På præstetavlen i Uldum Kirke står ud for Rasmus Ussings navn 1819-1859, 40 år som sognepræst i Uldum/Langskov, dog havde han hjælp af en kapellan fra 1848, da han fyldte 70. Han brugte en stor del af sine 11 år som emeritus til at skrive en roman: Martin og Elisabeth (1855), og erindringsbogen: En gammel landsbypræsts ungdomsminder. Romanen skildrer tiden omkring år 1800, hvilket i høj grad også gælder erindringer f.eks. om Slaget på Reden Skærtorsdag, d. 2 april 1801. Denne dags begivenheder gengiver Ussing både præcist og dramatisk.
“I ro og mag sad jeg denne klare morgenstund ved en kop te og læste. Omtrent kl. 9 hørte jeg kanonskud. Jeg slængte bogen fra mig, spændte sidegeværet om livet og løb fra mit logi på Gråbrødreplads gennem Købmagergade, Kongens Nytorv og de smalle stræder ned til havnen ved Toldboden, mens skuddene “forflerede sig”, indtil de faldt “knald i knald”. Den store menneskemængde var helt indhyllede i røg, fordi den østlige vind bar ind ad landet til, så ingen af de kæmpende skibe var at se. Bomberne, som var tiltænkt byen eksploderede i luften, så den klare himmel forsvandt, men forvoldte ingen skade i øvrigt.”
Senere på dagen, da kamphandlingerne ebbede ud, kom admiral Nelson i land “for at gøre kongen sin opvartning”. Han beskrives som en lille, udmagret, lemlæstet, énøjet og énarmet person; – en tør sild – kaldte de rasende sømænd ham hånende og fulgte ham på vej med ikke gengivne forbandelser.
Rasmus Ussing beskriver også krigens gru: De mange vogne med de lemlæstede døde, som kørtes til deres sidste hvilested, og de sårede, der blødende og stønnende af smerter blev hjulpet til sygehus og lazaret. Hvilket lagde en alvorlig dæmper på hans krigslyst, men han hjalp dog med forskellige vagter sammen med sine fæller i studenternes vagtværn.
Ussing stammer fra Ribe. Han var næstældst i en søskendeflok på 15, født 9 juli 1778, men han angiver selv sin dåbsdag sidst i måneden til at være fødedagen. Hans far, Niels Ussing – en liden, kraftig, undersætsig og meget hjulbenet person – var uddannet jurist og i mange år hospitalsforstander i Ribe – en retskaffen, streng og redelig embedsmand. Han havde et ret hidsigt sind, som gjorde, at hans højtelskede børn mere frygtede end elskede ham.
I 1819, 40 år gammel, ankommer Rasmus Ussing som ny sognepræst med to venner til Uldum. De får et smukt førsteindtryk af landsbyen oppe fra bakken, men præstegården er efter Ussings ligefremme beskrivelse uhyggeligt misligholdt, og kirken har nok også fået anmærkninger; det var den “hvide kirke” som allerede på dette tidspunkt var i forfald.
Uanset de elendige forhold finder præstefamilien sig til rette i Uldum/Langskov, hvilket 40 år i præstegården også tyder på. Ussings hustru døde i 1836. Ussing selv var lidt efter lidt blevet meget interesseret i jordbrug og eksperimenterede lidt med “physikken”, elektricérmaskine og luftpumpe, som satte de ikke så vidende i stor forbavselse. Samtidig lærte han dem at gennemskue de omrejsende magikere og fupmagere. Ussings lunger havde det ikke godt, og da han blev 70 år, fik han bevilget en ung kapellan, og kunne i sine sidste 10 år hellige sig skriveriet, havebruget og fysikken. Hans “memoire-bog” er oprindelig så at sige renset for navne for ikke at træde nogen for nær, men hans sønnesøn, som var sagfører, og en nevø, som var stiftsprovst i Ribe, har hjulpet med navnestoffet, så Ussings ligefremme og intense fortælleform fra udgivelsen i 1925 ved hjælp af noter har kunnet oplyse om de virkelige forhold; for selv om Rasmus Ussing bruger romanformen en smule, giver hans mindebog et smukt indtryk af et livs brogede virkelighed.
Rasmus Ussing, præst i Uldum
Historien om Rasmus Ussing, præst i Uldum blev også bragt i “Lokalhistorisk forening for Uldum Sogn – Orienteringsblad til medlemmer”, 15. årgang, nummer 2. Oktober 2001.