Livet har ikke altid været rosenrødt i landsbyen Uldum. Gamle viser beretter om en særlig trist episode som skete i byen for 150 år siden d. 7. april 1867. Disse gamle viser blev brugt som supplement til datidens avis-artikler i en tid, hvor mange ikke kunne læse.

Historien starter med et overfald på Christen “Vægter” Pedersen. Christen var ikke en af Uldums faste beboere, så han kendte ikke mange i byen, men han havde for nyligt mødt Mads “Murer” Jensen på Uldum Kro, hvor de havde delt en hyggelig stund. Denne april-dag besluttede Christen Vægter sig i en brandert for at besøge Mads Murer. Det han ikke vidste var at Mads var en sygelig jaloux og voldelig mand, som tog dette besøg og en lidt for kæk hilsen fra Christen til Mads’ hustru Helene Hansdatter (også kaldet Helene Hansen) som bevis på at Helene var utro med Christen Vægter. Dette resulterede i at Mads overfaldt først Christen med sin stok og derefter Helene og deres børn. Christen flygtede ud af Mads Murers hus og over på Uldum Kro, hvor kromutter hjalp Christen med hans sår og tilkaldte sognefoged Poul Nielsen. Poul Nielsen hentede assistance og arresterede Mads Murer for overfaldet og tog ham med til Vejle Arresthus.

Christen Vægters besøg og overfald var det sidste strå for Mads Murer Jensens hustru Helene Caroline Laurenze Hansdatter/Hansen. Hun havde længe overvejet selvmord for dette var langt fra første gang Mads Murer havde vist sin voldelige side. Hun ville ikke lade børnene alene tilbage med deres mishandlende far, så ifølge planen skulle de også overtales til at begå selvmord sammen med hende. Det lykkedes hende at overtale 10-årige Marie og 8-årige Mathilde efter det brutale overfald. Hans Jørgen på 5 og den mindste Thomas på 2 år fulgte med.

Da mørket faldt på gik Helene og børnene ned til Uldum Bro over Uldum Å, hvor Helene snørrede de største børn til sig med en tørresnor og holdt den mindste Thomas på armen. De kastede sig i åen og druknede alle sammen. Helene var gravid.

Tragedien blev fortalt vidt og bredt i sangform. Hele historiens detaljer blev samlet og nedskrevet i 1985 af Rudolf Marcussen og kan læses på Uldum Lokalhistorisk Arkiv. To af sangene fra den tid kan også findes på arkivet. Den ene hedder “En sørgelig Sang om et 6-dobbelt Mord” (siger måske noget om datidens attitude til sagen at der står mord og ikke selvmord i titlen) og “En ny sørgelig Sang, om den ulykkelige Hustru i Uldum ved Veile“.

En sørgelig Sang om et 6-dobbelt Mord
Mel. Peter Schjøtt i Barndomsalder

See, nu denne stakkels Qvinde
Stod saa ene og forladt,
Syntes meer ei Trøst kund’ finde,
Slutted’ sig til Døden brat;
Hun medtog det Kjæreste
Hun paa Jorden eiede.

Da hun dette aabenbared
For sin kjære Børn saa smaa,
De i Graad da hende svared,
Vi vil med i Døden gaae,
Vi vil følge Dig i Nød,
Følge Dig i Liv og Død.

Moderhjertet kunde briste
Ved at høre disse Ord,
Hun sig fra sit Leie listed’
Skjøndt hun der mishandlet laa,
Støttet af den Ældst’ hun blev,
De til Døden var beredt.

Hun sig satte til at skrive
Sine efterladte ord,
Hvoraf jeg har taget Visen,
Sandhed kun i denne staaer.
Dermed hun sit Hjem forlod
Sidste Vandring sig paatog.

Moderkjærligheden brændte
For sin’ kjære Børn saa smaa,
Villig’ de fra Hjemmet vendte
Fulgte med til Uldum Aa,
Fire hend’ for Øjet var,
En hun under Hjertet bar.

Hun et Reb de 3 omslynged,
Bandt dem alle til sin Barm,
Men den meest uskyldig’ Yngling
Holdt hun fast udi sin Arm;
Kasted’ sig i Dybets Gjem,
For at find’ et bedre Hjem.

De som Lig om anden Dagen
Fandtes udi Vandets Gjem,
De med Møie blev optagen
Og blev bragt til deres Hjem
Blev udi 3 Kister lagt
Og til Kirkegaarden bragt.

See saa stor en Sørgeskare
Fulgte dem til Jordens Skjød,
Præsten holdt en rørend’ Tale
Taarer hos de Fleste flød
Rundt paa Uldum Kirkegaard
Hørtes Folkets Suk og Graad.

Kun for Eet lad os nu bede,
Alle Svagheds Børn vi er,
Og til Døden os berede,
Vi ved ei hvor den er nær.
Her desværre er for Faa
Der er fuldt beredt derpaa.

Tænk paa Gud den gode Skaber,
Tænk han er vore Frelser god,
Ingen, ingen han forlader,
Kun vi følge vil hans Bud.
Tænk, Betænk, han livet gav
Lad ham lægg’ os i vor Grav.

Du kan finde sange og melodier i dette dokument, som også kan findes på arkivet i Uldum.