Præsten Bornemann i Uldum skriver i sin dagbog den 17. Oktober 1779.

“Forleden ankom fra Herreds Politiet i Vejle nogle kontrollører som skulle se efter om der blev brygget ulovlig brændevin hos bønderne i Uldum. Men bønderne mødte dem uden for byen, overfaldt dem og ødelagde deres udstyr og jagede dem bort. Herreds-fogden bad da Degnen Woldersen i Uldum om at lave en indberetning om de lovstridige bønder.”

(Man kan undre sig over, at det ikke var sognefoden Søren Rasmussen der skulle lave indberetningen. Måske kendte han synderne for godt, da han selv var bonde her i byen.)

En avis-artikel fra 1954 fortæller om hvordan den dengang 82-årige smed og fynbo Hans Peter Rasmussen kom til Hesselballe.

“Jo, DET VAR skam Kæltringestreger, der fik mig lokket til Jylland, fortæller den 82-årige Smed Hans Peter Rasmussen, Hesselballe, der er født i Over Holluf pr. Marslev paa Fyn og hvis afstamning tydeligt spores i sproget. Er han for resten ikke Danmarks ældste, aktive Smed?

Jeg var Smed paa Avernakø, men det kneb med at ordne Hestene, jeg var blevet for gammel til det. Saa saa jeg en Annonce, hvor en Børstenbinder fra Horsens averterede om, at han aftog alt, hvad man kunde lave, og at Sagkundskab ikke var nødvendigt. Men det var det rene Kæltringestreger, for han aftog slet ikke noget. Han gik i Stedet fallit og blev sat i Bøtten.

Den første Tid boede jeg i Uldum, men saa flyttede jeg til Hvolgaard ved Ølholm i 1930. Der boede jeg i Smedemosen. Der var fem Tdr. Land til, jeg havde en lille Smedje, og desuden var jeg Smed på Hvolgaard. Før jeg kom til Hesselballe, var der godt nok en Bysmed her, men han var efterhaanden gammel. Det var Søren Chr. Pedersen. Der var ogsaa en anden Smed, som ved Siden af var Skorstensfejer og Brøndgraver, men han flyttede til København.

Da Søren Christian Pedersen hørte, jeg vilde begynde som Smed, sagde han “Saa giver jeg Huset til Sønnen og tager min Aldersrente”. – Og det gjorde han. Det var i 1938, og siden har Smed Rasmussen været i Hesselballe. Han er Enkemand og passer selv sin Lejlighed. — Morgenmad og Aftensmad – og for øvrigt ogsaa alle Mellemmaaltider, klarer han selv, men Middagsmaden faar han rundt om paa Gaardene.

SPISER KUN HJEMME OM TORSDAGEN
— Folk er saa flinke, siger han. De har ordnet det, saa jeg hver Dag faar min Middagsmad paa én af Gaardene, saadan at jeg hver Ugedag kommer det samme Sted og spiser. Jeg var ikke helt tilfreds i Begyndelsen og sagde til dem, at Smedearbejdet blev lige dyrt for det. Men det gjorde ikke noget. Den eneste Dag jeg spiser hjemme, er om Torsdagen, for jeg vil selv ordne Fisk.

GROVSMEDE BLIVER SULTET
Rasmussen kom i Lære i 1887, hvor Arbejdstiden var fra Kl. 5 om Morgenen til 7 om Aftenen om Sommeren – om Vinteren begyndte de først Kl. 6, men saa var der til Gengæld ingen Middagspavse.

Dengang skulde vi smede alt selv, om det saa var Søm, fortæller han. Da vi begyndte paa de amerikanske Plove, maatte vi ogsaa lave de hele selv. Da var det et Slæb at være Smed, og det var ikke godt at være Lærdreng, for han skulde altid staa og tæske med den store Forhammer. Da vi først blev kendt med det, var vi ikke saa kede af det.

— Sammenligner man Forholdene dengang med nu, er det som Nat og Dag. Dengang skulde man selv skabe noget – nu skal en Smed jo bare skrue sammen. Smedesvendene nu om Stunder lærer jo ikke rigtig Smedehaandværk. Jeg kan ikke forlige mig med det nye Smederi. Siden maskinerne kom frem, er det daarligt at være Grovsmed, de bliver helt sultet.

HESTESKO IKKE MERE NØDVENDIGE
Hvad saa med Hesteskoningen?
— Ja, jeg har faktisk snart ikke skoet Heste i 20 Aar. Det er det værste Arbejde, vi har, de store Heste er ikke til at tumle, naar først man kommer lidt op i Aarene. Og for resten bruger de snart ikke Sko mere. Hestene bruges ikke meget på Vejene, og i Marken kan de sagtens holde til at gaa uden Sko.

