Stationsparken

Stationsparken er opkaldt efter togstationen i Uldum. Toget kørte på strækningen Horsens-Tørring (senere Horsens-Thyregod) fra 1891 til 1962. De sidste år dog uden persontransport. Der er ingen tvivl om at det har sat sit præg på Uldum at være stationsby både i landskabet og for vilkårene for f.eks. de handlende i byen og højskolen. Det var da også en højskoleforstander fra Uldum Højskole, N.P. Stensballe, som var blandt initiativtagerne til banens forløb gennem Uldum. Stensballe blev også banens første driftsbestyrer.