Husavisen på Plejecenter Nedergården kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergården, der fortalte om de lange levede liv.

I marts 1998 blev det Anna Grosbøls tur til at fortælle blandt andet om at komme til nysgerrige Uldum som ganske ung pige.

Jeg er født den 20. august 1915. Min far var købmand i Kolind på Djursland. Det var oprindelig en meget stor købmandshandel, som folk kom kørende til langvejs fra. Der var derfor mange udhuse i forbindelse med købmandsgården.

Vi var 3 søskende. Min far var gift to gange. Hans første kone døde i barselseng, da hun var 25 år. Hun havde født to små drenge, men den ene af dem døde. Senere blev min far så gift med min mor, men vi mærkede aldrig, at drengen fra det første ægteskab ikke var vores bror. Min søster og jeg var tvillingesøstre. Vi havde sådan et godt hjem, for far og mor var altid hjemme og kunne være sammen med os.

I manufakturhandler Bregnegaards forretning hjemme i Kolind var der ansat en ung mand, som jeg lærte at kende. Han hed Viggo. Jeg havde ellers en ven dengang, allerede fra jeg var 14 år. Han og Viggo var på dekorationsskole inde i Århus, og han fortalte en dag Viggo, at han kendte en pige i Kolind, som han var gode venner med. Han gik da ud fra som givet, at det nok skulle blive de to! Men jeg havde det med at skifte dem ud ret tit. En dag, jeg fulgte min ven til toget, stod Viggo henne på hjørnet ved stationsbygningen og kiggede langt efter os. Jeg havde skam godt lagt mærke til, at Bregnegaard havde sådan en flot ung mand, og jeg havde også set, at han gjorde lange øjne til mig. Jeg kunne heller ikke holde øjnene ved mig selv. Og sådan gik det til, at vi mødtes, og vennen røg sig en tur.

Da vi havde kendt hinanden et års tid, ville Viggo gerne selv have forretning. Han havde været rundt og set på forskellige, men faldt så for den her i Uldum. Den var helt kørt ned, og han, der havde den – Krog hed han – havde vist forbygget sig og var gået fallit. Det var i 1934, vi kom til Uldum. Vi var ikke gift dengang – det blev vi først året efter i Kolind. Min mor var af den gamle type, så hun ville ikke have, at vi boede sammen, så længe vi ikke var gift. For der skulle ikke sættes en plet på mig af den grund. Vigge boede den første tid ved den gamle ejer, mens jeg boede henne hos urmager Bording. Men min svigerinde mente nu nok, at vi godt kunne komme sammen, når der kun var den lille afstand mellem os! Viggo spiste ovre hos Anna, senere gift med Aage Andersen.

Vi blev gift den 19. august året efter i Kolind. Det var – som det var skik dengang der på egnen – et meget stort bryllup. Vi fik en masse gaver, især en mængde sølvtøj! Folk i Kolind sagde dagen efter, at det var en helt sølvvarebutik henne hos købmand Mikkelsen.

Vi var jo unge folk, da vi kom til Uldum – jeg var lige fyldt 19 år. Jeg tror, vi var de yngste i gaden, så vi vakte nok en del opmærksomhed – også mere end jeg brød mig om. Dengang stod der små havebænke ude foran næsten hvert hus mod gaden, og der sad folk så og tog os rigtigt af. Jeg syntes, de var utroligt nysgerrige, så en dag foreslog jeg Viggo, at han fik lavet en bagudgang, så jeg kunne komme uset ud. Jeg længtes frygteligt meget hjem i den første tid, især savnede jeg min tvillingesøster, som jeg altid har haft et nært forhold til. Min mor døde kun 51 år gammel, og min far havde mange forskellige husholdere i tiden derefter.

Da vi kom til Uldum i 1934, så byen jo noget anderledes ud end i dag. Hovedgaden, som vi kaldte den, var ikke asfalteret, og der var en åben rendesten i begge sider. Der var heller ikke noget rigtigt fortov. Når der om vinteren skulle skovles sne, måtte alle mand af huse og hjælpe med det. Dengang var der jo heller ikke noget, der hed hjemmepleje. Jeg husker, at jeg hjemme i Kolind af og til havde været omkring og set til gamle og syge. Min mor havde tilskyndet mig til det. Det var jo en slags hjemmepleje, jeg på den måde lavede som ganske ung pige – jeg var kun 12 år!