Smed Rasmussen har ogsaa Bil. Bil er maaske saa meget sagt. Det er nemlig en Cykelbil – en Cykel paa tre Hjul med Bilstel af Krydsfiner. To Hjul foran og et bagude. Der er rigtig Bilrat paa, to Karbidlygter, to Vimpler, Haandbremse, flytteligt Ryglæn og to Sæt Pedaler, Vindskærm og Spejl. Det er skam et ganske morsomt Køretøj, Smed Rasmussen der har faaet sig. Han vilde i Grunden have lavet det selv, men saa saa han en Annonce og røg til at købe Køretøjet i Stedet. Han kører meget rundt i sin Bil, selv om det efterhaanden kniber med at klare Bakkerne. En Tur til Ølholm kan han dog stadig tage, uden at han behøver at staa ud og skubbe.”

Smed Rasmussen i sin cykelbil.

Smeden H. P. Rasmussen i Hesselballe sidder ved bordet med kasket. Resten af folkene er ukendte.

Smedens hus i Hesselballe.

Smed Hans Peter Rasmussen

Avisartiklen blev også bragt i Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn – Orienteringsblad til medlemmer. 19 Årgang Nummer 1, Oktober 2005.

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv.

I april 2000 blev det Gudmund Nyborgs tur til at fortælle blandt andet om slægtsgården og hvordan et tilfældigt møde førte til at Plejecenter Nedergaarden kom til at ligge lige midt i byen.

Mit fødehjem var en gammel slægtsgård, der lå, hvor nu plejehjemmet ligger. Den hed Nedergaarden, og plejehjemmet har fået navn efter den.

Min oldefar Kristen Kristensen kom fra Nyborg i Langskov sogn og blev gift med en pige fra Uldum. Han købte gården i 1825 og havde den i halvtreds år indtil 1875. Navnet Kristensen blev efterhånden erstattet med Nyborg efter hjembyen.

Min bedstefar overtog gården i 1875, og min far fik den i 1925 og havde den til sin død i 1948.

Vi var otte brødre, og jeg var den tredieyngste i flokken – og forøvrigt den eneste, der siden hen blev landmand.

Min far hed Kresten Nyborg – han skrev altid sit fornavn med Chr. og ikke med K. Hans far hed Poul Nyborg, og sådan skiftede det med de to fornavne. Min ældste bror hed Poul, men han blev hestehandler og ville ikke være landmand.

Jeg oplevede jo mine drengeår i Uldum, der dengang ikke så ud som i dag. Dengang var tre af de store gårde i midtbyen brændt. Jeg husker egentlig foruden vores egen gård kun min farbror Arne Nyborgs gård og Bundgaards gård – Uldumgård som den hed. Så var der også Bakkegården over for højskolen. Af de gårde, der brændte, er bevaret stuehuset fra den ene, den gule bygning over for kroen. Foran den var to bindesten, som man kunne binde hestene ved, mens man handlede eller var på gæstgiveri.

Jeg gik i skole i Uldum de første fire skoleår. Først to år i den “lille” skole, der var forskole for de yngste. De næste to år var i den store skole, hvor Høltzermann var førstelærer og hans svigersøn Tage Maarssø var andenlærer.

Det var en skole med disciplin og respekt. Hvis man blev spurgt om noget, rejste man sig op, og det gjorde man også, når der kom nogen ind i klasseværelset. Og af og til vankede der en lussing, der sved. Men det var jo ikke så ualmindeligt dengang.

Efter fjerde klasse kom jeg til Tørring realskole, hvis leder var Marius Buhl, og hvor man kunne få mellemskoleeksamen. Vi var flere fra Uldum, der fulgtes derover. Om sommeren cyklede vi, og om vinteren tog vi med tog fra Uldum station.

Min morfar var bager og kom fra Thy. Han købte den bagerforretning, der stadig ligger på hovedgaden. Hans søn, min morbror, der hed Theodor Kristensen, overtog senere forretningen, og hans bror Thorvald, der boede i huset ved siden af, var svend ved Theodor. Min morbror solgte forretningen til bager Olsen og flyttede først til Horsens og senere til Odense.

I fem år – fra jeg var 10 år – var jeg om søndagen bydreng for min morbror og fik 50 øre for det hver gang. Jeg var omkring med rundstykker til hele byen hver søndag morgen og fik på den måde kontakt med mange forskellige.

Højskolen var en god kunde, og de skulle have rigtig mange rundstykker. Så hver søndag morgen var jeg deroppe med en kurv svingende fuld af rundstykker. Der var nok 150 hver gang svarende til det antal elever på skolen. Rundstykker kostede 4 øre dengang, horn kostede 5 øre.

Jeg husker, at vi hver jul var oppe på højskolen med to kæmpelagkager, som Theodor hvert år forærede højskolen – og vi fik ved den lejlighed 2 kroner af Svenning Pedersen.

Efter skolegang og eksamen i Tørring var jeg hjemme på gården sammen med min bror Ove, inden jeg kom ud at tjene på en gård i Hvirring. Derefter kom jeg på Dalum landbrugsskole, og det var, mens jeg var på Fyn, at jeg fandt min kone, der var fynbo. Efter krigens afslutning var jeg soldat i 9 måneder. Så kom jeg hjem igen, og nogen tid derefter var det så, at min far døde.

