Uldum Sangen

Mel.: Der er et land.

En aftenstund, mens kirkeklokken ringer,
og solen sænkes ned bag mørken sky,
da tankens flugt på meget lette vinger
sig kredser rundt om gamle Uldum by.
Om denne by, om markerne og kæret
En mindets rune skal i sang bestå,
For selv om fortid ofte streng har været,
Her godt er nu, og fremtid god jeg spå.

Ved fantasiens hjælp jeg først må klare
den tid, da sten her var til daglig gavn,
flintøksens bid og fange vildt i snare
gav daglig kost til folk af ukendt navn.
Så kom en tid – årtusinder vi kalder -,
da bronzesmeden blev en velkendt mand.
Mon her i Uldum lurens toner gjalder?
– det kendes ej, men godt det tænkes kan.

For stedet her, hvor Uldum kirke ligger,
dengang blev brugt som hedensk offersted.
Den store sten her står som minde sikker
om “frugtbart råb” til Frej og Odin med.
-Nu tankens flugt skal meget fremad ile,
fra Horsens munke gik til Uldum Kær,
for selv om de sku’ vandre tvende mile,
her ejed’ jord og fiskeret med mer’.

Tre hundred år går frem til svenskekrigen,
da ødelagt blev Uldums bøgeskov.
Troværdig folk og gamle skrifters viden
beretter om, hvordan man bygged “brow”
henover Lilleåens eng og vande —,
hovbønders sled med skovens gode træ.
Den tid var mørk, det må vi alle sande,
mod krigerstorm fik Uldum siden læ.

Ja, sådan kunne skrives mange sange
om Uldum ved den lange kongevej.
Her gik en Peder Rytter mange gange,
og tidligt her højskolen rejste sig.
Som “postkontor” var Uldum samlingsstedet,
når dagens nyt fra Vejle kom hertil.
Og mange fremskridt blev i byen ledet
af læge Tesch, ham mindes nu vi vil.

Og nu i dag, hvor landet er i krise
af inflation, der synes hård og lang,
gid land og by ved sammenhold ku’ vise:
“Ej Danmarks synger på sin svanesang”.
Er Uldum kun en lille brik i spillet,
ved flittig færd, den dog betydning har.
For her var folk, der har det gode villet,
hver gang at mørke over landet var.

Kom her, min ven, og se, hvor solen skinner
på Uldum, børn der muntrer sig i leg.
Forretningsfolk her nye kunder vinder,
og arbejdsfolk i pligter svigter ej.
Her findes lægedom for krop og ånden
af læger to og stedets sognepræst.
Og blir du gammel og har gigt i hånden,
På Nedergården plejes du nu bedst.

Lad mig nu slutte med en tak for viden
om fortids liv, hvori der styrke er.
Ved denne aften og i dage siden
“de gamles guld” det er mit smykke kær.
Min egen slægt var fattigfolk på heden
– der nu fabrik er, så er livets gang.
Gid Uldums fremtid blomstre som et Eden,
Det er mit håb, som slut på denne sang.

Landpost Ernst Pedersen 1980