Jens Sørensen Gulddal fortæller selv i sine erindringer følgende: “Når jeg nu skal til at skrive om mig selv, er det lidt vanskeligt. Nogen selvkritik har jeg måske nok, men om det er tilstrækkeligt uddybet, kan være vanskeligt for mig at afgøre, jeg ville nødigt afvige fra sandheden, så billedet blev smukkere, end det burde være. Jeg var ikke så flittig og ihærdig i min skoletid som min bror og heller ikke nær så begavet, dog var jeg ved min udgang af skolen anset for at være den dygtigste, og også til at spille bold og kegler var jeg en søgt makker. Jeg havde ikke så lidt ærgerrighed i den retning. Efter konfirmationen gik jeg på højskolen, og også dér hævdede jeg mig så nogenlunde som en af de yngste.
Om sommeren kom jeg med far som murer, og vi arbejdede sammen i nogle og tyve år. I de første under hans ledelse, men senere gik ledelsen over til mig, uden at det er muligt at påpege, hvornår jeg blev den ledende. Til læsning havde jeg megen lyst, det optog meget af min fritid og friede mig for at føre et driverliv. I nogle vintre var jeg kræmmer (ikke hosekræmmer), men det tiltalte mig ikke. Det var heller ikke helt lovligt, og jeg manglede vel også den fornødne frækhed.
Vinteren 1867-1868 var jeg igen nogle måneder på Uldum højskole. Da var Rasmus Nielsen lærer dér. Han købte senere Hammerum højskole, som forlængst er nedlagt. Han blev senere folketingsmand i mange år for Herningkredsen og er endnu levende, da dette skrives. Tillige var Lund lærer dér. Han blev senere lærer i Ø. Ørum og er forlængst død. Disse to i forening drev højskolen i nogle år, mens ejeren, E.M. Rottwitt var folketingsmand.
Vinteren derefter var jeg og Poul Nyberg en lille tid på Dalum højskole, hvor den landskendte Kold var forstander. Om sommeren var jeg fremdeles murer, og for at få beskæftigelse om vinteren lærte jeg klodsmagerprofessionen og drev den, så længe jeg var murer, i omtrent 18 år. Efter mit sidste højskoleophold fik jeg snart interesse for det offentlige liv, både politisk og kommunalt
1871 byggede jeg bl.a. Poul Nyborgs lade, 1872 læge Tesch’s stuehus og udhus og ko- og hestestalden i præstegården, 1873 urmager Laurs Jensens lige over for apoteket med mere, 1874 apoteket og mit eget hjem med takkede gavle nærmest åen.
1873 skulle der være sognerådsvalg. Jeg blev opstillet som kandidat, men sognerådet, der var meget konservativt, ønskede mig ikke valgt og slettede mig af valglisten. For resten meget betegnende for tidens syn. Vi havde dengang indskrænket valg. Den større del af sognerådet valgtes af en femtedel af de højstbeskattede og den mindre halvdel af alle vælgerne. Nu havde der til den tid ingen haft sæde i sognerådet af de mindre beskattede, de blev da betragtet som noget revolutionære (og ønskede nu ikke), at der skulle gøres brud på traditionen og bringes uro og forstyrrelse ind i borgerskabet.
Man havde ikke taget i betragtning, at to fremragende konservative, men rettænkende mænd, læge Tesch og pastor Kirketerp, følte det som en krænkelse af den almindelige valgret, at man således flyttede om med vælgere og mødte valgdagen med en indsigelse mod sognerådets vilkårlighed. Det blev bange og optog mig igen på valglisten. Det gik, skønt både udelettelse og optagelse var lige ulovligt, og jeg blev valgt med et stort antal stemmer, hvad vel nok sognerådets handlemåde havde gjort sit til. I 6 år var jeg nu i sognerådet og arbejdede dér interesseret. Ved næste valg nægtede vi alle tre at tage mod genvalg.
1876 og 1885 opførte jeg husene ved Hesselballevejen, der nu ejes af købmand I.P. Hansen, den første af dem nærmest apoteket byggedes af min morbror, fhv. gårdejer Henrik Sørensen i Uldum.
I 1877 blev jeg gift med Marie Poulsen, datter af gårdejer Poul Mikkelsen og hustru Christine Sørensdatter, Nr. Kollemorten. Samme år byggede jeg Poul Nyborgs stuehus samt stuehuset i gården overfor højskolen, der nu ejes af Kristen Hansen. 1880 huset, der nu ejes af købmand Krogh. I disse år forud byggede jeg mange mindre bygninger. 1883 byggede jeg det hus, hvor nu Niels Gregersen bor samt Uldum kirke. I 1886 opgav jeg murerprofessionen og flyttede op til en ejendom på Uldum mark, som vi havde købt nogle år i forvejen.