Min far havde en hel del tillidshverv, bl.a. var han i sognerådet, formand for elektricitetsværket og for mejeriet, ligesom han også var i skolekommissionen. Han interesserede sig i det hele taget mere for for dette udadvendte end for at drive gården.

Efter min fars død i 1948 var det min mor, der stod som ejer af gården, men året efter blev jeg forpagter, og det var jeg indtil 1955, da jeg overtog den.

Gården var en stor firelænget gård med indkørsel til den lukkede gårdsplads gennem en port i den vestlige længe (ud mod Nørregade). Her var desuden endnu en port, igennem hvilken udkørsel med arbejdsredskaber og gødning foregik. Stuehuset, der ikke var det oprindelige, lå langs med Kirkegade og havde nogle karakteristiske buede vinduesruder, som man kunne se ud igennem, men ikke udefra og ind. Taget var naturskifer, et ellers godt produkt, men her lagt dårligt på.

I 60’erne gik udviklingen så hurtigt, at det blev svært at drive landbrug med udkørsel af gødning, ajle m.m. fra en gård med beliggenhed midt i byen.

Samtidig var sognerådet ude efter en velegnet grund til et plejehjem. Vi havde på det tidspunkt et privat plejehjem i byen. Men kommunen ville bygge et større og tidssvarende og havde udset sig præstegården med dens jordtilliggende vest for Skanderborgvejen til formålet, og man var meget tæt på at gennemføre handlen.

Så mødte jeg en dag tilfældigvis et sognerådsmedlem og spurgte ham om det var rigtigt, at kommunen var ved at købe præstegården og dens jord til plejehjem. Det bekræftede han. Jeg sagde, at jeg syntes, at det var en meget dårlig ide, for det ville da være en trist beliggenhed, hvor beboerne ville få udsigt til kirkegården. Så måtte man da hellere købe min gård! Han blev overrasket over, at jeg ville sælge. Men det ville jeg – til den samme pris, som var budt på præstegården. Der var jord helt ned mod Lilleåen.

Nu fulgte der en livlig diskussion mellem sognerådets syv medlemmer – nogle var imod og andre for køb af præstegården. Efter en lang debat foreslog man en afstemning, og her stod det 4 mod 3 for køb af Nedergaarden.

Sognerådet havde meget travlt med at finde en egnet grund til et plejehjem i Uldum, idet man var interesseret i at få det på plads inden den forestående kommunesammenlægning. Det var nok forklaringen på det forholdsvis hurtige forløb af den handel.

Der skulle ske overtagelse af staldbygningerne 1. november 1964, og jeg kunne blive boende i stuehuset endnu et års tid frem.

Kort tid efter at kommunen havde købt gården, gik man i gang med at nedrive udbygningerne for at give plads til det nye plejehjem. Den første del, der stod færdig, var den nuværende sydfløj med tilhørende køkkenafdeling.

Den blev taget i brug i efteråret 1966, og ved indvielsen fik plejehjemmet navnet Nedergaarden efter den gamle gård, på hvis plads det var bygget.

Jeg blev boende i stuehuset indtil 1. maj 1965, da jeg flyttede i huset på Industrivej, hvor jeg nu bor. Det gamle stuehus fik lov at blive stående et års tid endnu og var i en periode lejet ud til forskellige, der havde behov for en midlertidig bolig.

Med med nedrivningen af den gamle gård og fjernelsen af “huset med de buede vinduer” forsvandt et stykke af Uldums historie.

Luftfoto af Uldum. Øverst ses Nedergaarden.

Nedergaarden tegnet i 1875, da den var ejet af Poul Christensen Nyborg.

Privatbanetog forlader Uldum Station.

Husavisen på Plejecenter Nedergården kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergården, der fortalte om de lange levede liv.

I marts 1998 blev det Anna Grosbøls tur til at fortælle blandt andet om at komme til nysgerrige Uldum som ganske ung pige.

Jeg er født den 20. august 1915. Min far var købmand i Kolind på Djursland. Det var oprindelig en meget stor købmandshandel, som folk kom kørende til langvejs fra. Der var derfor mange udhuse i forbindelse med købmandsgården.

Vi var 3 søskende. Min far var gift to gange. Hans første kone døde i barselseng, da hun var 25 år. Hun havde født to små drenge, men den ene af dem døde. Senere blev min far så gift med min mor, men vi mærkede aldrig, at drengen fra det første ægteskab ikke var vores bror. Min søster og jeg var tvillingesøstre. Vi havde sådan et godt hjem, for far og mor var altid hjemme og kunne være sammen med os.

I manufakturhandler Bregnegaards forretning hjemme i Kolind var der ansat en ung mand, som jeg lærte at kende. Han hed Viggo. Jeg havde ellers en ven dengang, allerede fra jeg var 14 år. Han og Viggo var på dekorationsskole inde i Århus, og han fortalte en dag Viggo, at han kendte en pige i Kolind, som han var gode venner med. Han gik da ud fra som givet, at det nok skulle blive de to! Men jeg havde det med at skifte dem ud ret tit. En dag, jeg fulgte min ven til toget, stod Viggo henne på hjørnet ved stationsbygningen og kiggede langt efter os. Jeg havde skam godt lagt mærke til, at Bregnegaard havde sådan en flot ung mand, og jeg havde også set, at han gjorde lange øjne til mig. Jeg kunne heller ikke holde øjnene ved mig selv. Og sådan gik det til, at vi mødtes, og vennen røg sig en tur.

