Uddrag af L. Vest Hansens dagbog del 1 | Lokalhistorisk Forening for Uldum Sogn

Førstelærer L. Vest Hansen skrev dagbog om sit liv som lærer. Han var lærer i Uldum 1902-1920. Dette uddrag af dagbogen omhandler den første tid i Uldum.

Laurits Johannes Marius Vest Hansen (1870 – 1942). Førstelærer ved Uldum skole 1902 – 1920.

I Uldum tilbragte jeg saa nøjagtigt 18 Aar, fuldt optaget af Skolearbejde og andet Arbejde.

Selv om Skolen ikke var særlig gammel, jeg tror, at den var bygget omkring ved 1870, var den dog ikke nogen første Klasses Bygning, men vi fik os indrettet ret hyggeligt i den.

De første 13 Aar var vi to om Arbejdet, og jeg havde de to ældste Klasser, der som regel var ret store – mellem 40 og 50 Elever. En Søster til Lektor Ottosen, Honum, fru Othilie Hedegaard, var Lærerinde og Organist. Hun var ikke altid saa let at arbejde sammen med paa de Felter, Naar vi var nødt til det, men hun var en trofast Arbejder i Skolen, og Børnene var ikke saa daarligt forberedte, naar vi modtog dem ved 9 Aars Alderen.

Præsten, Pastor Rasmussen, var Missionsmand, men vort Samarbejde gik ret godt.

Jeg blev et Par Maaneder efter, at jeg havde begyndt mit Arbejde i Skolen, ogsaa Formand for Forsamlingshuset og Foredragsforeningen, og det blev jeg ved med i alle de Aar vi var i Uldum, saa nær som to Aar, hvor jeg havde bedt mig fritaget. Jeg tog fat paa Aftenskolen og Sangforeningsarbejdet. Jeg omkalfaterede Haven saa jeg havde nok at bestille, og fik efterhaanden mere.

Den 18 Marts 1903 blev Margrethe født. Vi havde i de Aar, der var gaaet, desværre ofte maattet søge Læge til Mor, saa vi havde haft mange Udgifter i den Anledning, men efter Margrethes Fødsel, blev det værre. Til sidst henvendte vi os til Dr. Vestergaard i Horsens, og han konstaterede en meget fremskreden Lungetuberkulose. Det laa til Familien. Hendes Mor var død deraf, og Cecilie i Hejls Kro ligeledes – jeg tror endog at et par af hendes Søskende var gaaet samme Vej. Det var jo meget alvorligt. Hun kunne ikke længere, hvor gerne hun end ville, passe sit Hus, og jeg maatte holde en ekstra Husbestyrerinde. Af dem jeg kender mindes jeg med Taknemmelighed nuværende Fru Caroline Stærmose, Nyborg, der var hos os da Vibeke døde d. 20 Februar 1905. Vi havde i mellemtiden to gange gjort Forsøg paa at faa hende indlagt paa Vejle Fjords Sanatorium. Fra Beboerne havde jeg faaet Løfte om, at hvis det kunne lade sig gøre, skulle de nok sørge for, at det blev betalt. Men Professor Saugmann, Fakkegrav, erklærer at det var for sent, og saa maatte vi jo hvor strengt det end var, se skæbnen i øjnene. Den 25 Februar maatte jeg saa begrave hende paa Uldum Kirkegaard. Der er vist aldrig blevet set en større Begravelse i Uldum, og jeg kan faa Taarer i Øjnene endnu ved Tanken om den Medfølelse, der slog mig og mine to smaa Børn i Møde fra Befolkningen i de Dage.

Jeg stod nu ene med 2 Børn, Jakob var ca. 7 Aar gammel og Margrethe knap 2 Aar. Dertil kom, at jeg naturligvis efter alt dette efterhaanden havde paadraget mig en betydelig Gæld, som jeg ikke i en nær Fremtid saa udsigt til at kunne betale. Men der var jo ikke andet at gøre end at tage fat uden at tabe modet, og jeg kan, Gud ske Lov og Tak, nu bagefter sige, at jeg blev hjulpet saa godt som nogen. Da Caroline Stærmose skulle giftes, fik jeg en ny Husbestyrerinde, og det var Marie Dam. Det var egentlig Meningen, at jeg skulle forberede hende til Seminariet et Aars Tid, og saa skulle hun have en lille Løn for at passe Huset i den tid. Men hun var nok snart klar over, at der var saa meget i Huset, der trængte til at ordnes og efterses, saa der blev for lidt Tid til at læse. – Dertil kom, at jeg følte mig saa godt til Pas ved at have hende i Huset hos mig, at jeg nærmest gruer for at jeg atter engang skulle skifte. Hun havde en god Indflydelse paa Børnene, og det endte med, at jeg en Aftenstund, da vi begge stod ved Søsters Seng, spurgte hende, om hun ikke kunne tænke sig at blive hos os. Det kom hende meget overraskende, men efter at hun havde tænkt over paa det til næste dag, lover hun mig det, og jeg sagde da , at nu kunne jeg se lysere paa Fremtiden, ikke alene for min egen Skyld, men ogsaa for mine to Børns Skyld.

Om Efteraaret rejste hun hjem for at sy paa sit Udstyr, og vi fik i Mellemtiden en anden Husbestyrerinde, som jeg syntes alt andet end godt om.

Den 19 April 1906 holdt vi saa Bryllup i Klakring Kirke, hos Pastor Melby, As, Viede os. – Det var en i alle Maader brav Familie, jeg derved kom ind i, især fik jeg en udmærket Svigermoder, der fik megen Betydning for Marie og jeg i en Aarrække. Mit Arbejde i Skolen gik sin jævne Gang. I flere Sommerperioder deltog jeg i de af Skolen understøttede Kurser paa Lærerhøjskolen i København.