Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv.

I april 2000 blev det Gudmund Nyborgs tur til at fortælle blandt andet om slægtsgården og hvordan et tilfældigt møde førte til at Plejecenter Nedergaarden kom til at ligge lige midt i byen.

Mit fødehjem var en gammel slægtsgård, der lå, hvor nu plejehjemmet ligger. Den hed Nedergaarden, og plejehjemmet har fået navn efter den.

Min oldefar Kristen Kristensen kom fra Nyborg i Langskov sogn og blev gift med en pige fra Uldum. Han købte gården i 1825 og havde den i halvtreds år indtil 1875. Navnet Kristensen blev efterhånden erstattet med Nyborg efter hjembyen.

Min bedstefar overtog gården i 1875, og min far fik den i 1925 og havde den til sin død i 1948.

Vi var otte brødre, og jeg var den tredieyngste i flokken – og forøvrigt den eneste, der siden hen blev landmand.

Min far hed Kresten Nyborg – han skrev altid sit fornavn med Chr. og ikke med K. Hans far hed Poul Nyborg, og sådan skiftede det med de to fornavne. Min ældste bror hed Poul, men han blev hestehandler og ville ikke være landmand.

Jeg oplevede jo mine drengeår i Uldum, der dengang ikke så ud som i dag. Dengang var tre af de store gårde i midtbyen brændt. Jeg husker egentlig foruden vores egen gård kun min farbror Arne Nyborgs gård og Bundgaards gård – Uldumgård som den hed. Så var der også Bakkegården over for højskolen. Af de gårde, der brændte, er bevaret stuehuset fra den ene, den gule bygning over for kroen. Foran den var to bindesten, som man kunne binde hestene ved, mens man handlede eller var på gæstgiveri.

Jeg gik i skole i Uldum de første fire skoleår. Først to år i den “lille” skole, der var forskole for de yngste. De næste to år var i den store skole, hvor Høltzermann var førstelærer og hans svigersøn Tage Maarssø var andenlærer.

Det var en skole med disciplin og respekt. Hvis man blev spurgt om noget, rejste man sig op, og det gjorde man også, når der kom nogen ind i klasseværelset. Og af og til vankede der en lussing, der sved. Men det var jo ikke så ualmindeligt dengang.

Efter fjerde klasse kom jeg til Tørring realskole, hvis leder var Marius Buhl, og hvor man kunne få mellemskoleeksamen. Vi var flere fra Uldum, der fulgtes derover. Om sommeren cyklede vi, og om vinteren tog vi med tog fra Uldum station.

Min morfar var bager og kom fra Thy. Han købte den bagerforretning, der stadig ligger på hovedgaden. Hans søn, min morbror, der hed Theodor Kristensen, overtog senere forretningen, og hans bror Thorvald, der boede i huset ved siden af, var svend ved Theodor. Min morbror solgte forretningen til bager Olsen og flyttede først til Horsens og senere til Odense.

I fem år – fra jeg var 10 år – var jeg om søndagen bydreng for min morbror og fik 50 øre for det hver gang. Jeg var omkring med rundstykker til hele byen hver søndag morgen og fik på den måde kontakt med mange forskellige.

Højskolen var en god kunde, og de skulle have rigtig mange rundstykker. Så hver søndag morgen var jeg deroppe med en kurv svingende fuld af rundstykker. Der var nok 150 hver gang svarende til det antal elever på skolen. Rundstykker kostede 4 øre dengang, horn kostede 5 øre.

Jeg husker, at vi hver jul var oppe på højskolen med to kæmpelagkager, som Theodor hvert år forærede højskolen – og vi fik ved den lejlighed 2 kroner af Svenning Pedersen.