Efter den ulykkelige krig 1864, da befolkningen var åndeligt og økonomisk nedtrykt, Sønderjylland var os frataget, og vore forfatningshold var et fælles for det samlede rige og et særskilt for det danske, benyttede en del af godsejerpartiet sammen med Højre sig af forvirringen til at ville indskrænke den almindelige valgret ved at få et landsting valgt til dels af et mindretal af de større ejendomsbesiddere, og det lykkedes dels ved befolkningens modløshed, og at enkelte af Venstre svigtede (de såkaldte vise bønder), og dels ved unaturlige sammenslutninger.
Skønt jeg dengang kun var 22 år gammel, var jeg dog stærkt interesseret, idet min far var levende med mod reaktionen og havde et klart blik for den kamp, der ville følge. Fra nu af fulgte jeg godt med. Den daværende folketingsmand for Givekredsen var en af dem, der svigtede, og afdøde gårdejer Søren Jørgensen her fra Uldum valgtes. I de følgende år tog jeg levende del i den bevægelse, der rejstes for at styrke den nationale ånd, både politisk og kristeligt.
Vi dannede skytteforening, sparekasse og sygekasse, hvilke jeg var med til at stifte. Ikke længe efter krigen rejste de landskendte præster, Birkedal, Svejstrup og Melby, rundt i landet for at rejse det sunkne mod ved god, kristelig påvirkning. Jeg var i Jelling for at høre dem, det hele folk var som vågnet efter en åndelig søvn efter det nationale og politiske nederlag.
I begyndelsen af 70’erne blev der dannet demokratiske foreninger. I nogle år blev jeg formand, var i bestyrelsen for sparekassen i en del år og blev senere revisor for samme i over 30 år samt i 11 år kasserer og bogholder. I 11 år var jeg medlem af skolekommissionen og senere kommunal revisor. Under provisoriet var jeg blandt dem, der blev særlig lagt for had. Da jeg var blevet brandformand for den visteske brandkasse, blev jeg anklaget for ulovlig agitation og blev indkaldt for retten og fik en defensor beskikket. Men det lykkedes ikke vore hjemlige provisorister at få mig dømt. Jeg blev frikendt, men enden var ikke endnu, det gik til overretten, men også dér blev jeg frikendt. / Disse anmeldelser og forfølgelser af kendte venstremænd var nu almindelige. De stedlige højremænd og provisorister sammen med det ulovligt oprettede gendarmeri var regeringens håndgangne spioner. Man skulle være overdrevent forsigtig i handlinger og udtalelser, hvis man ville undgå forfølgeligheder. Endelig blev den provisoriske regering træt af kampen og søgte forlig med en del venstremænd, der så brød ud af venstrepartiet og sluttede forlig, dog uden at opnå nogen indrømmelse af regeringen, der fremdeles blev ved at regere. Den del af Venstre, der ikke gik med til forliget, rejte en kamp mod forligsmændene, det såkaldte moderate Venstre, og vandt hænderne fremad. Kampen, der nu førtes mellem de to venstregrupper, var en god tid for Socialdemokratiet, der fiskede i rørte vande og gik stærkt fremad. Jeg sluttede mig til det gamle Venstre med I.C. Christensen som fører, svarede mod splittelsen og talte for en sammenslutning, der dog først kom i stand, da det moderate Venstres parti bestandig formindskedes. 1885 valgtes jeg igen ind i sognerådet sammen med Andreas Sørensen, Uldum mark, og Jens Byegholm, Langskov.
1886 blev min hustru efter en fødsel meget syg i omtrent 1 år, og det så ud til, som vi skulle miste hende. Hun vandt kun langsomt sit fulde helbred igen. Samme år flyttede vi op til vor ejendom på Uldum mark. I 1890 lå jeg syg omtrent trekvart år og svævede ofte mellem liv og død, ligesom min hustru, samtidig var lige så dårlig, men ved Guds og vor dygtige læge Tesch’s hjælp genvandt vi efterhånden vort helbred.