Da vi havde kendt hinanden et års tid, ville Viggo gerne selv have forretning. Han havde været rundt og set på forskellige, men faldt så for den her i Uldum. Den var helt kørt ned, og han, der havde den – Krog hed han – havde vist forbygget sig og var gået fallit. Det var i 1934, vi kom til Uldum. Vi var ikke gift dengang – det blev vi først året efter i Kolind. Min mor var af den gamle type, så hun ville ikke have, at vi boede sammen, så længe vi ikke var gift. For der skulle ikke sættes en plet på mig af den grund. Vigge boede den første tid ved den gamle ejer, mens jeg boede henne hos urmager Bording. Men min svigerinde mente nu nok, at vi godt kunne komme sammen, når der kun var den lille afstand mellem os! Viggo spiste ovre hos Anna, senere gift med Aage Andersen.

Vi blev gift den 19. august året efter i Kolind. Det var – som det var skik dengang der på egnen – et meget stort bryllup. Vi fik en masse gaver, især en mængde sølvtøj! Folk i Kolind sagde dagen efter, at det var en helt sølvvarebutik henne hos købmand Mikkelsen.

Vi var jo unge folk, da vi kom til Uldum – jeg var lige fyldt 19 år. Jeg tror, vi var de yngste i gaden, så vi vakte nok en del opmærksomhed – også mere end jeg brød mig om. Dengang stod der små havebænke ude foran næsten hvert hus mod gaden, og der sad folk så og tog os rigtigt af. Jeg syntes, de var utroligt nysgerrige, så en dag foreslog jeg Viggo, at han fik lavet en bagudgang, så jeg kunne komme uset ud. Jeg længtes frygteligt meget hjem i den første tid, især savnede jeg min tvillingesøster, som jeg altid har haft et nært forhold til. Min mor døde kun 51 år gammel, og min far havde mange forskellige husholdere i tiden derefter.

Da vi kom til Uldum i 1934, så byen jo noget anderledes ud end i dag. Hovedgaden, som vi kaldte den, var ikke asfalteret, og der var en åben rendesten i begge sider. Der var heller ikke noget rigtigt fortov. Når der om vinteren skulle skovles sne, måtte alle mand af huse og hjælpe med det. Dengang var der jo heller ikke noget, der hed hjemmepleje. Jeg husker, at jeg hjemme i Kolind af og til havde været omkring og set til gamle og syge. Min mor havde tilskyndet mig til det. Det var jo en slags hjemmepleje, jeg på den måde lavede som ganske ung pige – jeg var kun 12 år!

Det var jo andre tider dengang. Højskolepigerne om sommeren måtte ikke gå med bare ben, og de var næsten helt tildækkede, når de gjorde gymnastik. Hvert år på grundlovsdagen gik de i flok og følge op til Rask skov, hvor der holdtes grundlovsfest. De havde flaget med, og det så festligt ud. Og så var der jo de store efterårsmøder på højskolen, hvor egnens folk og mange langvejs fra deltog. Det var også festligt, når Horsens mandskor marcherede op ad hovedgaden til det store sangstævne. Om sommeren – og de senere år også om vinteren – var der skuespil, hvor Viggo altid var med. Det nød han meget.

Men forretningen var hans et og alt, og han lagde i de første år et stort arbejde i at få den banket op, for den var jo kørt helt ned. Kort tid efter at vi var kommet til Uldum, kom den færdigsyede konfektion frem. Fra den forretning, han havde været i oppe i Kolind, fik han nogle gamle buster, som han gav et overtræk og så udstoppede med silkepapir, så de fik disse her høje skuldre, der var kommet på mode. Og så begyndte han at sælge færdigsyet tøj! Men derved kom han lidt på kant med vores genbo på den anden side af gaden, skrædder Højberg, der jo lavede skræddersyet tøj efter mål. Men da det færdigsyede konfektionstøj var billigere, købte folk jo det.

Det gav en stor berøringsflade at have forretning på den tid. Vi kendte jo faktisk alle folk i byen og også kunder, der kom længere væk fra. Engang kom en af de “gammel stærke” og bestilte noget stof. “Hvo manne pæng ska a ta mej” spurgte han. “Så manne do hår” sagde Viggo. Så svarede manden: “Trowr do da, te a ska komm i en lastbil!”

Viggo kaldte forretningen “Kontantforretningen”. Tanken var, at der kun skulle handles kontant. Selv om mange sagde, at det umuligt kunne gennemføres, så blev det gennemført. Folk lærte at handle med kontant betaling som forudsætning.

