Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv.

I februar 2000 blev det Søren Gudiksens tur til at fortælle blandt andet om sin opvækst i Salling og årene der fulgte.

Jeg er sallingbo, født i Rødding i Vestsalling. I mange år var der privatbane fra Skive og derud. Den havde endestation nogle få hundrede meter fra mit hjem. Men stationen hed ikke Rødding, og det var jo lidt sært. Men det skyldtes, at da banen blev anlagt, ville herremanden på Spøttrup – han hed Toft – kun afgive jord til banen på den betingelse, at stationen kom til at hedde Spøttrup, og at der blev etableret et sidespor, så han kunne læsse sine stude.

Den skole, jeg gik i, var en friskole. Man skal næsten være Sallingbo for at forstå de skoleforhold, der var derude dengang. Foruden den grundtvigske friskole var der kommuneskolen og en skole, vi kaldte missionsskolen. Der var meget skarpe skel dengang.

Vi børn fra de tre skoler sloges jo med hinanden, og det kunne godt gå ret voldsomt til. Det skete så, at vores lærer kom ud og sagde: ”Ja, nu slås I i dag, men så er det slut!” Det var det i reglen ikke.

Den præst, der konfirmerede mig, var ny i embedet. Jeg var på det første hold, han havde. Kort tid efter, at han var kommet, gik han en dag ude i haven og var ved at kløve noget træ, han havde fældet. Da kom menighedsrådets formand forbi. “Det må du ikke. Det passer sig ikke for en præst,” sagde han. Formanden var skomager og meget missionsk.

I Rødding var der en stor valgmenighed, der ikke bare omfattede sognet, men havde medlemmer fra de omliggende sogne. Men selv om vi gik i den grundtvigske friskole, havde mine forældre altid været tilknyttet sognemenigheden.

Vi var 8 søskende, og vi gik alle i friskolen. Det var jo noget af en økonomisk belastning for mine forældre, og det ville have kostet dem yderligere, hvis de også skulle have betalt til valgmenigheden.

Min far var landmand, og min mor var uddannet dameskrædder eller sypige, som det kaldtes dengang. Oprindelig var min far mejerist. Men så blev hans bror, der havde en vognmandsforretning, indkaldt som soldat, og han bad min far om at passe den i hans fravær. Han kørte jo med hesteforspand og passede blandt andet fragtkørslen til Skive. Da farbror Anders var færdig med soldatertjenesten, havde han ikke rigtig lyst til at fortsætte med vognmandsforretningen. Så han overdrog min far den, og han fortsatte så med at køre fragt til Skive, en strækning på omkring 20 km.

I 1915 overtog mine forældre min mors hjem, og da havde min far kørt fragt i 6-7 år. Jeg kan lige mindes min bedstefar. Han havde sådan nogle karakteristiske “frikadeller” ved ørerne. De kaldte ham “Æ Husmandsfører”, og siden har jeg fundet ud af, at han var ærkeradikal. Han var på aftægt i mit hjem de sidste år, han levede.

I nærheden af mit hjem var der et lille gartneri, hvor jeg arbejdede lidt efter skoletid og kørte rundt med tomater og andet fra gartneriet. Det var virkelig festligt sådan at komme rundt i hele sognet og især handle med de gamle koner. Jeg tror nok, at jeg vidste, hvor de hver især gemte deres bolsjedåse!

Da jeg blev konfirmeret, kom jeg ud at tjene. Den første vinter var det ved en nabo til mit hjem. Men jeg boede ikke hjemme, selv om det var tæt på. Vi drenge skiftedes til at hjælpe derhjemme, for der var ikke råd til at have fremmed hjælp. Vi fik ingen penge for det, men så var der en kalv eller en so, som blev vores, og så var som en slags løn.

Jeg kan huske fra min skoletid i begyndelsen af 30’erne, at Spøttrup fik kongebesøg. Vi skolebørn var opstillet på rad og række og skulle råbe hurra for majestæten, når han kom. Det var børn både fra kommuneskolen, friskolen og den missionske, og på et bestemt tegn skulle vi så råbe hurra.

Da der viste sig en støvsky på vejen – det var før, den blev asfalteret – blev der givet tegn, og vi råbte hurra i vilden sky. Men det var ikke kongen, men gårdens svinerøgter, der således fik en kongelig modtagelse!

