Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

I november 1998 blev det Karen Andersens tur til at fortælle blandt andet om et liv, der bogstavelig talt skabte kontakt til mange. Et liv med telefoncentral i Ølholm.

Mit barndomshjem var i Gammelby i Læborg sogn ved Vejen. Det var en lille landejendom på nogle få tønder land, der lå ved vejen mellem Gammelby og Nyby. Min far arbejdede med at lave skæretørv i den nærliggende tørvemose. Det hjalp vi børn med. Vi skulle lære at arbejde, og det gjorde vi tidligt, for det var nødvendigt med noget ekstra arbejde, for at vi kunne tjene til føden.

Dengang var det jo almindeligt, at børn tidligt lærte at hjælpe til.

Når min far ikke passede det derhjemme eller arbejdede i mosen, slog han skærver ved vejen – sådan en slags Jens Vejmand. Hans arbejde her bestod også i at sortere store sten fra små ved at ryste gruset gennem en slags si. Det kaldtes at harpe grus. Far fik derfor tilnavnet “Æ Grusharper”. Det kunne forekomme lidt pudsigt, når folk kom for at købe tørv, at de så skulle henvende sig til Æ Grusharperi!

Min mor døde, da jeg var fire år. Senere giftede far sig igen.

Jeg kunne jo ikke blive ved at gå hjemme, da jeg blev større.
Jeg kom ud at tjene på forskellige gårde deromkring på egnen. Her måtte jeg hjælpe til i marken med at hakke roer og passe køerne. Et af stederne var en stor gård, der ejedes af et ungt par. Manden hørte vistnok til, hvad man kunne kalde egnens spidsborgere, men de var begge ualmindeligt flinke mod mig, så jeg var meget heldig med den plads.

Senere kom jeg jo så her til egnen og fik plads på en stor gård i Vindelev – Christiansminde hed den. Manden der havde hentet sin kone nede i Berlin. Her var jeg i flere år, indtil jeg traf den mand, jeg blev gift med i 1939. Han var husflidslærer i Vindelev dengang, og her boede vi i nogle år. Han var uddannet hobbysnedker og underviste også i aftenskolen. Men så fik han et mere fast og bedre lønnet arbejde på Omanns Møbelfabrik i Ølholm.
Her flyttede vi så til.

På den måde begyndte mine mange år i Ølholm, og min tilværelse på Ølholm Bygade 25. Huset eksisterer endnu, men jeg har fået det solgt – og også fået mine penge for det!

Her var i mange år indrettet telefoncentral, der bestyredes af smed Bendixen – eller rettere hans kone. Da hun så blev ældre og dårlig og ikke kunne overkomme det mere, fik jeg pladsen som centralbestyrer i Ølholm. Det var i 1940, og jeg var bestyrer, indtil centralen blev automatiseret i 1970.

Efter de 30 år ved centralen, kunne jeg stadig bruges til noget, der havde med telefon at gøre. Dengang var der noget, der hed telefonrenser, så jeg blev sådan en, der kunne bruges til at rense telefoner! Det var jo de gammeldags telefoner med en sort tragt og et langt telefonrør, og begge dele kunne godt blive præget af den megen brug gennem årene. Det kunne bevirke snavs og støv, så lyden ikke var så god. Derfor havde især større virksomheder i Vejle som Folkebladet og store firmaer en “telefonrenser”, og jeg var altså en af dem en tid.

Men det var nu alligevel ikke rigtig mig. Jeg er imidlertid indrettet sådan, at jeg ikke kan finde ud af at sidde hen uvirksom med hænderne i skødet. Så efter min telefonrensertid kom jeg over på chokoladefabrikken og var med til at lave de berømte “Ølholmere”.

Det var jo lidt af en betroet stilling at være centralbestyrer dengang. Og 30 år er lang tid på en sådan post. Det har selvfølgelig givet nogle oplevelser undervejs, og man fik kontakt med mange mennesker. Men vi havde jo tavshedspligt, og måtte ikke lytte på samtaler eller fortælle til andre, hvad vi eventuelt hørte. Dog hvis der var tale om direkte fejlopkald, f.eks. forveksling mellem Ølholm og Mølholm, måtte vi gribe ind.

Telefonbordet var af den gammelkendte slags med propper, der skulle stikkes i de huller, hvor den ønskede forbindelse til abonnent opnåedes – klapper, der faldt ned, og et håndsving, der skulle drejes på. Det var bestemt ikke kedeligt, men spændende og afvekslende. Jeg havde en ung pige til at afløse mig, for der skulle da laves mad og sådan.

Efter klokken otte om aftenen var der forhøjet takst. Til centralen var knyttet det, der hed “Offentlig Samtalestation”, markeret med et blåt skilt ude på huset. Det var Jysk Telefon, der drev disse samtalestationer, hvor folk, der ikke selv havde telefon, kunne komme ind og føre samtaler – i reglen i husets forgang.

Det hændte også, at der blev ringet til centralen med besked om, at en, der ikke havde telefon, skulle ringe et bestemt sted hen. Så måtte min mand af sted efter ham og hente ham til centralen – også hvis vedkommende befandt sig i kæret.

Jeg kunne jo de fleste af de lokale telefonnumre i hovedet. Men det skete da også, at en ringede og sagde: “Jeg skal lige have det nummer i Århus, du ved nok!” Så kunne det godt nok knibe lidt! Til daglig gik det ofte til på den måde, at der blev bedt om en bestemt person, nævnt ved navn, og så skulle man jo gerne kunne huske nummeret på vedkommende. Nummeret på sognerådsformand og lægen burde jeg da vide.

Jeg havde jo gennem telefonen en nær kontakt til bestyrelsen i vores lille kommune. Hvis der var en, der manglede en hjemmehjælp, så ringede de til mig, og så skaffede jeg dem en hjemmehjælp. Sådan gik det til dengang!

Det skete også, at der gik bud til jordemoderen. Enkelte gange var der endda to fødsler samme nat. Så fik jeg besked om at ringe til fru Steffensen – det var jordemoderen, når nummer to var klar til at føde. Så jeg var jo meget med i det.
Engang fik jeg efter sådan en travl nat med to fødsler en sølvske som påskønnelse for min medvirken!

Som centralbestyrer var man månedslønnet. Da jeg måtte holde op, fik jeg et mindre beløb i aftrædelse. Det får jeg vist stadigvæk på den måde, at det bliver fratrukket i min telefonregning.

Det var gode år – de mange år på centralen i Ølholm. Spændende og afvekslende. Men de fik jo ende, først med centralens nedlæggelse og siden, da min mand døde. Da følte jeg, at jeg måtte flytte, og jeg var glad for at kunne komme herover og få lejligheden her i Åvangen.

Og jeg har nogle gode børn, som jeg er meget glad for. Udover min ældste datter har jeg tre sønner, der alle er i gode stillinger. Den ældste kører med olie for firmaet Haahr i Vejle, og den mellemste har badeland i Henne – og har haft alle tiders sæson i år på grund af vejret. Den yngste af mine børn er Jørgen, der har “Jørgens Værktøj” ude på Kærvejen og er gift med Tove. Dem har jeg megen glæde af, og Tove kommer tit og ser til mig.

Jeg befinder mig godt her i lejligheden. Og så kan jeg snildt af og til smutte over på hjemmet og gøre mig lidt nyttig der. Man skal passe på ikke at gå i stå, når man bliver ældre. Jeg går ikke så godt længere, men mine hænder fejler ikke noget, så dem kan jeg stadig lave noget med.

Karen Marie Andersen.