Vigge var fra Sønderjylland, fra Øster Linnet i nærheden af Rødding. Her havde hans far en stor slægtsgård. Den overtog siden to af Viggos ældre brødre. De var begge to flygtet til Norge under Første Verdenskrig for at undgå at komme i tysk soldatertjeneste. De var seks søskende, og Viggo var den næstyngste, og han var ikke konfirmeret på det tidspunkt. Han måtte gå i tysk skole i syv år. Som stor dreng på 15 år oplevede han Genforeningen i 1920. Den dag, kong Christian red over grænsen, trykkede kongen ham i hånden, endda to gange samme dag, og det glemte han aldrig. Min svigerfar fik Dannebrogskorset for det arbejde, han havde gjort for danskheden.

Der var meget nyt for mig at lære, da jeg som 17-årig for første gang kom til Sønderjylland. Der var først og fremmest sproget. Der var mange ord og udtryk, som jeg slet ikke forstod. Min svigermor bagte sådan nogle gode pebernødder – dem kaldte hun “bæggenødder”.

Jeg fik lært at lave sønderjysk mad, der også er meget forskellig fra det, vi kender. Sønderjyderne har mange specielle retter og nogle særlige madskikke. Det kommer især til udtryk omkring højtiderne. Juleaften, der altid fejredes på slægtsgården, fik man suppe. Til nytår stod den på grønlangkål, lavet på sønderjysk, vel at mærke: hakket sammen med kogte kartofler og så kogt som store boller. Og så blev de serveret med kogt flæsk. Det at kålen blev hakket sammen med kogte kartofler skulle bevirke, at man bedre kunne tåle dem. Om pinsen skulle vi altid have kyllingesteg. Jeg fik aldrig lært at tale sønderjysk, men jeg fik lært at lave sønderjysk mad, og det hænder den dag i dag, at mine børnebørn kommer og beder mig så mindeligt om at lave sønderjyske boller og sønderjyske frikadeller til dem.

Grosbøls forretning i Uldum. Billedet er taget ca. 1950.

Livet har ikke altid været rosenrødt i landsbyen Uldum. Gamle viser beretter om en særlig trist episode som skete i byen for 150 år siden d. 7. april 1867. Disse gamle viser blev brugt som supplement til datidens avis-artikler i en tid, hvor mange ikke kunne læse.

Historien starter med et overfald på Christen “Vægter” Pedersen. Christen var ikke en af Uldums faste beboere, så han kendte ikke mange i byen, men han havde for nyligt mødt Mads “Murer” Jensen på Uldum Kro, hvor de havde delt en hyggelig stund. Denne april-dag besluttede Christen Vægter sig i en brandert for at besøge Mads Murer. Det han ikke vidste var at Mads var en sygelig jaloux og voldelig mand, som tog dette besøg og en lidt for kæk hilsen fra Christen til Mads’ hustru Helene Hansdatter (også kaldet Helene Hansen) som bevis på at Helene var utro med Christen Vægter. Dette resulterede i at Mads overfaldt først Christen med sin stok og derefter Helene og deres børn. Christen flygtede ud af Mads Murers hus og over på Uldum Kro, hvor kromutter hjalp Christen med hans sår og tilkaldte sognefoged Poul Nielsen. Poul Nielsen hentede assistance og arresterede Mads Murer for overfaldet og tog ham med til Vejle Arresthus.

Christen Vægters besøg og overfald var det sidste strå for Mads Murer Jensens hustru Helene Caroline Laurenze Hansdatter/Hansen. Hun havde længe overvejet selvmord for dette var langt fra første gang Mads Murer havde vist sin voldelige side. Hun ville ikke lade børnene alene tilbage med deres mishandlende far, så ifølge planen skulle de også overtales til at begå selvmord sammen med hende. Det lykkedes hende at overtale 10-årige Marie og 8-årige Mathilde efter det brutale overfald. Hans Jørgen på 5 og den mindste Thomas på 2 år fulgte med.

Da mørket faldt på gik Helene og børnene ned til Uldum Bro over Uldum Å, hvor Helene snørrede de største børn til sig med en tørresnor og holdt den mindste Thomas på armen. De kastede sig i åen og druknede alle sammen. Helene var gravid.

Tragedien blev fortalt vidt og bredt i sangform. Hele historiens detaljer blev samlet og nedskrevet i 1985 af Rudolf Marcussen og kan læses på Uldum Lokalhistorisk Arkiv. To af sangene fra den tid kan også findes på arkivet. Den ene hedder “En sørgelig Sang om et 6-dobbelt Mord” (siger måske noget om datidens attitude til sagen at der står mord og ikke selvmord i titlen) og “En ny sørgelig Sang, om den ulykkelige Hustru i Uldum ved Veile“.

En sørgelig Sang om et 6-dobbelt Mord
Mel. Peter Schjøtt i Barndomsalder

See, nu denne stakkels Qvinde
Stod saa ene og forladt,
Syntes meer ei Trøst kund’ finde,
Slutted’ sig til Døden brat;
Hun medtog det Kjæreste
Hun paa Jorden eiede.

Da hun dette aabenbared
For sin kjære Børn saa smaa,
De i Graad da hende svared,
Vi vil med i Døden gaae,
Vi vil følge Dig i Nød,
Følge Dig i Liv og Død.