De folk, der hjalp på Spøttrup og herregårdene i almindelighed på den tid, var de såkaldte ”herregårdsbisser”. De var på en gård 2-3 dage, og så rejste de videre til et andet sted. De kunne være hårde, især mod forvalteren på gården.

Der var engang i høstens tid, at der var et vældigt postyr ved en tærskemaskine. Af nysgerrighed var jeg kommet derhen, og der lå forvalteren på “bordet” ved tærskemaskinen, og folkene truede med at sende ham igennem den – og jeg tror såmænd godt, at de kunne have gjort det. Det var et hårdt liv på herregårdene dengang.

I marts 1937 brændte avlsbygningerne på Spøttrup. Jorden blev udstykket, og der blev bygget 26 mindre ejendomme, de såkaldte statshusmandshjem. I dag er det jo gået den anden vej med sammenlægninger, så antallet er næsten halveret.

Der var oprindelig 700 tdr. land til Spøttrup. Heraf var ca. 100 tdr. land sø. Men da gården blev udstykket, blev søen tørlagt gennem dræning, så hver af de nye ejendomme kunne få et skifte af den indvundne jord. Men nu er vandet ført tilbage i forbindelse med en restaurering af den gamle middelalderborg.

Da jeg var 17 år, fik jeg plads ved vores sognerådsformand, og jeg skulle have den formidable løn på 730 kr. for et år. Men så skulle jeg køre for præsten hver anden søndag til de to kirker, han passede. Det var indregnet i lønnen og foregik i en jumbegig. Hjemme havde vi en meget fin charabanc, som vi nemt kunne fylde, for vi var jo mange. Den gik som ligvogn i det meste af sognet, husker jeg.

Mit hjem var måske nok, hvad man kunne kalde fattigt. Men for os var det et rigt hjem, for vi havde det godt med hinanden. Det var et sted, hvor landevejens “løse fugle” til hver en tid kunne komme og få nattelogi. De skulle blot altid aflevere deres tændstikker. Jeg fik på den måde et særligt forhold til og forståelse for disse mennesker, der ofte var gode fortællere, og som for manges vedkommende havde en skjult fortid, anderledes end deres nuværende tilværelse.

Engang skulle min far en aften over i laden derhjemme han havde ikke tændt lys, for han var jo huskendt. Da han rakte ud efter noget halm, fik han fat i benet på et menneske. Det var en af landevejsridderne, der lå og var død. Jeg kan huske, at der var et farligt postyr for at få ham begravet. Han havde jo ikke noget tilholdssted og blev begravet i et hjørne af kirkegården derhjemme. Vi lagde gennem lang tid en buket på hans grav.

Vores ejendom var på 27 tdr. land. Der var et par engskifter til, og i det ene skifte gravede vi skæretørv, i det andet bjærgede vi hø. Græsset her blev jo slået med en hjølle, og vi drenge lærte snart at bruge sådan en. Det gjorde ikke noget, om vi kom til at hugge i noget, for det var jo noget fugtigt blæverstas. Græsset blev stakket på nogle stativer, og når det skulle bjærges, blev der lagt nogle stænger ind under det, og så blev det båret “i land” på den måde. Men udbyttet var ikke stort.

I vinteren 1940/41 var jeg elev på Uldum Højskole. Vi var 12 fra Salling den vinter. Bagefter var jeg en kort tid i en plads ude i Mindstrup, men så kom jeg op til Fritz Kjær i Vester Ørum. Her havde jeg en søster, der havde fået plads der efter sommeren på højskolen. Det var egentlig i stedet for en anden karl, der var kommet til skade, at jeg fik pladsen, som jeg havde indtil november.

Så fik jeg plads i Hornborg, og det var her, jeg lærte Frida at kende. Det var noget af hendes familie, der havde den gård. Vi blev forlovet nytårsaften 1942 og blev så gift fire år efter.

Det var, mens jeg var i Hornborg, jeg kom på session, og 1943 blev jeg indkaldt. Vi var stationeret ved Nyborg, men det varede kort, for på grund af krigsbegivenhederne blev vi ligesom andre danske soldater sendt hjem, da tyskerne tog over.