Efter skolegang og eksamen i Tørring var jeg hjemme på gården sammen med min bror Ove, inden jeg kom ud at tjene på en gård i Hvirring. Derefter kom jeg på Dalum landbrugsskole, og det var, mens jeg var på Fyn, at jeg fandt min kone, der var fynbo. Efter krigens afslutning var jeg soldat i 9 måneder. Så kom jeg hjem igen, og nogen tid derefter var det så, at min far døde.

Min far havde en hel del tillidshverv, bl.a. var han i sognerådet, formand for elektricitetsværket og for mejeriet, ligesom han også var i skolekommissionen. Han interesserede sig i det hele taget mere for for dette udadvendte end for at drive gården.

Efter min fars død i 1948 var det min mor, der stod som ejer af gården, men året efter blev jeg forpagter, og det var jeg indtil 1955, da jeg overtog den.

Gården var en stor firelænget gård med indkørsel til den lukkede gårdsplads gennem en port i den vestlige længe (ud mod Nørregade). Her var desuden endnu en port, igennem hvilken udkørsel med arbejdsredskaber og gødning foregik. Stuehuset, der ikke var det oprindelige, lå langs med Kirkegade og havde nogle karakteristiske buede vinduesruder, som man kunne se ud igennem, men ikke udefra og ind. Taget var naturskifer, et ellers godt produkt, men her lagt dårligt på.

I 60’erne gik udviklingen så hurtigt, at det blev svært at drive landbrug med udkørsel af gødning, ajle m.m. fra en gård med beliggenhed midt i byen.

Samtidig var sognerådet ude efter en velegnet grund til et plejehjem. Vi havde på det tidspunkt et privat plejehjem i byen. Men kommunen ville bygge et større og tidssvarende og havde udset sig præstegården med dens jordtilliggende vest for Skanderborgvejen til formålet, og man var meget tæt på at gennemføre handlen.

Så mødte jeg en dag tilfældigvis et sognerådsmedlem og spurgte ham om det var rigtigt, at kommunen var ved at købe præstegården og dens jord til plejehjem. Det bekræftede han. Jeg sagde, at jeg syntes, at det var en meget dårlig ide, for det ville da være en trist beliggenhed, hvor beboerne ville få udsigt til kirkegården. Så måtte man da hellere købe min gård! Han blev overrasket over, at jeg ville sælge. Men det ville jeg – til den samme pris, som var budt på præstegården. Der var jord helt ned mod Lilleåen.

Nu fulgte der en livlig diskussion mellem sognerådets syv medlemmer – nogle var imod og andre for køb af præstegården. Efter en lang debat foreslog man en afstemning, og her stod det 4 mod 3 for køb af Nedergaarden.

Sognerådet havde meget travlt med at finde en egnet grund til et plejehjem i Uldum, idet man var interesseret i at få det på plads inden den forestående kommunesammenlægning. Det var nok forklaringen på det forholdsvis hurtige forløb af den handel.

Der skulle ske overtagelse af staldbygningerne 1. november 1964, og jeg kunne blive boende i stuehuset endnu et års tid frem.

Kort tid efter at kommunen havde købt gården, gik man i gang med at nedrive udbygningerne for at give plads til det nye plejehjem. Den første del, der stod færdig, var den nuværende sydfløj med tilhørende køkkenafdeling.

Den blev taget i brug i efteråret 1966, og ved indvielsen fik plejehjemmet navnet Nedergaarden efter den gamle gård, på hvis plads det var bygget.

Jeg blev boende i stuehuset indtil 1. maj 1965, da jeg flyttede i huset på Industrivej, hvor jeg nu bor. Det gamle stuehus fik lov at blive stående et års tid endnu og var i en periode lejet ud til forskellige, der havde behov for en midlertidig bolig.

Med med nedrivningen af den gamle gård og fjernelsen af “huset med de buede vinduer” forsvandt et stykke af Uldums historie.

Luftfoto af Uldum. Øverst ses Nedergaarden.

Nedergaarden tegnet i 1875, da den var ejet af Poul Christensen Nyborg.

Privatbanetog forlader Uldum Station.