Moderhjertet kunde briste
Ved at høre disse Ord,
Hun sig fra sit Leie listed’
Skjøndt hun der mishandlet laa,
Støttet af den Ældst’ hun blev,
De til Døden var beredt.

Hun sig satte til at skrive
Sine efterladte ord,
Hvoraf jeg har taget Visen,
Sandhed kun i denne staaer.
Dermed hun sit Hjem forlod
Sidste Vandring sig paatog.

Moderkjærligheden brændte
For sin’ kjære Børn saa smaa,
Villig’ de fra Hjemmet vendte
Fulgte med til Uldum Aa,
Fire hend’ for Øjet var,
En hun under Hjertet bar.

Hun et Reb de 3 omslynged,
Bandt dem alle til sin Barm,
Men den meest uskyldig’ Yngling
Holdt hun fast udi sin Arm;
Kasted’ sig i Dybets Gjem,
For at find’ et bedre Hjem.

De som Lig om anden Dagen
Fandtes udi Vandets Gjem,
De med Møie blev optagen
Og blev bragt til deres Hjem
Blev udi 3 Kister lagt
Og til Kirkegaarden bragt.

See saa stor en Sørgeskare
Fulgte dem til Jordens Skjød,
Præsten holdt en rørend’ Tale
Taarer hos de Fleste flød
Rundt paa Uldum Kirkegaard
Hørtes Folkets Suk og Graad.

Kun for Eet lad os nu bede,
Alle Svagheds Børn vi er,
Og til Døden os berede,
Vi ved ei hvor den er nær.
Her desværre er for Faa
Der er fuldt beredt derpaa.

Tænk paa Gud den gode Skaber,
Tænk han er vore Frelser god,
Ingen, ingen han forlader,
Kun vi følge vil hans Bud.
Tænk, Betænk, han livet gav
Lad ham lægg’ os i vor Grav.

Du kan finde sange og melodier i dette dokument, som også kan findes på arkivet i Uldum.

Peter Rosendahl Hansen var købmand i Uldum Købmandsgård ~1930-~1979. Han overtog efter sin fader J. P. Hansen (også kaldet I. P.) sammen med sin storebror (Hans) Christian Rosendahl Hansen, da faderen døde i 1930. Senere overgik købmandsgården til Peters søn Erik “Lillebror” Rosendahl Hansen, som moderniserede og byggede de lokaler der i dag huser Brugsen i Uldum.

Da Peter Rosendahl Hansen fyldte 75 år i 1977 skrev familien en sang til lejligheden, som siger meget om den gamle købmand.

Mel. Jeg vil sjunge om en helt.

Vi vil sjunge om en mand,
mage til ej findes kan.
Der om ham er stor respekt,
alt hos ham er helt korrekt.

Han så dygtig er som få,
springer rask, går ej i stå.
“Biksen” står hans hjerte nær,
og han færdes meget der.

Dagen starter han med sang,
selv om tonen knap han kan.
“Min Amanda” passer godt
til barberingen så flot.

Hviledag han kender ej,
kunderne må ej få nej.
Selv cement, det skal de ha’,
om det end er helligdag.

Nøglerne de kan især
volde masse af besvær.
Væk de er, ja det er vist,
hvem mon nu har haft dem sidst?

Mekanik er ej så let,
men han nok skal klare det,
blot den rette tang han har,
og dertil en god cigar.

Han som Far og Bedstefar
altid er så god og rar,
derfor en lykønskning stor
fra hans børn og deres Mor.

På billedet herunder ses den gamle købmand i en lidt yngre udgave med personalet i butikken – formentlig omkring år 1950. Debel Lundgaard bagerst i brun kittel, senere købmand i Vamdrup efterfølger af sin far, som var forretningsfører i butikken, inden Peter Rosendahl Hansen overtog. Svend Hagelskjær, lærling, står ved siden af Peter, Han var søn af grd. Seppelov. Han læste til statsautoriseret revisor, og blev kommunaldirektør i Silkeborg. Holger Godiksen, kommis, i hvid kittel, blev købmand i nærheden af Ebeltoft.
Det er den butik, der i dag er “Thitirat wellness og thai massage” på I. P. Hansens vej 18.

Købmand Peter Rosendahl Hansen og hustru Anna Marie Hansen (født Jespersen) i butikken. Dette er lokalerne der i dag huser Uldum Brugs.

Den gamle købmand i hjemmet med stor cigar, som nævnt i sangen.

Peter Rosendahl Hansen blev født 29-10-1902 og døde 11-06-1981.

I et uddrag fra historien om Uldum Mølle skrevet af Børge Haugstrup i 1992 får vi indblik i møllens tidlige historie i Uldum. Mere af historien kan læses på Uldum Lokalarkiv.

I den store møllebygningstid omkring 1860 fik også Uldum sin hollandske vindmølle. Den lå sydvest for landsbyen på Hesselballe mark, hvor navnet Møllegården stadig er knyttet til stedet. Mølleren hed Knud Olesen, og møllen blev senere overtaget af hans søn, Ole Knudsen.

