I et uddrag fra historien om Uldum Mølle skrevet af Børge Haugstrup i 1992 får vi indblik i møllens tidlige historie i Uldum. Mere af historien kan læses på Uldum Lokalarkiv.

I den store møllebygningstid omkring 1860 fik også Uldum sin hollandske vindmølle. Den lå sydvest for landsbyen på Hesselballe mark, hvor navnet Møllegården stadig er knyttet til stedet. Mølleren hed Knud Olesen, og møllen blev senere overtaget af hans søn, Ole Knudsen.

Denne mølle brændte i 1895 – en skæbne, der er overgået mange gamle vindmøller i tidens løb. Den da 36-årige Ole Knudsen lod møllen genopføre samme år på den nuværende plads, men i en noget større udgave. Uldum Mølle blev med sin størrelse og sit vingefang et vartegn for landsbyen. Det fortælles, at den oprindelig havde det næst-største vingefang af nogen mølle i Danmark på den tid – kun en mølle i Fredericia havde større vinger.

Men selv et nok så stort vingefang er til ingen nytte, hvis vinden ikke blæser. Der blev derfor i 1926 installeret en Deutz-motor af samme type, som anvendtes i mindre fiskekuttere. Motoren blev anbragt i et motorhus, der var forbundet med selve møllen med en gangbro. Senere blev den første motor suppleret med en motor fra det berømte Bukh-firma i Kalundborg. Således helgarderet kunne Uldum-mølleren være leveringsdygtig til hver en tid, når de Uldum-bønder kom med deres sække korn.

Møllen var her som i andre små landsbysamfund stedet, hvor man mødtes. Ja, mølleren indtog efterhånden smedens plads som formidleren af et vist socialt samvær. Her som hos smeden kunne bynyt udveksles. Men gæstfriheden måtte ikke gå ud over det arbejde, der skulle gøres. Og møllen var et sted med travlhed.

Ikke alle gæster på møllen var dog lige velkomne. I nogle erindringer skildrer en søn af Ole Knudsen, Svend H. Møller, en episode, der fandt sted under den første verdenskrig 1914-18. Man var da – som også senere – pålagt visse restriktioner. Bønderne skulle således aflevere al den byg og hvede, de avlede. Men det hændte, at de “glemte” at aflevere en del af det. Møllerne blev derved udsat for et vældigt pres, idet man bad dem om at male byg-og hvedemel af det “glemte” korn. Mange møller måtte overhovedet ikke male mel, men Uldum Mølle havde fået lov til at male bygmel, naturligvis kun efter kontrol fra levnedsmiddelkontoret. Hvede måtte man under ingen omstændigheder male. Netop en dag, hvor møllen havde fået en god portion hvede til formaling, dukkede en af statens kontrollanter op. Mølleren, Ole Knudsen, var ved at lave en indhegning, men møllersvenden inde på møllen var kvik nok til at indse, at hveden måtte gemmes væk i en fart. Ole Knudsen bad kontrollanten om lov til at blive færdig med indhegningen, og det havde den intetanende kontrollant da ikke noget imod. Imens havde møllersvenden travlt inde i møllen, så da Ole Knudsen og kontrollanten et kvarters tid senere kom op på møllen, svedte svenden, så vandet drev af ham. “Jamen det er da forfærdeligt, som din møllersvend sveder”. “Ja” svarede Ole Knudsen “han er ualmindelig flink og gør altid en stor indsats, og det er jeg jo taknemlig for”.

Forøvrigt havde den tids møllere den aftale, at når kontrollanten startede sin motorcykel efter besøg på møllen, gik man op i møllehatten for at se, hvilken vej han kørte. Derefter gik der telefonbesked til nabomøllen, at nu måtte man hellere få gemt det af vejen, han ikke måtte se. Det var derfor meget sjældent, at der blev konstateret noget ulovligt hos de “lovlige” møllere.

Uldum Mølle

I 2016 fejrede Plejecentret Nedergården i Uldum 50 år jubilæum. Den 23 juni 1966 holdtes der rejsegilde på den første bolig til ældre bygget af Uldum kommune. I begyndelsen af december 1966 flyttede de første 8 beboere ind i deres lejligheder i det nye byggeri. Hver beboer havde 20 kvm. med stue, køkken og badeværelse. Der var intet personale tilknyttet og ingen fællesrum. Men det var også kun 1. etape af det planlagte hvilehjem. Byggeriet kostede dengang 344.750,34 kr., skønt det var forventet kun at koste 284.419,20 kr. Den første bygning var sydfløjen, så beboerne havde udkig op i byen.

En længe med endnu 8 lejligheder, et køkken og en lejlighed til en nyansat leder blev bygget allerede i 1969.

I 1979 blev et aktivitetscenter bygget til, i 1995 fulgte Svalegangen med 8 lejligheder og endelig i 2001 den helt store til- og ombygning: 14 nye lejligheder og renovering og modernisering af alle de gamle dele af plejehjemmet. Der kom café, værksteder, mødelokaler osv. Under denne byggeperiode blev alle beboere genhuset på Højtoften i Lindved.

Nedergården har fået navn efter den gård, der lå på samme sted, og som sognerådet i Uldum kommune købte sammen med 7 tønder land. Jorden blev udstykket til byggegrunde, og i dag udgør det området Åparken og Åvangen. Bygningerne blev revet ned og gav plads til det nuværende plejehjem.