Min soldatertid fik jeg alligevel, for da krigen var slut, blev vi genindkaldt i juli 1945. Som soldat havde jeg sammen med de andre kammerater vagt ved flygtningecentre oppe i Vendsyssel. Her var mange tyske flygtninge, der var kommet herop på grund af forholdene i Tyskland i krigens sidste måneder. Blandt de flygtninge, jeg passede, var direktøren for Krupps fabrikker.

Da jeg var hjemsendt i ’48, var jeg nogle dage ovre hos min svigerfar i Eriknaur. En dag kom Axel Lindahl fra Hornborg derover. Han spurgte, om jeg var arbejdsløs. Og det var jeg jo på en måde. Han manglede netop en mand, for hans fodermester var rendt af pladsen. Om jeg kunne tænke mig at gå i hans sted? Jo, det kunne jeg da godt, men på den betingelse, at jeg kun skulle ansættes for en uge ad gangen. Frida og jeg ville jo gerne have vort eget på det tidspunkt.

Jeg kendte Axel Lindahl fra tidligere, for det var ham, jeg tjente hos i 1941. Nu da jeg skulle tjene ham igen, fik jeg det samme beløb for en uge, som jeg dengang havde fået for en måned!

I efteråret 1946 købte vi så en gård i Kalhave. Da vi snakkede om, hvor vi skulle bo, var den eneste betingelse, Frida stillede, at hun ikke ville bo hverken i Hornborg, Haurum eller Kalhave – og så blev det alligevel Kalhave.

Gården, vi overtog, hed Kalhave Møllegård og var på 27 tdr. land. Den havde vist oprindelig været dobbelt så stor, idet den var skilt ud fra en større gård, der lå lidt længere nede. Vores gård havde ikke fire længer omkring en gårdsplads, som det ellers var almindeligt. Der var en åben plads, hvor den ene længe skulle have ligget, og det skyldtes, at netop der havde møllen ligget i sin tid. Til gengæld var laden og ko-stalden bygget i forlængelse af hinanden.

Det fortælles, at den dag, der skulle have været rejsegilde på laden, brændte møllen. Og efter sigende var det alle tiders begivenhed, som folk strømmede til. At det blev et sådant tilløbsstykke skyldtes, at den stærke varme fik den brændende mølles vinger til at bevæge sig.

Det var vistnok i 1910, for det år er de andre huse bygget. Møllen var en kornmølle, men ejeren af gården var egentlig ikke møller, men han malede korn for nogle af naboerne.

Det blev han for øvrigt ved med, efter at møllen var brændt fra en kværn, drevet af en petroleumsmotor i et skur ved siden af gården. Han hed Søren Rand og var svigerfar til Ejner Hansen, som jeg købte gården af.

Vi havde Kalhave Møllegård indtil 1974, da vi flyttede herned til Uldum. Vi havde købt grunden et par år før af Kristen på Bakkegården, og der var kun bygget et hus deroppe på det tidspunkt.

Det var egentlig ikke meningen, at vi ville have solgt gården i Kalhave lige på den tid. Vi boede nabo til værkføreren hos A.P. Laursen i Bøgballe, og da han hørte, at vi ville sælge, spurgte han, om jeg ikke kunne tænke mig at komme derover. Jeg svarede, at det havde jeg godt nok ikke tænkt på. Jamen jeg kunne da komme derover på prøve, foreslog han. Jeg var der i 25 år – på prøve, for jeg tror aldrig, at jeg blev rigtig ansat. Den sidste tid derovre var jeg mest fejemand.

Efter at vi var flyttet herned, fik Frida arbejde på plejehjemmet i Flemming, hvor hun var i fem år. Derefter kom hun ned på Nedergården og havde arbejde her i 10 år. Hun holdt meget af at være sammen med gamle mennesker.

Fra den allerførste dag, vi kom herop, har vi befundet os godt og været glade for at bo her. Vi fik jo mange naboer, efter som Bakkegårdsparken blev bebygget. Og der er et godt fællesskab heroppe.

Nu er jeg ene, men vi fik mange år – og gode år – sammen her i Bakkegårdsparken.

Søren og Frida Gudiksen.