Husavisen på Plejecenter Nedergaarden kørte i en årrække en serie kaldet Erindringsbilleder. Det var ældre mennesker i og udenfor Nedergaarden, der fortalte om de lange levede liv. Serien blev indsamlet og nedskrevet af Børge Haugstrup og Ole Næss-Schmidt.

Verner Larsen, Vestergade, fortalte i november 1999 om oplevelser fra barndomsårene i Thy og de følgende lærlingeår – en tid, hvor både prisniveau og arbejdsvilkår var anderledes end i dag:

Jeg er født i 1919 i Hørdum i Thy, en lille landsby midtvejs mellem Hurup og Thisted. Vi var seks søskende, 3 piger og 3 drenge. Min far var snedkersvend hos byens eneste snedker, der byggede huse om sommeren, men om vinteren fremstillede møbler.

Jeg gik i en 4-klasset skole, der dog ikke var stråtækket. Om sommeren gik vi kun i skole hver anden dag. Der var to lærere, en førstelærer og en andenlærer, som det hed dengang.

Vores førstelærer var noget speciel. Om formiddagen kom hans kone ind i skolestuen med en bakke med boller og kaffe, som han så nød, mens vi havde time. Bagefter tog han et æble fra en skuffe i katederet. Det spiste han, efter at han havde skrællet det med en dolk, som han altid gik med på sig.

Han havde også en salonriffel, som han skød med på de solsorte ude i haven, som irriterede ham ved at nappe i hans æbler. Han skød på dem gennem et Åbentstående vindue i skolestuen! En dag var der ingen fugle, men så glemte han at tage patronen ud, da han satte riflen fra sig, så den gik af op i loftet, hen over hovedet på de 30 børn i skolestuen.

Dengang gik man i skole fra syvårsalderen og indtil man fyldte 14 år. Så kom man ud at tjene, eller man kom i lære. Der var kun en enkelt, der kom i realklassen. Det skulle man jo betale for dengang.

Allerede som 11-årig begyndte jeg ved købmanden derhjemme som bydreng og anden hjælp. Det var en forretning ligesom I.P. Hansens her i Uldum. Om vinteren kørte vi brændsel ud på en trækvogn.

Den føromtalte førstelærer havde en bil – det var der ikke mange, der havde der på egnen dengang. Det var en Brandenborg, og den skulle rendes i gang hver gang, han skulle ud at køre. Som 13-årig havde jeg sammen med en jævnaldrende kammerat den tjans at rende den i gang, når han skulle et ærinde i den om aftenen. Så kunne vi køre med hen og få benzin på. For 5 kr. fik man 20 liter benzin. Ja, det var tider dengang – eller var det?

Hørdum var station på Struer – Thisted banen. Stationsforstanderen var, som den slags var det dengang, en person med autoritet. Men jeg havde fået lov til at hjælpe med at tænde lysene på stationen og rulle bommene ned, når der skulle komme tog.

Stationsforstanderen holdt meget af at spille violin. En dag var han gået sådan op i det, at han helt glemte sine pligter. Han sad inde i stuen og spillede, og jeg gik udenfor, men turde ikke banke på og forstyrre ham, selv om der holdt et tog ude ved signalet og fløjtede, for det stod jo på stop. Toget fløjtede anden gang, og det fløjtede tredje gang. Så måtte det efter reglerne køre ind på stationen, men kun med en fart på 20 km. Først da stoppede forstanderen sit violinspil og kom tilbage til virkeligheden og en alvorlig påtale.

Som 14-årig kom jeg i rigtig lære i købmandsforretningen derhjemme. En lærling dengang fik ingenting i løn det første år, men 20 kr. det næste, 40 kr. det tredje og 80 kr. det fjerde år – vel at mærke for hele året, plus kost, men ikke logi.

Mit ønske var egentlig at blive elektriker, men jeg skulle udenbys for at lære det, og det kostede penge, og det var der ikke råd til.

Jeg gik i teknisk skole fire aftener om ugen fra kl. 6 til 9. Det kneb ofte med at komme til tiden, da vi havde åbent fra 7 morgen til 6 aften, fredag til kl. 8. Lørdag var det til kl. 9, og da var vi først færdige kl. 11.

I min læretid solgte jeg ugeblade og Dagens Nyheder. Ugebladene var Dansk Familieblad og Søndag i Jylland, og de kostede henholdsvis 35 øre og 20 øre. Dagens Nyheder kostede 25 øre.