Denne mølle brændte i 1895 – en skæbne, der er overgået mange gamle vindmøller i tidens løb. Den da 36-årige Ole Knudsen lod møllen genopføre samme år på den nuværende plads, men i en noget større udgave. Uldum Mølle blev med sin størrelse og sit vingefang et vartegn for landsbyen. Det fortælles, at den oprindelig havde det næst-største vingefang af nogen mølle i Danmark på den tid – kun en mølle i Fredericia havde større vinger.

Men selv et nok så stort vingefang er til ingen nytte, hvis vinden ikke blæser. Der blev derfor i 1926 installeret en Deutz-motor af samme type, som anvendtes i mindre fiskekuttere. Motoren blev anbragt i et motorhus, der var forbundet med selve møllen med en gangbro. Senere blev den første motor suppleret med en motor fra det berømte Bukh-firma i Kalundborg. Således helgarderet kunne Uldum-mølleren være leveringsdygtig til hver en tid, når de Uldum-bønder kom med deres sække korn.

Møllen var her som i andre små landsbysamfund stedet, hvor man mødtes. Ja, mølleren indtog efterhånden smedens plads som formidleren af et vist socialt samvær. Her som hos smeden kunne bynyt udveksles. Men gæstfriheden måtte ikke gå ud over det arbejde, der skulle gøres. Og møllen var et sted med travlhed.

Ikke alle gæster på møllen var dog lige velkomne. I nogle erindringer skildrer en søn af Ole Knudsen, Svend H. Møller, en episode, der fandt sted under den første verdenskrig 1914-18. Man var da – som også senere – pålagt visse restriktioner. Bønderne skulle således aflevere al den byg og hvede, de avlede. Men det hændte, at de “glemte” at aflevere en del af det. Møllerne blev derved udsat for et vældigt pres, idet man bad dem om at male byg-og hvedemel af det “glemte” korn. Mange møller måtte overhovedet ikke male mel, men Uldum Mølle havde fået lov til at male bygmel, naturligvis kun efter kontrol fra levnedsmiddelkontoret. Hvede måtte man under ingen omstændigheder male. Netop en dag, hvor møllen havde fået en god portion hvede til formaling, dukkede en af statens kontrollanter op. Mølleren, Ole Knudsen, var ved at lave en indhegning, men møllersvenden inde på møllen var kvik nok til at indse, at hveden måtte gemmes væk i en fart. Ole Knudsen bad kontrollanten om lov til at blive færdig med indhegningen, og det havde den intetanende kontrollant da ikke noget imod. Imens havde møllersvenden travlt inde i møllen, så da Ole Knudsen og kontrollanten et kvarters tid senere kom op på møllen, svedte svenden, så vandet drev af ham. “Jamen det er da forfærdeligt, som din møllersvend sveder”. “Ja” svarede Ole Knudsen “han er ualmindelig flink og gør altid en stor indsats, og det er jeg jo taknemlig for”.

Forøvrigt havde den tids møllere den aftale, at når kontrollanten startede sin motorcykel efter besøg på møllen, gik man op i møllehatten for at se, hvilken vej han kørte. Derefter gik der telefonbesked til nabomøllen, at nu måtte man hellere få gemt det af vejen, han ikke måtte se. Det var derfor meget sjældent, at der blev konstateret noget ulovligt hos de “lovlige” møllere.

Uldum Mølle

I 2016 fejrede Plejecentret Nedergården i Uldum 50 år jubilæum. Den 23 juni 1966 holdtes der rejsegilde på den første bolig til ældre bygget af Uldum kommune. I begyndelsen af december 1966 flyttede de første 8 beboere ind i deres lejligheder i det nye byggeri. Hver beboer havde 20 kvm. med stue, køkken og badeværelse. Der var intet personale tilknyttet og ingen fællesrum. Men det var også kun 1. etape af det planlagte hvilehjem. Byggeriet kostede dengang 344.750,34 kr., skønt det var forventet kun at koste 284.419,20 kr. Den første bygning var sydfløjen, så beboerne havde udkig op i byen.

En længe med endnu 8 lejligheder, et køkken og en lejlighed til en nyansat leder blev bygget allerede i 1969.

I 1979 blev et aktivitetscenter bygget til, i 1995 fulgte Svalegangen med 8 lejligheder og endelig i 2001 den helt store til- og ombygning: 14 nye lejligheder og renovering og modernisering af alle de gamle dele af plejehjemmet. Der kom café, værksteder, mødelokaler osv. Under denne byggeperiode blev alle beboere genhuset på Højtoften i Lindved.

Nedergården har fået navn efter den gård, der lå på samme sted, og som sognerådet i Uldum kommune købte sammen med 7 tønder land. Jorden blev udstykket til byggegrunde, og i dag udgør det området Åparken og Åvangen. Bygningerne blev revet ned og gav plads til det nuværende plejehjem.

Gården Nedergården kan man følge helt tilbage til ca. 1770. Den var fæstegård under henholdsvis Hammergård, Hvolgård og Rask Hovedgård. Efter stavnsbåndets ophævelse frikøbte fæster Rasmus Nielsen Nedergården. I 1825 overtog Karen Poulsdatter og Chresten Christensen Nyborg gården og helt til 1966 gik den fra far til søn i Nyborg-familien.