Nu levede vi en del lykkelige år med nogenlunde helbred, og jeg kunne både få råd og tid til at pleje mine specielle interesser og hverv, som jeg havde fået en del af. I sommeren 1904 fik jeg en alvorlig lungebetændelse, og da kræfterne, efter at den var overstået, kun vendte langsomt tilbage, besluttede vi os til at sælge ejendommen, men beholdt 5 tdr. land, vi havde købt nogle år forud, og byggede derpå.
1896-1897 havde vi fået oprettet en afholdsforening ved en væsentlig støtte af pastor Engberg efter flere gange at have forsøgt derpå. Jeg blev formand og var det i mange år uafbrudt og senere med mellemrum.
Jeg søgte at holde, hvad jeg en forårsdag, jeg gik over en hede, havde lovet, at jeg ville hævde de smås ret og pligt efter evne. Det kunne jo ikke undgås, at jeg af og til måtte støde sammen med de mere velstillede, således bl.a. for at få spiritussen ud af forsamlingshuset ved de årlige markedsballer, hvilket omsider lykkedes. Ligeledes fik jeg en avisfejde med pastor Rasmussen angående et løfte, han havde givet med hensyn til spiritusbevillingen til en ny ejer af kroen, og også med sognerådet fik jeg en fejde med det samme for øje. Jeg tog vel nok lidt hårdt fat på dem, der talte med to tunger. Således fik jeg et temmelig skarpt sammenstød med Johannes Jensen af en lignende grund, og da pastor Plenge forsøgte at støtte ham ved at gribe ind, måtte jeg kæmpe mod dobbelt front, men mine grunde måtte man lade stå.
Ved den ny skolelov blev det til en pligt for sognerådet at lade pigebørnene i skolen undervise i håndgerning, og da sognerådet undlod dette trods gentagen opfordring, udtalte jeg ved et prøvevalg, at sognerådet havde vanrøgtet sit hverv over for skolen, hvilket førte til, at sognerådet anlagde sag mod mig.
Sognerådet mødte med sognefoged Niels Bundgaard, Ølholm, og en sagfører som anklager. – Jeg mødte selv. Herredsfogeden spurgte, om jeg havde brugt de omtalte udtalelser, og da jeg tilstod det, fremlagde jeg skoleloven og det, hvortil jeg støttede mig. Efter at have undersøgt mine beviser, sagde han til Bundgaard: “Jeg forstår ikke, hvad De vil med den sag, manden har jo fuldkommen ret. Lad De den sag falde, den får De intet ud af.” Bundgaard lod sagen falde, men da sagføreren kom til, påstod han, at jeg skulle betale omkostningerne, hvad jeg nægtede, og sognerådet måtte selv bære udgifterne.
Både før og efter århundredskiftet skrev jeg en del artikler i bladene til fordel for afholdssagen, og jeg tog imellem også del i den politiske diskussion, ligesom jeg også under Vålsesagen tog ordet for at hævde det foragtelige i, at præst kunne bruge sakramenterne i kirken og i tale og skrift bekæmpe dem på grundlag af den såkaldte bibelkritik.
Nu, da jeg er i mit 80. år, har jeg måttet sælge min ejendom på grund af mit helbred (hjertekrampe), som begyndte for en del år siden og stadig gør fremskridt, så jeg af den grund intet kan bestille og har meget besværligt ved at gå. Nu bor vi i Uldum, min hustru, der er noget yngre, er nogenlunde rask, skønt hun er plaget af gigt, men kan dog pleje mig og passe huset, så vi har et godt hjem og jeg en god og kærlig plejerske.
Mit liv har ikke været af dem, der har været stærke strømninger underkastet, fra ungdommen af har jeg haft stor trang og kærlighed til at høre et godt ord, og da jeg som yngling kom til at leve under den ulykkelige krig og dens sørgelige følger, tabet af Sønderjylland, blev jeg stærkt interesseret i den bevægelse, der kom frem om at dygtiggøre ungdommen til at værge fædrelandet (skytteforeningerne). Jeg tog levende del både i skydning og gymnastik, den åndelige, kristelige bevægelse, der fulgte samtidig, fulgte jeg med liv og lyst og voksede i åndelig modenhed. Ikke så, at jeg blev færdig, det bliver jeg med Guds hjælp aldrig.
