I Uldum har vi hverken slotte, voldgrave eller store armbevægelser, men vi har dog haft en “Lillekonge” ifølge Amtmanden i Vejle.
“Lillekongen” Jørgen Jensen (1779-1867) var både sognefoged, lægdsmand, snefoged, brandfoged, kirkesanger, kammerraad og dannebrogsmand, men det var ikke kun titlerne, der gav ham øgenavnet. Jørgen Jensen var retfærdig, lovkyndig og hjælpsom, og mange gik til ham med deres uenigheder. “Sådan skal det dennemand være” sagde han og sådan blev det.
Hans egenrådighed gav dog problemer en gang imellem. Præsten havde ignoreret forældrene til et nyfødt barn, som gerne ville have barnet døbt hurtigt på grund af sygdom – det måtte vente til det kunne blive døbt i kirken. Forældrene gik til Jørgen Jensen med problemet og han døbte barnet selv. Efterfølgende bebrejdede præsten ham for gerningen for barnet døde ikke. “Nej”, sagde Jørgen. “Men så havde det dennemand også været for sent”. Der blev ikke gjort mere ud af den sag.
Jørgen havde kun en ligemand, måske endda overmand, i sognet og det var Karen Mortensdatter, hans egen kone. De havde kendt hinanden hele deres liv og vidste de hørte sammen på trods af deres forskelligheder. Karen havde et heftigt temperament og var “hellig”, som man sagde om “de vakte” dengang. Jørgen var ligevægtig og praktisk – også med hensyn til religion. Da de blev gift lovede de hinanden ikke at forsøge at ændre den anden og give plads til forskellighed, for de kunne ikke undvære hinanden, men heller ikke blive enige. Senere i livet sagde Karen, at Jørgen holdt ord, men det gjorde hun ikke.
Det var bemærkelsesværdigt at Karen blev dybt religiøs. Hun var ellers født på Uldum Kro med alt hvad der dertil følger i krostuen, men gennem mødet med nogle af tidens store religiøse personligheder, Peder Frandsen Rytter og Hans Nielsen Hauge fra Norge, blev hjemmet dybt troende. De hellige fordømte kortspil, dans og anden lystighed.
Lillekongen Jørgen Jensen derimod gik ikke af vejen for et slag kort, spillede op til dans til Liegstouw-aftener, og dansede også gerne med. Jørgen Jensen havde en udviklet musikalsk sans, violinspil var ham til stor fornøjelse og når han kom hjem fra gilde og gik i seng, tålte Karen ikke, at hans fødder rørte hendes. “Hold dine syndige fødder ved dig selv”, sagde hun. “De har både hoppet og danset”. Karen brød sig heller ikke om at Jørgen spillede op til dans. En dag knækkede hun hans violinbue. “Det skulle du ikke have gjort, lille Karen”, sagde han stille. Mere blev der ikke sagt og Karen indrømmede senere, at hun fortrød – det overholdt ikke deres aftale om at give plads til hinanden.
Karens heftige temperament gik også ud over andre. Hun var klog og god, men den hellige iver kunne tage ved hende. En mand ville ikke høre på hendes prædiken og trak bare på skuldrene. “Vil du ikke høre, må du føle”, sagde hun og stak ham en lussing. “Nå, nå, lille Karen! Sådan bar Jesus sig ikke ad med at omvende folk”, sagde Jørgen. Det måtte Karen indrømme var rigtigt. Karens hellighed gav dog også udslag i gode ting. Hun var kendt for sin gavmildhed, der næsten var overmenneskelig. Nogle folk – ikke Jørgen – bebrejdede hende at hun gav hele arven til børnene væk. “Arh”, sagde Karen. “Jeg sætter på rente til mine børn ved at hjælpe folk, der trænger”.
Alle Lillekongen og Karens seks børn klarede sig godt og slægten voksede sig meget stor. Ved et slægtsmøde i 1948 fortalte redaktør og efterkommer Kristian Jespersen at mindst 300 slægtninge samledes i Uldum. Siden da er mange flere kommet til både på Uldum-egnen og udenfor. Blandt de mest indflydelsesrige kan nævnes sønnen Jens Jørgensen, deltager i den grundlovsgivende forsamling i 1848 og mere kendt end sin far. Sønnen Jesper Jørgensen, sogneforstander, amtsmand, sognefoged, taxationsmand, forligsmægler og medstifter af Landbosparekassen i Vejle. Sønnen Søren Jørgensen var også sognerådsmedlem, medstifter af Vejle Amts Folkeblad og rigsdagsmand. Af senere efterkommere kan nævnes Kristen Bording, socialdemokratisk landbrugsminister (1924-26, 1929-1945 og 1947-50) og Kristian Thulesen Dahl, tidligere leder af dansk folkeparti.
En anden arv efter Lillekongen og Karen, som stadig findes i Uldum i dag, er deres gård, Karensdal opkaldt efter Karen. Musikken fylder en del på gården i dag med diverse kultur-tilbud. Helt i Lillekongens ånd – men sjovt nok ikke Karens. Hun ville nok sætte mere pris på at der også er “Bed and Breakfast” i gården – at give husly til fremmede var mere i hendes ånd.