Tre år i træk blev jeg inviteret til København hvert år sammen med 160 andre drenge fra hele landet. Vi var i orange uniform, skjorte og skråhue, hvorpå der stod Dagens Nyheder. Alt blev betalt, og i Tivoli fik vi udleveret billetter til næsten alt. Hele turen kostede mig under 10 kr. Jeg tog hjemmefra tirsdag morgen og kom hjem fredag aften.

I 1936 kom jeg til København en ekstra gang, idet lærlinge i aftenskolen havde lavet forskellige ting, som blev solgt på amerikansk lotteri, og på den måde blev der til en Københavnstur. Dengang søgte man ikke offentlig støtte hverken til den slags eller til idrætten. Man kunne selv.

I min ungdom var jeg ivrig fodboldspiller. Samtidig havde jeg ansvaret for, at fodbolden og banen var i orden. Det fik jeg for hele sommeren 50 kr. for.

Jeg kan også nævne, at da jeg i 1937 fik kørekort, kostede det i alt 51 kr. De to eksempler fortæller jo lidt om prisniveauet dengang.

En lille sjov historie: Engang havde min far lavet en firkantet luftdrage. Den satte jeg op, da det blev mørkt, og bandt en tændt lommelygte fast på den. Så skete der det, at vor skolelærer, der refererede til Thisted Amtsavis, dagen efter skrev, at han havde set en Ufo aftenen før. Vi lod ham blive i troen og røbede aldrig den rette sammenhæng.

Da jeg 1. maj 1938 forlod min arbejdsplads efter endt læretid, rejste jeg til Vonge, hvor jeg havde fået arbejde hos købmand Jensen. Her var jeg i godt fire år, og her lærte jeg min kone at kende. Hun var datter af bager Petersen i Vonge.

Herefter fik jeg plads hos firmaet Jørgen Christensen i Vejle. Efter 12 år her flyttede jeg til Importøren på Nørregade. Det var meningen, at jeg skulle have et af deres udsalg, hvor der blev et sådant ledigt. Men da det varede længe, inden det ville ske, tabte jeg tålmodigheden. Da jeg så i avisen, at der var en isenkramforretning til salg i Uldum, tog jeg ud og så på den. Ejeren boede i Hostebro, men vi blev enige om en leje for 2 år, og der blev fastsat en pris til den tid ved køb af den. Selv om forretningen var kørt helt ned, var vi så optimistiske at tro på, at den kunne køres op igen. Og det lykkedes jo også efterhånden.

Den første tid passede vi den selv. Senere kom Orla i lære, og efter fire år flyttede han ud til Henning Hansen. Vi fik en ny lærling igen, men min kone var en uvurderlig hjælp også i forretningen.

Samtidig med at passe forretningen var jeg kasserer i nogle foreninger, hvor posten som kasserer i elektricitetsværket nok var den værste. Det var netop på den tid, man overgik til vekselstrøm – et skifte, der på mange måder var ret kompliceret, også i økonomisk henseende.

Det var også på den tid, at Jørgen Christiansen og jeg tog initiativ til, at starte et varmeværk, der kom i gang i 1962. Min længstvarende bestyrelsespost var i vandværket, hvor jeg var med fra 1967 til 1990.

Ved kommunevalget i 1962 blev jeg valgt ind og fik den meget tidskrævende post som kasserer. Men i 1967 blev det for meget, så jeg søgte sognerådet om at blive fastansat, og det gik også i orden.

Vi havde da spurgt Orla, om han var interesseret i at overtage forretningen, og det var han. Som 22-årig overtog han den fra 1 juli 1967, og den er siden blevet det, den er i dag, som de fleste kender, og det er vi selvfølgelig både glade og stolte over.

Så kom kommunesammenlægningen i 1970, og da kunne personalet fra de tidligere kommuner søge stillinger ved storkommunen, hvis de ønskede det.

Jeg fik stillingen som socialinspektør, en stilling jeg havde til 1978. Da syntes jeg, at de sociale problemer blev lidt for brogede for mig. På det tidspunkt blev der oprettet en pedelstilling, og det var lige noget for mig – at holde orden på papirvarer og arkiver, samt sørge for diverse reparationer.

I september 1986 gik jeg på pension efter godt 24 år på kommunekontoret. Siden den tid har jeg haft flere småjob bl.a. som regnskabsfører på varmeværket og medhjælpende kustode på Uldum Mølle i weekender.

Og efter en periode som medlem af ældrerådet er jeg nu i bestyrelsen i Brugerrådet på Nedergården.

Ældre billede af Uldum Isenkræmmer.

Uldum Isenkræmmer med ophørsudsalg.

Hanna og Orla Larsen bag disken i Uldum Isenkræmmer.