Den første lov om hjælp til fattige, blev lavet i 1735. Fattigkassen blev bestyret af præsten, og 17 gårde i Uldum skulle bidrage til den. Senere blev det et råd med præsten og tre-fire gårde, der overtog forpligtigelsen, indtil sognerådet blev oprettet i 1844. Fra 1870 til 1913 drev Uldum og Langskov en fælles fattiggård.

Før Nedergården blev bygget, var der ikke noget kommunalt plejehjem i Uldum. I 1924 oprettede diakon Jensen et privat plejehjem på Nørregade, som han drev indtil 1962. De ældre, der ikke var plads til, blev sendt udenbys. Men det blev for dyrt for kommunen, så det blev besluttet at bygge. Sognerådet kunne ikke blive enige om, hvor plejehjemmet skulle ligge, men fik så tilbud om at købe Nedergården, og dermed fik sognets plejehjem en central placering i Uldum.

Nedergården (den faktiske gård som plejecentret er opkaldt efter) tegnet i 1875, da den var ejet af Poul Christensen Nyborg.

Plejecenter Nedergården som det ser ud i april 2017.

————————
Historien om Nedergården i Uldum blev også bragt i “Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn – Nyhedsbrev”, Oktober 2016.

I et uddrag af Viggo Juul erindringer (indtalt på bånd i 1975), beskrives hovedgaden i Uldum som den så ud omkring århundredskiftet år 1900 (og altså ikke det seneste århundredskifte). Stykket blev først bragt i Orienteringsblad til medlemmer af Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn i Oktober 1990.

“Her lå apoteket, der først var filial af apoteket i Givskud, men da læge Tesch kom til byen, fik han apoteket hertil. Han var en foregangsmand, der ville have alt det til Uldum, han kunne få. Efter apoteket lå Rosendahls gård, hvis have gik næsten helt hen til apoteket. Der var kun en stor meter imellem og så var der en tjørnehæk. Der var lige plads til, at man kunne køre med en trillebør imellem haven og apoteket. Efter gårdbranden lå jorden, hvor de tre gårde havde ligget, hen en del år, inden købmand Hansen begyndte at bygge på den. Han lod først bygge bageriet og efterhånden det meste af den side af gaden. Det var Peter Nielsen – Peter Murer kaldte vi ham – der murede det. Bagved, hvor nu Aksel Nielsens forretning er, byggedes et stort afholdshotel med dansesal ovenpå og en Good Templar-loge nedenunder. Der var dengang en stor afholdsforening i Uldum med en afdeling for ældre, en ungdomsafdeling og så en Good Templar-orden. Det senere afholdshotel blev bygget af en forpagter Jessen fra præstegården på den jord, der var “gadejord”. Der var fire lejligheder og postmesteren boede til at begynde med der, hvor der nu er restauration.

Hovedgaden så frygtelig ud med store huller i, men efterhånden gik de da så vidt, at vejmanden skulle skrabe den, så der ikke blev for meget smadder på den. Der var en åben rendesten i begge sider, godt en halv alen dyb, med gangbrætter over til husene, for ellers kunne folk ikke komme over. Det hændte af og til – til stor morskab for vi drenge – at en drattede i, især når de havde fået for meget brændevin. De, der havde langt skæg – og det var der mange, der havde dengang – så frygtelige ud, når de kom op af mudderet!

Før den nuværende kro blev bygget, var der kro eller gæstgivergård på den anden side af gaden i den ene ende af stuehuset til Rosendahls gård. Foran dette hus stod i mange år to bindesten, som man bandt hestene til, når man kom fra kirke og skulle ind og have en punch. Bagved, hvor der nu er købmandsforretning, lå bysmedjen. Det var samlingssted, hvor bønderne kom, og Jens Smed havde brændevinsflasken og øldunken stående ved siden af ambolten, så de kunne få en lille hivert, mens de ventede.”

Arkivet har naturligvis en del billeder af hovedgaden i Uldum (Søndergade) – her er et par stykker som ikke er meget senere end den tid Viggo Juul omtaler.

En særlig årsag til et besøg hos fotografen var bryllupsbilledet. Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn har modtaget ganske mange glasplader fra fotograf A. Johansen som havde sit virke i Uldum by 1909-1959 og blandt motiverne er naturligvis mange glade brudepar.

En særlig ting at bemærke er tøjet. Slør var ofte brugt – og ganske langt. Kjolen kunne være både mørk eller hvid. Gommen kan til tider ses i handsker og ofte med butterfly. Brudebuketterne er ikke altid med på billedet – nogle af dem var ganske store.

De fleste af disse brudepar er ganske ukendte for arkivet. Hvis du vil være med til at identificere dem, så bliver de løbende lagt op på arkiv.dk, hvor du kan se dem. Skulle du kunne hjælpe med navnene på de lykkelige par, så skriv til et bestyrelsesmedlem og fortæl os, hvad du ved.