Erindringsbilleder april 1998 : Johanne Nielsen, Kirkegade 15 | Lokalhistorisk Forening for Uldum Sogn

Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

Johanne Nielsen, Kirkegade 15, fortalte i april 1998 om et liv på landet under og mellem to verdenskrige:

Jeg er født 1911. Mine forældre boede i det hus, der i dag er Kirkegade 7. Det var dengang et gammelt hus, der siden er bygget helt om. Min far var en af dem, der sad og slog sten til skærver øst for kirken, hvor der dengang var en sportsplads. Der læssede man store sten af, der skulle slås til skærver og så fordeles i små dynger langs vejene, hvor vejmanden kunne tage af dem og fylde hullerne på vejen.

Om sommeren var han i tørvene ude kæret ligesom så mange andre på den tid. Men det var jo under den første verdenskrig, og han var tre gange indkaldt til sikringsstyrken, som de unge mænd blev det dengang.

I 1915 havde min far købt en ejendom i kæret, men i 1918 døde han af den spanske syge, der hærgede rundt omkring på den tid. Jeg var syv år, da min far døde, og jeg var begyndt at gå i skole året før, da jeg var 6½ år Det var i den lille skole hos frøken Hansen.

Min mor var alene indtil 1927. Vi var fire børn -2 brødre og 2 søstre, og det var ikke altid lige nemt for hende, for dengang var der jo ikke megen hjælp at få som i dag. Men i 1927 blev hun så gift med Sigvald Svendsen. De boede i mange år ude i kæret. Det var kun en lille ejendom, men stor nok til, at de havde mælk og daglige fornødenheder. Sigvald, som vi børn altid kaldte mors “Sigvald”, havde været fodermester forskellige steder. Han kom nu til at arbejde ved banen, dengang de udvidede den til Thyregod i1929. Men i 1962 blev hele banen nedlagt, og i de følgende mange år arbejdede han som murerarbejdsmand og sled sig op ved det.

I 1925 var jeg kommet ud at tjene på en ejendom i Bøgballe kær. Naboens til det sted, jeg tjente, havde fem piger og en søn. Jeg kom tit over at besøge de piger, der endnu var hjemme boende, og vi blev veninder. Men der var jo også den søn, og så endte det altså med, at jeg blev gift med ham. Det var i 1931 i november måned. Vi købte en ejendom på Hvolgaards mark – det var oprindelig en arbejderbolig, og ejendommen var en af dem, der var udstykket fra herregården. Senere kom flere til. I de år, vi boede der, blev der bygget tre ejendomme, alle udstykket fra gården. For øvrigt skete der det, at Hvolgaard kom på tvangsauktion, fordi han, der havde den, nok ikke kunne klare det.

Mens vi boede på Hvolgaards mark, arbejdede min mand i skoven med at fælde træer. Træet herfra blev solgt på skovauktioner. Der kom en masse mennesker i skoven, når der blev holdt disse auktioner. Træet lå i velordnede stabler langs stierne ind i skoven. Det var jo om vinteren, der blev arbejdet med træfældning. Om sommeren –i sær i høstens tid – hjalp min mand til på Hvolgaard.

Vi boede på Hvolgaards mark i ni år – fra 1931 til 1940. Det var, mens vi boede der, at jeg oplevede den 9.april 1940. Jeg var kommet tidligt op om morgenen, sådan som vi jo plejede. Vi lagde godt nok mærke til, at der var usædvanlig megen flyvning den morgen. Ejeren af Hvolgaard dengang hed Horn, og han var flyver, så vi tænkte, at det måske havde noget med ham at gøre. Min mand skulle hjem til Bøgballe med nogle smågrise, og han kørte hen ad formiddagen. Vi vidste jo ikke, hvad der var sket – ikke før vor nabo, der var mælkekusk, kom og fortalte det. Dengang hørte man jo ikke så meget radio.

Jeg var altså alene hjemme, – ja, den yngste af pigerne var der også. Jeg havde været ovre i kræhuset og ordne noget, da jeg så, at der holdt en lastbil oppe på landevejen lige ud for den vej, der gik ned til os. En 54 mand var på vej hen ad vores privatvej. Det var tyske soldater, og de ville så gerne have en kop kaffe til et stykke mad. Jeg turde ikke sige nej, så jeg måtte til at fyre op i vores komfur og lave kaffe til dem. Smør og brød havde de selv. Det var mit møde med tyskerne den 9.april.

Men hvad der ellers skete, mærkede vi ikke så meget til. Ja der var en del overflyvninger om natten, og så var mange af de daglige varer rationeret. Jeg har endnu rationeringsmærker på smør og margarine, kaffe, sukker og andet. Nogle af mærkerne blev sat i kraft efter nærmere bekendtgørelse, som der stod på dem. Visse varer var rationeret helt hen til 1953, altså flere år efter at krigen var endt.

I august 1940 flyttede vi fra Hvolgaards mark. Da fik vi min mands fødehjem i Bøgballe. Den ældste af vore piger var lige begyndt at gå i skole i den forskole, der lå i Nyborg. Dengang begyndte de deres skolegang i april. Mens vi boede på Hvolgaards mark, var vi nogle gange med til grundlovsfest i Alsted skov. Det var altid meget festligt. Engang vi cyklede derom, var det øsende regnvejr, men til grundlovsfest skulle vi! Vi var også med til de store efterårsmøder på højskolen. De strakte sig over flere dage dengang, og det var også meget festligt med de mange mennesker, ikke alene fra egnen, men vidt omkring fra.

Befrielsen 4. maj 1945 mærkede vi heller ikke så meget til. Det var den unge pige, vi havde til hjælp dengang, der kom og fortalte om det. Jeg ventede pige nummer fire, og hun blev født senere på måneden. Det skete på sygehuset, og mens jeg lå der – på en otte sengs-stue fik jeg rigtig besked om, hvad der var sket 4.-5. maj.

Min mand blev syg med en alvorlig og sjælden blodsygdom, der ødelagde hans milt, og det kneb meget med at få den specielle medicin, der skulle bruges. Det varede i otte år fra 1958 til 1966, da jeg blev alene.

Vor søn, der havde hjulpet til under sin fars sygdom, ville hellere til noget andet end landbruget, og det vidste hans far også godt. Vi havde for det meste 12 køer, der alle skulle håndmalkes – vi fik godt nok malkemaskine til sidst. Hver dag kom mælkekusken med den hestetrukne mælkevogn og læssede de tunge mælkespande op på vognen.

Det var andre tider på landet dengang end i dag.

Da ingen af de unge ville overtage, blev ejendommen solgt i 1966, og jeg kom igen til at bo på Kirkegade i Uldum. Selv om vi havde boet i Øster Snede sogn, havde vi følt os mere knyttet til Uldum, og da vore børn skulle i skole, fik vi lov til at lade dem gå i Uldum skole i stedet for i Bøgballe eller Kragelund.

I de første år hernede deltog jeg hvert år i de korte kurser på forskellige højskoler i landet. Ellers hjalp jeg i en del år hos dyrlæge Cramers.

Nu fører jeg en lidt mere stilfærdig tilværelse, men nyder stadig at opleve fællesskabet med andre.