Vi har på arkivet en større samling tekster fra P. M. Iversen (elektricitetsværkbestyrer). Vi starter her med at kigge på tiden omkring år 1900. Dette er del 3 – du kan finde del 2 her.

Efter kroen boede karetmager Ole Peter Mortensen. I det næste hus boede en murer som hed Rasmussen. Derefter kom et bageri. Bageren hed Kresten Petersen. Dernæst manufakturforretning, hvor indehaveren hed Petersen. Så kom en slagter forretning. Slagteren hed Niels Hansen. Det sidste hus på denne side lå på hjørnet om efter kirken. Der boede landpost Mads Kirkeby. På modsat side med facade mod Dortheasminde lå et stort hus med en lejlighed i hver ende af huset og to små lejligheder ovenpå. Forneden boede skrædder Karl Rasmussen i den ene lejlighed og salmager Petersen i den anden. Ovenpå boede en franskvasker, hvis mand blev kaldt Niels Peter Bredmås. Han var så glad for brændevin. Grunden huset var bygget på var byjord. Det var der bymændene i gamle dage samledes, når de holdt råd om fælles anliggender, såsom når der skulle sås korn og når der skulle høstes. Der var nogle sten i en rundkreds. Hver mand havde sin sten at sidde på. Oldermanden i midten. Det er blevet mig fortalt af en gammel mand som hed Rasmus Jensen. Han var så god til at fortælle (han havde været med i krigen 1864).

Lige ved kirkestien lå sprøjtehuset. På den anden side af kirkestien op efter byen boede en læge, som hed Broager. Han var gift med en datter af læge Tesch. Derefter kom telefoncentralen. Den var installeret hos salmager Anders Mikkelsen, der boede i den ene ende af et langt gammelt hus, som havde været skole. Den anden ende af huset blev beboet af skomager Jens Peter Nielsen. På det tidspunkt var der ikke flere huse på den side af gaden, men i løbet af få år var der fuldt udbygget.

På hjørnet af vejen efter Dortheasminde og Kærvejen boede købmand Arne Nyborg. På modsat hjørne boede blikkenslager Bertelsen. Bag ved ham boede træskomand Niels Juul. Et lille stykke henne på Kærvejen ved samme side som købmanden var der tømrer og snedkerforretning. Snedkeren hed Niels Petersen. På modsat side af vejen var en vognfabrik og maskinværksted. Fabrikanten hed M. S. Petersen. På samme side som maskinværkstedet boede der en fotograf som hed Rasmussen. Gårdene i byen lå således: lidt vest for byen boede Johannes Jensen som var sognefoged. Sognefogeden var på den tid en betydelig mand i de små landbysamfund. Johannes J Jensen var respekteret for sin noble måde at være på. Han var, hvad man kaldte en stovt bonde.

I byen, som kaldtes Vesterbyen, broede gårdejer Jens Therkelsen. Ved siden af maskinværkstedet lå en ny gård, hvis jord var udstykket fra præstegården. Denne gård var opført af en gårdejer Niels Hansen fra Boring og forpagtet ud. Forpagteren hed Jensen. Poul Nyborgs gård lå på hjørnet af Kirkegade. Poul Nyborg var en ældre mand, men der var to voksne sønner. Den ene Arne købte købmandsforretning på hjørnet af vejen efter Dortheasminde og Kærvejen. Den anden søn Christen blev bestyrer for sin moder efter faderens død i 1905.

Om efter kirken lidt nord for vejen lå to gårde. Den ene ejedes af Poul Hansen, som var en meget konservativ og selvbevidst mand, som ikke gerne tålte modsigelser. Den anden gård ejedes af en enkekone, som hed Ane METTE Hansen. Hun havde to sønner som på den tid der her omtales begge gik i skole. Så hun havde en ældre mand som bestyrer. Sønnerne Hans og Knud døde begge to af den spanske syge i 1918.

Nord for kirken lå præstegården. Forpagteren hed Anders Therkelsen. Han var med til at oprette elektricitetsværket i 1906 og blev den første formand.

I Østerbyen lå tre gårde. På den største gård boede Mathias Bundgård. Han var en ældre mand, men der var en voksen søn hjemme. Han hed Niels og overtog senere gården. I den gård hvis lade støttede sig til Bundgårds lade, boede gamle Hvillum samt en ældre søn, der hed Kristen. Der var en gammel husbestyrerinde som hed Sine. Hun blev aldrig kaldte andet end Sine Hvillum. Det var vist også hende som stod for det hele. Det sidste gård i Østerbyen ejedes af Kresten Klausen, der blev sagt om ham at ingen kunne køre så store læs tørv fra Uldum Kær som ham.

Så var der Bakkegården som ligger lige overfor højskolen. Manden hed Kristian Frandsen. Han var samtidig vognmand. Han kørte dagvogn til Vejle. Det var en lukket vogn, hvor der var plads til otte personer, men hvor der ofte var så mange med at de sad ovenpå hinanden. Det var samtidig postvogn med post fra Uldum til Vejle og fra Vejle til Uldum. Postkontoret var på stationen. Banen fra Horsens til Tørring var bygget 1891. Postmesteren hed Jensen. Der gik tre landposter ud fra posthuset. Landposterne hed Mads Kirkeby, Jens PETER Jensen og Niels Friborg samt en kone som delte posten ud i byen. Konen blev kaldt Madam Rettrup.

Lidt sydvest for byen boede gårdejer Johannes Rosendahl. Han var en respekteret mand og blev senere sognefoged og sognerådsformand. På den tid var det gårdmændene, der dominerede i sognene og i sognerådene. Det var først i 1902 da vi fik en udstykningslov at husmændene begyndte at komme med.

Jeg husker at de politiske bølger gik højt dengang. Når der var politiske møder mødte folk op og de kunne blive så ivrige at de stod op og råbte i munden på hinanden. Når der var rigsdagsvalg skulle folk til Give for at kunne stemme. Uldum lå i Give valgkreds. Det var ikke let for småfolk at komme til at komme til at afgive deres stemme for bønderne som var kørende tog ikke gerne folk op at køre, hvis de ikke var helt sikre på at de ville stemme på den samme kandidat som de selv. Det var lige efter provisorietiden, så folk var ivrige efter at høre noget fra rigsdagen. Kandidaterne talte og diskuterede hele valgdagen i forsamlingshuset i Give. Folk var i det hele taget meget flittige til at gå til møder og generalforsamlinger dengang som nu.