Den materialistiske bevægelse, den bjørnbakske, frastødte mig, skønt også nogle af den grundtvigske bevægelses ordførere syntes mig at svæve noget højt oppe og gjorde dets tilhængere til kun noget eget i det ydre og ikke til et nyt indre liv. Den indre mission tiltalte mig ikke, da den ved sin første fremtræden ikke kunne være med i noget folkeligt arbejde. Dets virken i kristelig retning har altid haft min dybeste agtelse. At grundtvigianismen har sakket agterud for den indre mission, kommer af, at de har delt sig i forskellige afdelinger og ikke dannet menighedssamfund og ikke arbejdet i takt, og særlig må jeg beklage, at de ikke har kunnet optage andre samfundsreformer (afholdssagen), men i særlig grad har modarbejdet den med den vrangforestilling, at det var en trang, man lagde på sig, og ikke en frigørelse at arbejde mod alt, hvad der hæmmer et sundt, folkeligt og kristeligt liv, og hjælpe de svage og faldne op.
I åndelige spørgsmål har jeg ikke mod til at udtale mig, jeg har haft en skræk for at sige mere, end jeg selv kunne leve i mit daglige liv. Evnerne og den nødvendige frimodighed har jeg også manglet, skønt mit hjerte har været grebet af Guds nåde og kærlighed, og omend under stor svaghed har søgt at leve livet under Guds vingers skygge.
I arbejdet for afholdssagen har jeg vel nok i den offentlige polemik været noget skarp, men altid talt ud fra sandhed og kærlighed til sagen og bestandig fulgt mit ungdomsideal at værge og løfte dem, der har levet på livets skyggeside. Jeg har ikke søgt at trænge mig frem, men har heller ikke vægret mig ved at gøre min borgerpligt, når der kaldtes på mig. Hjemmet har været mit et og alt. Jeg har kun grumme nødigt været fra hjemmet om vinteraftenerne eller i den tid, arbejdet har hvilet. En sorg har jeg haft, at ingen af mine børn har fulgt mig efter i afholdsarbejdet. Det har gjort, at jeg ikke har kunnet vedblive at arbejde derfor med den samme frimodighed som førhen.
Jeg må også meddele lidt om min hustru, der har haft den væsentligste betydning i, at vi nu i over 46 år har levet et kærligt og trofast samliv sammen med vore børn, der, skønt de nu har fundet deres hjem på forskellige steder, dog stadig vender tilbage til det gamle hjem med samme glæde, da vi levede sammen, og dér er deres mor den, der har vedblevet at eje deres fortrolighed og kærlighed i usvækket styrke.
Som hun har været en sjælden god mor for vore børn, har hun været en god og kærlig hustru og en stræbsom og dygtig husmor, der aldrig har skånet sig selv og været en væsentlig hjælp til, at vi nu i vor alderdom kan se fremtiden i møde under gode, økonomiske kår. Vort liv har flere gange været hjemsøgt af lange og vedvarende sygdomme, hvor livet truede at ebbe ud, men ved Guds hjælp skånede os og hver gang førte os nærmere til Vor Herre.
Det er mig en kær pligt nu i min høje alderdom at sætte hende et lille minde i disse blade, især for de af hendes børnebørn, der har nydt godt af hendes kærlige omsorg for dem, når de var hos os. Som min hustru har hun været den bedste og omhyggeligste plejerske for mig og særlig et år for 33 år siden, da jeg en vinter i lang tid svævede imellem liv og død, hvor læge Tesch sagde: “Han er jo nødt til at komme over det, for han bliver jo plejet som en prins.” Og denne omhu og kærlige pleje har indtil denne dag netop været en kilde til, at jeg nu trods mit hjerteonde og min afmagt fra at udrette det mindste arbejde, har kunnet bevare mit gode humør og nyde min alderdom i fred og ro.
Et vidnesbyrd om hendes gode hjertelag er, at hun har ønsket, at min eneste brors eneste datter, der er meget svag og intet hjem har, må komme at bo hos os måske i længere tid.
Hendes liv har ikke været at virke uden for hjemmet; hendes børn og hendes hjem har taget hendes meste interesse, skønt også det offentlige liv og samfundslivet, både folkeligt og kristeligt, har ligget hende på sinde, men en hustru, der har sine børn og sit hjem, falder ikke så meget i øjne som manden, hvis virksomhed er mere udadtil, især i fortiden, da kvinder ikke var ligestillet med mændene i det offentlige liv.
Når jeg nu slutter disse betragtninger, da er det med mit hjertes dybeste taknemmelighed og tak for kærligt og godt samliv og med ønsket om, at min kære hustru må få lov til at leve med mig til mine dages ende og lukke mine øjne, og at vi må samles med hinanden, hvor al synd, sorg og savn er borte, og livet af Vor Herres nåde må lade os samles med alle vore kære.
Sluttet den 25. juli 1923.
