da gården blev udstykket, blev søen tørlagt gennem dræning, så hver af de nye ejendomme kunne få et skifte af den indvundne jord. Men nu er vandet ført tilbage i forbindelse med en restaurering af den gamle middelalderborg.

Da jeg var 17 år, fik jeg plads ved vores sognerådsformand, og jeg skulle have den formidable løn på 730 kr. for et år. Men så skulle jeg køre for præsten hver anden søndag til de to kirker, han passede. Det var indregnet i lønnen og foregik i en jumbegig. Hjemme havde vi en meget fin charabanc, som vi nemt kunne fylde, for vi var jo mange. Den gik som ligvogn i det meste af sognet, husker jeg.

Mit hjem var måske nok, hvad man kunne kalde fattigt. Men for os var det et rigt hjem, for vi havde det godt med hinanden. Det var et sted, hvor landevejens “løse fugle” til hver en tid kunne komme og få nattelogi. De skulle blot altid aflevere deres tændstikker. Jeg fik på den måde et særligt forhold til og forståelse for disse mennesker, der ofte var gode fortællere, og som for manges vedkommende havde en skjult fortid, anderledes end deres nuværende tilværelse.

Engang skulle min far en aften over i laden derhjemme han havde ikke tændt lys, for han var jo huskendt. Da han rakte ud efter noget halm, fik han fat i benet på et menneske. Det var en af landevejsridderne, der lå og var død. Jeg kan huske, at der var et farligt postyr for at få ham begravet. Han havde jo ikke noget tilholdssted og blev begravet i et hjørne af kirkegården derhjemme. Vi lagde gennem lang tid en buket på hans grav.

Vores ejendom var på 27 tdr. land. Der var et par engskifter til, og i det ene skifte gravede vi skæretørv, i det andet bjærgede vi hø. Græsset her blev jo slået med en hjølle, og vi drenge lærte snart at bruge sådan en. Det gjorde ikke noget, om vi kom til at hugge i noget, for det var jo noget fugtigt blæverstas. Græsset blev stakket på nogle stativer, og når det skulle bjærges, blev der lagt nogle stænger ind under det, og så blev det båret “i land” på den måde. Men udbyttet var ikke stort.

I vinteren 1940/41 var jeg elev på Uldum Højskole. Vi var 12 fra Salling den vinter. Bagefter var jeg en kort tid i en plads ude i Mindstrup, men så kom jeg op til Fritz Kjær i Vester Ørum. Her havde jeg en søster, der havde fået plads der efter sommeren på højskolen. Det var egentlig i stedet for en anden karl, der var kommet til skade, at jeg fik pladsen, som jeg havde indtil november.

Så fik jeg plads i Hornborg, og det var her, jeg lærte Frida at kende. Det var noget af hendes familie, der havde den gård. Vi blev forlovet nytårsaften 1942 og blev så gift fire år efter.

Det var, mens jeg var i Hornborg, jeg kom på session, og 1943 blev jeg indkaldt. Vi var stationeret ved Nyborg, men det varede kort, for på grund af krigsbegivenhederne blev vi ligesom andre danske soldater sendt hjem, da tyskerne tog over.

Min soldatertid fik jeg alligevel, for da krigen var slut, blev vi genindkaldt i juli 1945. Som soldat havde jeg sammen med de andre kammerater vagt ved flygtningecentre oppe i Vendsyssel. Her var mange tyske flygtninge, der var kommet herop på grund af forholdene i Tyskland i krigens sidste måneder. Blandt de flygtninge, jeg passede, var direktøren for Krupps fabrikker.

Da jeg var hjemsendt i ’48, var jeg nogle dage ovre hos min svigerfar i Eriknaur. En dag kom Axel Lindahl fra Hornborg derover. Han spurgte, om jeg var arbejdsløs. Og det var jeg jo på en måde. Han manglede netop en mand, for hans fodermester var rendt af pladsen. Om jeg kunne tænke mig at gå i hans sted? Jo, det kunne jeg da godt, men på den betingelse, at jeg kun skulle ansættes for en uge ad gangen. Frida og jeg ville jo gerne have vort eget på det tidspunkt.

Jeg kendte Axel Lindahl fra tidligere, for det var ham, jeg tjente hos i 1941. Nu da jeg skulle tjene ham igen, fik jeg det samme beløb for en uge, som jeg dengang havde fået for en måned!

I efteråret 1946 købte vi så en gård i Kalhave. Da vi snakkede om, hvor vi skulle bo, var den eneste betingelse, Frida stillede, at hun ikke ville bo hverken i Hornborg, Haurum eller Kalhave – og så blev det alligevel Kalhave.

Gården, vi overtog, hed Kalhave Møllegård og var på 27 tdr. land. Den havde vist oprindelig været dobbelt så stor, idet den var skilt ud fra en større gård, der lå lidt længere nede. Vores gård havde ikke fire længer omkring en gårdsplads, som det ellers var almindeligt. Der var en åben plads, hvor den ene længe skulle have ligget, og det skyldtes, at netop der havde møllen ligget i sin tid. Til gengæld var laden og ko-stalden bygget i forlængelse af hinanden.

Det fortælles, at den dag, der skulle have været rejsegilde på laden, brændte møllen. Og efter sigende var det alle tiders begivenhed, som folk strømmede til. At det blev et sådant tilløbsstykke skyldtes, at den stærke varme fik den brændende mølles vinger til at bevæge sig.

Det var vistnok i 1910, for det år er de andre huse bygget. Møllen var en kornmølle, men ejeren af gården var egentlig ikke møller, men han malede korn for nogle af naboerne.

Det blev han for øvrigt ved med, efter at møllen var brændt fra en kværn, drevet af en petroleumsmotor i et skur ved siden af gården. Han hed Søren Rand og var svigerfar til Ejner Hansen, som jeg købte gården af.

Vi havde Kalhave Møllegård indtil 1974, da vi flyttede herned til Uldum. Vi havde købt grunden et par år før af Kristen på Bakkegården, og der var kun bygget et hus deroppe på det tidspunkt.

Det var egentlig ikke meningen, at vi ville have solgt gården i Kalhave lige på den tid. Vi boede nabo til værkføreren hos A.P. Laursen i Bøgballe, og da han hørte, at vi ville sælge, spurgte han, om jeg ikke kunne tænke mig at komme derover. Jeg svarede, at det havde jeg godt nok ikke tænkt på. Jamen jeg kunne da komme derover på prøve, foreslog han. Jeg var der i 25 år – på prøve, for jeg tror aldrig, at jeg blev rigtig ansat. Den sidste tid derovre var jeg mest fejemand.

Efter at vi var flyttet herned, fik Frida arbejde på plejehjemmet i Flemming, hvor hun var i fem år. Derefter kom hun ned på Nedergården og havde arbejde her i 10 år. Hun holdt meget af at være sammen med gamle mennesker.

Fra den allerførste dag, vi kom herop, har vi befundet os godt og været glade for at bo her. Vi fik jo mange naboer, efter som Bakkegårdsparken blev bebygget. Og der er et godt fællesskab heroppe.

Nu er jeg ene, men vi fik mange år – og gode år – sammen her i Bakkegårdsparken.

Søren og Frida Gudiksen.