Det var jo andre tider dengang. Højskolepigerne om sommeren måtte ikke gå med bare ben, og de var næsten helt tildækkede, når de gjorde gymnastik. Hvert år på grundlovsdagen gik de i flok og følge op til Rask skov, hvor der holdtes grundlovsfest. De havde flaget med, og det så festligt ud. Og så var der jo de store efterårsmøder på højskolen, hvor egnens folk og mange langvejs fra deltog. Det var også festligt, når Horsens mandskor marcherede op ad hovedgaden til det store sangstævne. Om sommeren – og de senere år også om vinteren – var der skuespil, hvor Viggo altid var med. Det nød han meget.

Men forretningen var hans et og alt, og han lagde i de første år et stort arbejde i at få den banket op, for den var jo kørt helt ned. Kort tid efter at vi var kommet til Uldum, kom den færdigsyede konfektion frem. Fra den forretning, han havde været i oppe i Kolind, fik han nogle gamle buster, som han gav et overtræk og så udstoppede med silkepapir, så de fik disse her høje skuldre, der var kommet på mode. Og så begyndte han at sælge færdigsyet tøj! Men derved kom han lidt på kant med vores genbo på den anden side af gaden, skrædder Højberg, der jo lavede skræddersyet tøj efter mål. Men da det færdigsyede konfektionstøj var billigere, købte folk jo det.

Det gav en stor berøringsflade at have forretning på den tid. Vi kendte jo faktisk alle folk i byen og også kunder, der kom længere væk fra. Engang kom en af de “gammel stærke” og bestilte noget stof. “Hvo manne pæng ska a ta mej” spurgte han. “Så manne do hår” sagde Viggo. Så svarede manden: “Trowr do da, te a ska komm i en lastbil!”

Viggo kaldte forretningen “Kontantforretningen”. Tanken var, at der kun skulle handles kontant. Selv om mange sagde, at det umuligt kunne gennemføres, så blev det gennemført. Folk lærte at handle med kontant betaling som forudsætning.

Vigge var fra Sønderjylland, fra Øster Linnet i nærheden af Rødding. Her havde hans far en stor slægtsgård. Den overtog siden to af Viggos ældre brødre. De var begge to flygtet til Norge under Første Verdenskrig for at undgå at komme i tysk soldatertjeneste. De var seks søskende, og Viggo var den næstyngste, og han var ikke konfirmeret på det tidspunkt. Han måtte gå i tysk skole i syv år. Som stor dreng på 15 år oplevede han Genforeningen i 1920. Den dag, kong Christian red over grænsen, trykkede kongen ham i hånden, endda to gange samme dag, og det glemte han aldrig. Min svigerfar fik Dannebrogskorset for det arbejde, han havde gjort for danskheden.

Der var meget nyt for mig at lære, da jeg som 17-årig for første gang kom til Sønderjylland. Der var først og fremmest sproget. Der var mange ord og udtryk, som jeg slet ikke forstod. Min svigermor bagte sådan nogle gode pebernødder – dem kaldte hun “bæggenødder”.

Jeg fik lært at lave sønderjysk mad, der også er meget forskellig fra det, vi kender. Sønderjyderne har mange specielle retter og nogle særlige madskikke. Det kommer især til udtryk omkring højtiderne. Juleaften, der altid fejredes på slægtsgården, fik man suppe. Til nytår stod den på grønlangkål, lavet på sønderjysk, vel at mærke: hakket sammen med kogte kartofler og så kogt som store boller. Og så blev de serveret med kogt flæsk. Det at kålen blev hakket sammen med kogte kartofler skulle bevirke, at man bedre kunne tåle dem. Om pinsen skulle vi altid have kyllingesteg. Jeg fik aldrig lært at tale sønderjysk, men jeg fik lært at lave sønderjysk mad, og det hænder den dag i dag, at mine børnebørn kommer og beder mig så mindeligt om at lave sønderjyske boller og sønderjyske frikadeller til dem.

Grosbøls forretning i Uldum. Billedet er taget ca. 1950.