Gården Nedergården kan man følge helt tilbage til ca. 1770. Den var fæstegård under henholdsvis Hammergård, Hvolgård og Rask Hovedgård. Efter stavnsbåndets ophævelse frikøbte fæster Rasmus Nielsen Nedergården. I 1825 overtog Karen Poulsdatter og Chresten Christensen Nyborg gården og helt til 1966 gik den fra far til søn i Nyborg-familien.

Den første lov om hjælp til fattige, blev lavet i 1735. Fattigkassen blev bestyret af præsten, og 17 gårde i Uldum skulle bidrage til den. Senere blev det et råd med præsten og tre-fire gårde, der overtog forpligtigelsen, indtil sognerådet blev oprettet i 1844. Fra 1870 til 1913 drev Uldum og Langskov en fælles fattiggård.

Før Nedergården blev bygget, var der ikke noget kommunalt plejehjem i Uldum. I 1924 oprettede diakon Jensen et privat plejehjem på Nørregade, som han drev indtil 1962. De ældre, der ikke var plads til, blev sendt udenbys. Men det blev for dyrt for kommunen, så det blev besluttet at bygge. Sognerådet kunne ikke blive enige om, hvor plejehjemmet skulle ligge, men fik så tilbud om at købe Nedergården, og dermed fik sognets plejehjem en central placering i Uldum.

Nedergården (den faktiske gård som plejecentret er opkaldt efter) tegnet i 1875, da den var ejet af Poul Christensen Nyborg.

Plejecenter Nedergården som det ser ud i april 2017.

————————
Historien om Nedergården i Uldum blev også bragt i “Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn – Nyhedsbrev”, Oktober 2016.

I et uddrag af Viggo Juul erindringer (indtalt på bånd i 1975), beskrives hovedgaden i Uldum som den så ud omkring århundredskiftet år 1900 (og altså ikke det seneste århundredskifte). Stykket blev først bragt i Orienteringsblad til medlemmer af Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn i Oktober 1990.

“Her lå apoteket, der først var filial af apoteket i Givskud, men da læge Tesch kom til byen, fik han apoteket hertil. Han var en foregangsmand, der ville have alt det til Uldum, han kunne få. Efter apoteket lå Rosendahls gård, hvis have gik næsten helt hen til apoteket. Der var kun en stor meter imellem og så var der en tjørnehæk. Der var lige plads til, at man kunne køre med en trillebør imellem haven og apoteket. Efter gårdbranden lå jorden, hvor de tre gårde havde ligget, hen en del år, inden købmand Hansen begyndte at bygge på den. Han lod først bygge bageriet og efterhånden det meste af den side af gaden. Det var Peter Nielsen – Peter Murer kaldte vi ham – der murede det. Bagved, hvor nu Aksel Nielsens forretning er, byggedes et stort afholdshotel med dansesal ovenpå og en Good Templar-loge nedenunder. Der var dengang en stor afholdsforening i Uldum med en afdeling for ældre, en ungdomsafdeling og så en Good Templar-orden. Det senere afholdshotel blev bygget af en forpagter Jessen fra præstegården på den jord, der var “gadejord”. Der var fire lejligheder og postmesteren boede til at begynde med der, hvor der nu er restauration.

Hovedgaden så frygtelig ud med store huller i, men efterhånden gik de da så vidt, at vejmanden skulle skrabe den, så der ikke blev for meget smadder på den. Der var en åben rendesten i begge sider, godt en halv alen dyb, med gangbrætter over til husene, for ellers kunne folk ikke komme over. Det hændte af og til – til stor morskab for vi drenge – at en drattede i, især når de havde fået for meget brændevin. De, der havde langt skæg – og det var der mange, der havde dengang – så frygtelige ud, når de kom op af mudderet!

Før den nuværende kro blev bygget, var der kro eller gæstgivergård på den anden side af gaden i den ene ende af stuehuset til Rosendahls gård. Foran dette hus stod i mange år to bindesten, som man bandt hestene til, når man kom fra kirke og skulle ind og have en punch. Bagved, hvor der nu er købmandsforretning, lå bysmedjen. Det var samlingssted, hvor bønderne kom, og Jens Smed havde brændevinsflasken og øldunken stående ved siden af ambolten, så de kunne få en lille hivert, mens de ventede.”

Arkivet har naturligvis en del billeder af hovedgaden i Uldum (Søndergade) – her er et par stykker som ikke er meget senere end den tid Viggo Juul omtaler.

En særlig årsag til et besøg hos fotografen var bryllupsbilledet. Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn har modtaget ganske mange glasplader fra fotograf A. Johansen som havde sit virke i Uldum by 1909-1959 og blandt motiverne er naturligvis mange glade brudepar.

En særlig ting at bemærke er tøjet. Slør var ofte brugt – og ganske langt. Kjolen kunne være både mørk eller hvid. Gommen kan til tider ses i handsker og ofte med butterfly. Brudebuketterne er ikke altid med på billedet – nogle af dem var ganske store.

De fleste af disse brudepar er ganske ukendte for arkivet. Hvis du vil være med til at identificere dem, så bliver de løbende lagt op på arkiv.dk, hvor du kan se dem. Skulle du kunne hjælpe med navnene på de lykkelige par, så skriv til et bestyrelsesmedlem og fortæl os, hvad du ved.