Uldum Sogns historie som fortalt af Viggo Juul i 1975 – del 2

Viggo Juul, født i Uldum d. 18 september 1890, indtalte d. 5/8 1975 Uldums historie, som han huskede den på bånd. Følgende er en afskrift af denne historie. Første del kan læses her. Anden del handler om postvognen og beboerne på Søndergade.

Øverst oppe på Højskolebakken boede “Gamle Mine” (i Hülles hus). Hun blev begravet på fattigvæsenets regning, og det måtte jo ikke koste ret meget med en kiste dengang. Så fik de da nogle brædder slået sammen, men de kunne ikke rigtigt få hovedet trykket ned og få låget på. Men de fik da låget presset ned og hovedet dækket. Det var til stor forargelse for folk i byen, men det måtte jo ikke koste mange penge.

Af højskolen var der kun den hvide længe ud mod vejen. Den er jo nu forlænget og smukkeseret. Der var ko-stald og lade omme i gården, som Kristian Frandsen drev. Kristian Frandsen var manden på “Bakkegården”. Han var postkontrahent og kørte postvogn Uldum-Vejle. Og det skulle gå efter klokken – de fik en timeseddel, når de kørte fra Vejle, og den skulle afleveres på Uldum postkontor. De skulle holde tiden, og gjorde de ikke det, risikerede han at blive afskediget. Jeg havde en bror, der tjente deroppe som dreng, og Kristian Frandsen var altid urolig, når det varede for længe – det var jo somme tider, at de holdt rigelig længe ved Lindved Kro. Jeg kan huske, at de havde et par store heste, der kunne gå herned på 20 minutter, men så var der også et ordentligt skub på dem, når de kom. Så gik han: “Dreng, kan du høre noget?” “Nej”. Så kom han igen og bankede på vinduet: “Kan du høre noget?” “Jah” sagde Johannes “nu synes jeg, at jeg kan høre en pisk”. Når vognen så kom ned ad bakken og slingrede fra side til side, sagde han: “Det er fandeme godt, jeg ikke sidder i den!” Og når de kom ned gennem Uldum, sprang folk for livet over til rendestenen, for vognen hoppede jo i de store huller, der var i vejen. Så løb vi drenge ned til posthuset, for så kunne vi jo få lov at køre med op, og da kørte han altid i skridtgang.

I det hus, som tømrer Søndergaard har, boede Ole Peter Mortensen. Ole Peter var hjulmand. Men da så huset jo slet ikke sådan ud som nu, og til huset var der lidt jord nede ved åen, og Ole Peter havde en enlig ko. Der havde været ild i huset mindst tre gange, men det kunne ikke brænde, så råddent var det. De sagde: “Nu brænder det oppe ved Ole Peter!” – “Åh, det kan ikke betale sig at gå efter det – det blir jo ikke til noget!”.

I huset efter Ole Peter boede en gammel dame, der hed Torine – og der har også været mode- og hatteforretning dér. Der, hvor nu Grosbøl har forretning, var der en manufakturhandler Lange – det var dengang et lille lavt hus. Huset ved siden af (nu slagterforretning) byggede Karl Rasmussen (Karl Skrædder – Dagny Rasmussens far). Petrine Kirkebys hus – på hjørnet af Søndergade og Kirkegade – kan jeg ikke huske blev bygget. Jeg kan heller ikke huske, at Povl Nyborgs gård blev bygget (pladsen foran pensionistboligerne).